Rejsedagbog
På toppen af verdens tag Sep. 2004

Sep. 2004

                                            På toppen af Verdens tag

 

                            Kina – Tibet – ferien september 2004

 

 

1. dag

 

Fredag den 10/9 2004.

 

Så er der afgang til Verdens folkerigeste land og Verdens højeste bjergmassiv.

I går var vi i Aalborg for at aflevere hundene hos Lisbet og Ole.

Nu drejer dit sig om buslinie 10 fra Fredensvang Runddel kl. 14.09. Lufthavnsbussen kl. 14.30. Københavnerflyet kl.17.55. To pølser med brød og et glas øl og derefter destination Beijing afgang kl. 20.55.

Det er lidt uvist, hvorvidt det er taxfree-poserne eller forventningerne, der er størst, da vi står ved Gaten. Træerne vokser ikke ind i himmelen; flyet er overbooket med 4 personer, som gennem gentagne kald skal lokkes til for gode ord og ikke mindst kontanter at udsætte deres rejse til næste dag. Endelig kommer flyet af sted med en halv times forsinkelse, og vi kan tage fat på 8 ½ timers flyvetur.

                      Forplejningen er enkel med brasede kartofler og frikadeller med spinatstuvning, fortræffelig, rigeligt med drikkevarer som sædvanligt. Trods dette ikke megen søvn.

 

 

2. dag

 

Lørdag den 11/9 2004

 

 

Ankomst til tiden.  Lokal tid kl.11.45. Beijings internationale lufthavn er nydelig, særdeles ren, men signalerer nok også, at man er kommet til et land med en strammere styring, end vi er vant til. Der må ryges udenfor, og det smager godt! Bussen tager os på tre kvarter ind til Beijings centrum, hvor hotellet Xin Qiao (Novotel) er særdeles godt beliggende to km. fra Den Himmelske Freds Plads. Det tog os 19 timer at nå fra Spicavej til dette hjørne i Beijings centrum, hvor vi fra vort vindue aldrig før har set så mange mennesker af ens race køre i bil, cykle og gå. Dette kombineret med, at der her hersker halvanarki, d.v.s. der er en forsøgsvis styring i modsætning til, hvad vi ellers har erfaring med, nemlig totalanarki, gør at det hele, paradoksalt nok virker mere overskueligt. I Indien og Egypten lod man ”myrerne” selv bane sig vej. Her har man halvt om halvt forsøgt at styre dem, og resultatet synes at være derefter. Det ligner moderne sygehus – ledelse.

Det, der møder os denne første eftermiddag er Kina år 2004. Fra nogle af vores rejsefæller, der har været her flere gange, er dette Kina fuldstændigt forskelligt fra Kina år 2002. På et par år er store kvarterer udslettet og erstattet af moderne højhusbyggeri. Endvidere fortæller de, at for 15 år siden var alle kinesere klædt i blåt og gik rundt med Mao-huer, hvis de ikke cyklede. I dag er snittet vestligt: Stramme bluser, cowboybukserne malet på og ikke ret mange har deres naturlige hårfarve. Man funderer over, om det er et land, der er på vej til at blive ligeså identitetsløst som Hong Kong og Singapore, men det får vi måske svar på de kommende 13 dage.

 

3. dag

 

Søndag den 12/ 9 2004

 

 

Kl 8 er vi med bussen på vej ud i det dejlige og varme vejr, som er over Peking i disse dage. Vi kører til en cloisonnefabrik .  Det er kinesisk kunsthåndværk. Man laver en kobbervase f.eks. På den limer man et netværk af massive metalstrenge vel 3-4 mm i højden i det mønster, man ønsker. Med en pipette påsættes farve i felterne. Det hele brændes, hvorefter farven skrumper ind, og man fylder nyt på. Dette gentages 7 – 8 gange. Herefter slibes det hele ned med hårde sten og sluttende med kul, hvorefter vasen står blankpoleret.

Ikke uventet sluttede turen med et besøg i deres forretning, som var meget stor. En sød lille kineserpige, som øjensynligt fik provision af salget, solgte os en grøn vase og en frygtelig drage, som var lavet i en lidt anden teknik.

Vi begiver os på ny ud i Beijings trafik, som er heftig, endskønt den er lettet for lastbiler, som ikke må køre herinde om dagen og til gengæld holder i kø i yderkanten for at vente på nattilladelsen. Vi skal ud til Åndevejen, hvor tretten af de fjorten Ming-kejsere , som regerede fra 1368 – 1644, blev begravede tæt oppe under de nordlige bjerge, således at de var i læ for den onde nordenvind.

Gravpladsen ligger 50 km. nord for Beijing. Kejsernes begravelsesvej var 6 km. lang. Vi begynder ved den røde port, som er en del af muren omkring gravene. Herefter følger en 800 meter lang vej flankeret af 36 kæmpe stenfigurer, der bevogter gravene. En mega stenskildpadde står i porten, og derefter følger 24 dyr i 2 meters højde efterfulgt af 12 generaler, embedsmænd og ministre i samme højde, som giver Kejseren det sidste farvel. Udgangen er Drage og Phoenix Porten, og ganske kort derefter er der souvenirs i rigelige mængde.

 Vi begiver os selv ud midt i Beijings 13 mill. indbyggere, en promille af Kinas 1,3 mia. store befolkning. Alt styres og reguleres. Provinsboere som søger til Beijing afvises til deres hjemstavn. Ellers kan man ikke regulere denne enorme menneskemængde. Man tænker dog på, at vi fik ophævet Stavnsbåndet for godt 200 år siden.

Vi er på vej ud til Muren, et lille intermezzo af kinesisk frokost (… den kinesiske mad vender vi tilbage til senere). Godt var det. Vi skal op i bjergene; det var fra toppen, kineserne forsvarede sig mod nord fra kommende stammer, som ville røve. Allerede år 3000 f. Kr. påbegyndte man murarbejdet, og det fortsatte indtil ca. 1600 e. Kr. Resultatet er en 6300 km lang mur, med en højde på ca. 8 meter, som bugter sig op over bjergtinderne og ned i dalene, anlagt så den bedst forsvarer Kinas land.

Når vi tager horisonten med, ser vi flere km af dette enorme bygningsværk, og vi begiver os op på den fredelige rute og går vel omkr. en km. ud og hjem. Som en sidebemærkning kan nævnes, at Farmor ofte drømte om, at hun og Farfar var firben på Den kinesiske Mur; De havde aldrig været der. Den er hård ved fantasien og benene, men heldigvis er der en pilsner i bunden.

 Vi har været af sted i godt og vel 10 timer, tager en øl og en Fernet på hotelværelset. Går ned og får en taxa til Metro Cafe`, 20 kr. inkl. drikkepenge. Her får vi en flaske rødvin, to kæmpe jomfruhummere hver med meget lækkert tilbehør formedelst 450 kr. Ligeledes taxa hjem; pakning, for vi skal til Tibet i morgen.

 

 

 

 

 

4. dag

 

Mandag den 13/9 2004

 

Vi er oppe kl.5.00 og klar med vores kufferter i forhallen kl.6.15, hvor vi bliver afhentet til Beijing Lufthavn. Vi har fået en lille opfindsom morgenmadpakke med. To hårdkogte æg, syltede agurker og noget brød og frugt. Maden nyder vi i lufthavnen, og herefter flyver vi (med en mellemlanding i Chengdu) Videre til Tibets lufthavn i Gonkar. Vi er nu oppe i 3.500 m højde. Omkring 20 grader. Fuld sol. Der er 90 km. til Lhasa. Bussen kører langs Yarlungfloden. Vi er omgivet af bjerge, som i denne højde virker mellemhøje, men nok er oppe omkring 5.000 meter.  Vi er lige på trægrænsen. Passerer en del tibetanske landbrug, hvilket vi vender tilbage til senere, idet vi kommer på besøg i sådant et.

Vi er fremme ved Lhasa kl.18. Der er 200.000 indbyggere. Vores hotel ligger fuldstændigt centralt i den gamle bydel. Vi bliver modtaget ved, at værtinden hænger et hvidt bedetørklæde om vores hals.. Her er alt, hvad man kan ønske sig af tibetansk/kinesisk udsmykning; her er hjerteligt og hyggeligt.

Vi har frivilligt valgt et værelse på fjerde etage, og nu kommer udfordringen at klare trapperne, for der er ingen elevator og ikke megen ilt her i 3.600 meters højde. Vi tager det meget stille opad trapperne, og kommer ind på et dejligt værelse. Indvendigt er der, hvad hjertet kan begære, og alt sammen igen tibetansk udsmykket. Vores udsigt er hen over byens tage og taghaver, indimellem ned i en gård, og ca. en km. ude, det imponerende Potala Palads. Det er sjældent, at vi har haft en så flot udsigt.

… Da Charlotte åbnede sin kuffert var vores 1liters flaske gin knust, så kufferten måttes tømmes, tøjet befriet for glassplinter og derefter lagt til tørre.. Det var da godt, det ikke var Fernet Brancaen!

Efter aftensmad på hotellet, en kort slentretur, for vi er nemlig kun ca. fem min. gang fra Tibets vigtigste tempel, nemlig Jokhang. På vejen der til er der mange små gader med mange småforretninger og boder. Vi har det godt i orkanens øje.

 

 

5. dag

 

Tirsdag den 14/9 2004

 

Kl. 8.00 er der afgang til Potala Paladset. Det vigtigste symbol for tibetanernes selvstændighed. Det har været Dalai Lamas residens i århundreder i selvstændighedsperioder som statsoverhoved og under besættelse som åndeligt overhoved. Bygningen påbegyndtes i det 7. årh. under Kong Songtsan Gampo. Den ældste del er Det røde Palads, og udenom er så efterhånden kommet Det hvide Palads. Bygningen ligger i 3.700 meters højde og er i sig selv 115 m. høj på sit højeste sted. Den er bygget oven på en lille bjergtop og svarer på sit højeste sted til 13 etager. Der er ca. 1000 værelser.

Vi bliver kørt op til bagindgangen for at spare vores gamle ben. Her ligger det eneste offentlige toilet, som blot er et hul i jorden til et rør, som ender ude på klippeskrænten. Med udgangspunkt i toilettet bliver vi ellers guidet rundt, op og ned ad trapper, igennem korridorer og rundt i sale. Alt sammen er præget af Dalai Lama og dermed også buddhisme. Vi er omkring 6. Dalai Lamas kvarter og ser, hvor han bad og mediterede. Paladset er også gravsted for de fleste af Dalai Lamaerne. I den mest berømte hviler den 5. højt ansete Dalai Lama. Gravstedet er 12,6 m. højt og dækket med 3721 kg guld pyntet med 15 000 perler eller ædelstene. Gravene går helt op til taget, hvor de er dækket af guldtagsten.

Vi får en god frokost med almindeligt øl og en smagsprøve på tibetansk øl, som ikke er vores cup of tea, eller hvad man nu skal sige.

Herefter videre til Norbu Linka, som er Dalai Lamas sommerpalads. Det ligger i et dejligt stort grønt område, og de forskellige Helligheder har igennem tiderne bygget deres eget lille sommerhus herude; sidst i 1950`erne, hvor den 14. Dalai Lama byggede sin sommerresidens. Den er vi rundt at se. Det var her fra, han i 1959 flygtede, efter at kineserne havde strammet grebet yderligere, og nu ønskede ham uskadeliggjort. Siden har han levet i eksil i Indien ganske tæt på den tibetanske grænse.

Alle Dalai Lamaer er udvalgt med den allerstørste omhu. Naturligvis har der været enkelte fejl såsom den 6. Dalai Lama, som brugte det meste af sin tid med at skrive digte og forklædt gå på bordeller. Den nuværende Dalai Lama fandt man efter flere års søgen frem til via orakler og tegn. Allerede som barn udviste han en overordentlig begavelse og har igennem årene udviklet sig til en af vor tids helt store verdenskendte personligheder.

Vi slutter besøget med et kig ind i den 8. Dalai Lamas sommer-bedested, som er domineret af den 1000 armede og firhovedet medlidenheds Buddha.

 

 

6. dag

 

Onsdag den 15/9 2004    

 

Vi skal først af sted kl. 10 for Jokhang-templet ligger kun 4 minutters gang fra vores hotel. Templet er påbegyndt år 647, og mange af de originale træpiller står der stadigvæk med deres udskæringer. Bygherren var en af Tibets store konger, Songtsen Gampo, som også påbegyndte opførelsen af Potalapaladset. Af politiske årsager var han gift både med en nepalesisk og kinesisk prinsesse. Sidstnævnte kom fra et buddhistisk miljø og ville gerne give religionen et ordentligt løft i sit nye land, og dertil medbragte hun forskellige remedier. Det første man ser, er et træ foran facaden af templet. I dag er det et ret lille træ, og det skyldes, at under kulturrevolutionen fældede rødgardisterne det oprindelige. Imidlertid havde en munk gemt en stikling af træet, og det er den, man i dag kan se vokset til omkring 5 meters højde. Vigtigere er det, at hun bragte en statue af Buddha, som hun havde fået af sin mor. Kunstneren var en bekendt af den oprindelige Buddha, og derfor mener man, at statuen har den allerstørste lighed med forbilledet. Den er placeret i kernen af Jokhang-templet, og det er forståeligt, at dette sted er det religiøse centrum for alle tibetanere. De skal helst én gang i deres liv på en pilgrimsfærd hertil.

Det afspejler sig i et umådeligt leben allerede udenfor. Snesevis af tibetanere udfører hundredvis af bedefald, som er deres form for bøn. Gennem livet skal de helst nå op på 111 111. De har også slitageforklæder på fronten.

 Inde i templet er der som på en meget travl gågade. Overalt lugter der af brændt Yaksmør, som man ofrer i store kar, som står over det hele. I karrene ligger det halvflydende smør, og der er så stukket væger ned, så det kan brænde. Lugten er noget kvalm. På vejen mod templets kerne passerer man ca. 3 meter høje statuer af den berømte konge samt hans kinesiske og nepalesiske gemalinder. Da vi nærmer os stedet, er der en lang kø med hundreder af pilgrimme, som ledes forbi små og større statuer af berømte buddhisiske personer. For dem er det gratis, hvorimod vi har betalt for at komme ind, og derfor kan vi gå uden om køen. Selve Buddha-statuen står i et efter forholdene ret lille rum, hvor man føres omkring den med uret og har omkring 3 sek. til at bede ved den og kysse dens højre fod og dermed få en form for velsignelse. Flere munke er beskæftiget med at holde gang i røgelsen og få pilgrimmene videre. En enkelt er ved at give den frisk ægte guldmaling, ligesom morgensminke. Det er en oplevelse at være blandt så mange troende tibetanere, som får deres livs måske største ønske opfyldt i disse øjeblikke. På vej videre passerer vi en 1000 meter lang kolonnade af ca. 1 meter høje bederuller, som er i konstant sving.  .  

 Vores tur går op på taget, hvor der er udsigt over en del af byen, inkl. Potalapaladset, som kun ligger omkr. 1½ km væk, og som står fuldstændig skarpt mod himmelen i det klare sollys. Jokhan Templets tage er beklædt med guld. Jeg har været på denne tur alene, fordi Charlotte er blevet sløj med højdesyge, hovedpine og enkelte opkastninger. Rejsefællerne har  hjulpet mig med fotograferingen.               

Vi er kun i gå-afstand fra vores frokostrestaurant, Snow-land Restaurant, hvor jeg fik en rigtig dejlig yak(okse)/steak, men appetitten er ikke så stor længere.

Efter frokost er vi lige et lille smut hjemme omkring hotellet. Charlotte er stadigvæk sløj og springer eftermiddags turen over.      

 Vi andre skal til Sera klostret, som ligger ca. 6 km nord for Lhasa.

Klostret er nærmest en lille by, fuldstændig selvforsynende. Oprindeligt var her 7000 munke, men omkring 1970 prøvede rødgardister hæmningsløst at udrydde buddhismen og fik ødelagt store dele af klostret, således at der i dag kun er 400 munke tilbage. Sammen med få andre tilbageblevne klostre varetager disse uddannelsen af munke i buddhisme, som er en livsnerve for tibetanerne. Traditionen har været, at familiens ældste søn fuldstændigt frivilligt valgte munkevejen. D. v. s. at han startede med sin uddannelse som seks – syvårig og tolv år senere kunne blive munk. Undervejs bliver han igennem tre år, tre måneder og tre dage isoleret i en lidt afsidesliggende bygning, hvor han kan meditere. Der bliver bragt mad op til bygningen, men ellers er der ingen kontakt med omverdenen, og han må ikke tale med andre. Derudover er der undervisning i , filosofi, astrologi og flere andre fag. Efter uddannelse kan man efter evner blive i klostret og undervise eller meditere eller drage ud i samfundet for at prædike, undervise eller blive sat til aldeles håndgribelige gøremål, såsom munkekok eller munkepolitibetjent, som holder styr på, at alle de andre opfører sig ordentligt.

Vores tur i klostret starter i et af de talrige templer, små og store. Dette er stort med en stort og mørk samlingssal til munkene. For hvad der svarer til 25 kr. får jeg lov til at fotografere. Herfra videre rundt til bedestederne med forskellige Buddha–statuer. Ved hvert sted koster det yderligere, hvad der svarer til 12 kr. at fotografere.

Herefter går vi i fri dressur mellem de mange bygninger ad snævre korridorer op og ned ad trapper, møder jævnligt munke og elever, men her som andre steder i Tibet stort set ingen udenlandske turister.

Kl. 15.00 har eleverne en diskussionssession på en stenet grund under nogle træer. Omkring 80 elever skal parvist argumentere med hinanden. Mest af alt virker det nu som det store spisefrikvarter ledsaget at et taknemmeligt publikum.

Vi er hjemme igen omkring kl. 5 for at konstatere, at Charlotte nok har det lidt bedre, men bliver hjemme fra aftensmaden.

Da vi har spist køber jeg lidt vand til hende og går derefter en tur ned i byen. Vi har tidligere været i en forretning med kunsthåndværk, og der går jeg ind igen og falder over medfølelsens Buddha med fire arme. Startprisen er 1600, men da jeg spørger om final Price, er det 800, svarende til 640 d.kr., og den tager jeg med hjem. På vejen hjem er der en lille gyde indtil bagsiden af Jokhang templet. Jeg benytter lejligheden, da jeg er alene. Der er bitte små forretninger og ligeså små familier. Inderst er der en gårdsplads med en bred trappe til nogle store åbne døre, som er indgangen til et mindre kloster. Oppe for enden af trappen står der et par kæmpe bederuller, og længere inde sidder en munk og læser i de karakteristiske religiøse bøger, som består af løsblade, som man efter endt læsning knytter meget tæt sammen til et bundt og derefter deponerer det på bibliotekshylderne. Allerinderst står der en og bearbejder en tromme. Jeg bliver vinket nærmere og går lidt omkring. Den læsende munk er færdig og starter nu en ofring af spiritus til Buddha, idet han tømmer mange flasker over i et lille kar, som efterhånden, som det bliver fyldt, tømmes over i en lyseblå plastikspand. Det er ikke helt gennemskueligt, hvordan den videre gang er i dette.

 Man er ikke upåvirket af den rolige og afslappede atmosfære,

Hjemme igen er Charlotte tilfreds med Buddha – statuen, så den vil fremover kunne ses på Spicavej i Højbjerg.

 

 

 

 

 

 

7.dag

 

Torsdag den 16/9 2004

 

Vi er oppe kl. lidt i seks, for vi skal af sted allerede kl. syv. Vi skal op over en del af Himalayaforbjergene og til Shigatse, som er Tibets næst vigtigste by. Vi skal af sted i 4 firhjulstrækkere, fordi vejene er meget dårlige. Det er rigtigt; det er de ringeste vi har set.

Det er mørkt, da vi tager af sted, og indeni os er det stadigvæk nat. Solen står op i løbet af en halv times tid, og snart efter begynder det at gå opad. Dagen skal afvikles mellem 4000 og 5000 meters højde. Vi snirkler os opad gennem hårnålene og har det første stop ved Kampala- passet i 4794 meters højde; der er udsigt til den meget store Yamdrok sø, som fremtræder helt turkisfarvet samt til fjerne sneklædte bjerge i over 7000 meters højde.  Mount Everest er blevet hjemme. Skal man op, skal man ned. Vi kommer ned til søen og spiser vores medbragte madpakke (ikke særlig spændende) ved bredden. Damerne har visse problemer med deres nødtørft, men der er ikke pålidelige informationer om, at de har været udsat for overgreb.!

Vi kører videre mod det højeste sted på turen, nemlig passet Karo la i 5010meters højde. Her lever en lille familie tilsyneladende af turisterne. Et par yak okser vises frem, og man kan blive fotograferet ridende på dem, endvidere forsøger man at sælge al mulig diller daller.    Utroligt at man kan skabe sig en eksistens på disse betingelser. Bjergene omkring os er sneklædte, og sneen går næsten ned i vores niveau. Vi er langt over trægrænsen. Bevoksningen består af smågræs og alpine gevækster, bl.a. ensian, som står med sin karakteristiske pragtfulde blå farve hist og pist. Højere oppe er det mest mos; det er det, man kalder tundra. Omkring på skrænterne og i dalene ser man nomader med flokke af yakokser, hvoraf nogle bærer deres telte og øvrige ejendele. De er ofte ledsaget af en flok får.

Alt i alt synes bjergene blødere og mindre bastante end dem, vi har set i Alperne.

Sidst på eftermiddagen når vi frem til Gyantse, hvor vi besøger Kumbum klosteret, der stort set udelukkende er kendt for sine stupa, d. v. s. en blanding af et tårn og en pyramide.   Den er 35 meter høj, er bygget i 1808 og rummer 5 etager med kapeller og derudover en overbygning. Der er 108 offersteder. Byen er også kendt for sit fort.  I 1903 blev englænderne bekymrede for Tibets loyalitet og sendte derfor en styrke på 1000 mand af sted. Tibetanerne imødegik dem i Gyantse med håbløst forældede våben. De blev fordrevet til den højtbeliggende borg, men englænderne lukkede for vandet og beskød borgen med mortergranater, hvoraf en af de første ramte krudttårnet, og så var det bal forbi. Englænderne fik den indflydelse og de handelstraktater, som de ønskede.

 Herefter har vi halvanden times kørsel til vort endepunkt, Hotel Manasarovar i Shigatse. Virkelig nydeligt hotel, men uden store atmosfære.

Vi har i dag kørt 380 km. og været på farten i 12 timer. Badet er overstået, (Dejligt med vand i hanerne – i Lhasa foretog vi etagevask, da der ikke var tryk på vandet på 4. sal) og det bliver godt at komme i seng.

 

 

 

 

8.dag

 

 

Fredag den 17/9 2004

 

 

Kl. 9 tager vi af sted på en kort køretur for at besøge Shigatses kloster, Tashi Lhunpo.  Det er Tibets største kloster med 800 munke og residens for Panchen Lama. Klostret blev opført år 1448, og man kan endnu i dag se mange af de ældste dele, selv i træ. Bygherren var en af de store buddhistiske lærermestre, og hans bedste elev blev udnævnt til den første Panchen Lama.. Dette embede besættes af Buddhismens næstkommanderende efter Dalai Lama, og arvegangen er da også ved en kombination af reinkarnation og omhyggelig udvælgelse. Embedets mest dramatiske periode har været fra 1930`erne og til i dag; en periode, der har været kaotisk for Kina, og det er smittet af på Tibet og dets rygrad, Buddhismen. Den 10. Panchen Lama blev skolet i det nye kommunistiske Kina. Da man mente, at han var blevet politisk korrekt, returnerede han til Shigatse, holdt der en brandtale om overgrebene på Tibet og måtte derefter returnere til Beijing, hvor han blev interneret, m. h. p. revalidering. Som en gammel mand kom han igen til Tibet og holdt på ny en ukorrekt tale. Tre dage senere døde han, og der er naturligt nok mistanke om, at han blev ombragt.

 Derpå udnævntes en ny 11. Panchen Lama af Dalai Lama og abbeden på klostret. Da han var på vej til klostret i Shigatse, opfangede kineserne ham omkr. 1990, og siden har han tilbragt sin barndom og teenage-alder i husarrest i Kina. Kommunist-Kina  fandt sin egen Panchen Lama, søn af forældre med partikortet i orden. Han er blevet skolet i Kina, men indtil nu kun fremvist i reviderede T.V. udsendelser. Det forlyder, at han for ganske kort tid siden er kommet til Tashi Lhunpo klostret, som er hans egentlige residens. Alder 16 – 17 år.

Vor rundtur i klostret starter ved et kapel med en 26 meter høj Buddha-figur beklædt med 300 kg. guld. Den står inde i et lille rum; man skal lægge nakken godt tilbage for at kunne se virkeligheden overgå fantasien. Herefter går vi over til den 10. Panchen Lamas stupa eller gravmonument. Oven på en ca. 12 meter høj imponerende tibetansk udsmykket sokkel sidder han som ægte mumie i meditationsstilling, d. v. s. skrædderstilling, smukt bemalet i naturlige farver. Der må ikke fotograferes, men jeg tror, det lykkes mig at få et foto af ham fra det nederste af trappen uden for kapellet. Herefter videre til en stupa indeholdende rester fra den 5. – 9. Panchen Lama. Årsagen til denne massegrav er, at i kulturrevolutionens navn hærgede rødgardisterne overalt i Kina og Tibet for at udrydde buddhismen. De slæbte mumierne af disse Dalier ud på en plads og ødelagde alt. I dette virvar fandt ihærdige munke senere resterne, men da man ikke vidste hvilke knogler og tænder, der tilhørte hver enkelt, måtte man lave denne massegrav.

Det var en masse om død. I den anledning skal vi lige se på tibetanernes begravelsesformer. Man kan blive bragt i jorden, men denne er kostbar, og tanken om at ligge der er ikke populær. Det var det første af de 4 elementer. Det næste er vandet. Af og til sættes dødfødte og døde spædbørn ud i floderne. Kremering er en mulighed, men brænde er særdeles dyrt. Det mest populære er derfor at forene sig med luften. I disse, de hyppigste tilfælde, bringer de nærmeste pårørende samt en Lama liget op i bjergene. Har parteres det i små stykker, knoglernes pulveriseres, og derefter overlades det hele til fuglene, således at liget bliver en del af luften. Ofte spares et stykke af hjerneskallen, som rengøres i salver og væske, hvorpå man drikker en skål for den afdøde og tager knoglestykket med hjem, hvor det kan dekoreres med indgraveringer… Sådan …

Vi er på vej ud, da vi erfarer, at netop nu vil en stor ceremoni starte, hvor man måske vil få den kinesiske 11. Panchen Lama at se. Den er vi med på.

Pladsen er ret stor, men alligevel intim. På den ene side sidder et munkeorkester    De spiller på horn, store trommer og bækkener. På næste side i firkanten sidder en masse højtstående munke og andre honoratiores. På den 3. side sidder vi i allerforreste række på stengulvet, og på den 4. side nede bag ved og strækkende sig ud er resten af folket placeret. På gulvet er der underholdning af dansere med en hel masse symbolik ledsaget af munkeorkestret. Symbolsk, religiøse danse, som jeg ikke forstår, bliver hurtigt kedelige, men rejseleder Kasper prikker mig på skulderen og siger: ” Der er Panchen Lama.” Han sidder på 1. sal over honoratioresene, dækket af et interimistisk netværk, men vi har netop en vinkel, hvor vi kan se hele hans ansigt og overkrop. Ung, alvorlig dreng/mand. Vi fik vist nok et par gode fotos med Charlottes digitale kamera med zoom. Men i dette enorme menneskemylder, kiksede det med at få købt postkort. På vejen ud, blev vi anholdt af et kinesisk T.V. – hold. Vi henviste til Kasper, som vist nok slap fuldstændig upolitisk over interviewet.  Jeg tror, T.V. skulle have fat i nogle udlændinge, som synes, at en ceremoni med den 11. Panchen Lama var rigtig fin.

Vi er i firehjulstrækkerne på hjem gennem bjergene. Floderne er godt fyldte. 45 % af verdens strømmende vand har sit udgangspunkt i Tibet, og for Asiens vedkommende er det 95 %. Yarlung – floden, som løber igennem Lhasa, og som vi følger en stor del af vejen, bliver i Indien til Brahmaputra.

I dalene mellem de fantastiske bjerge, høstes der ved håndkraft. Kornet stakkes i gammeldags neg og bæres derefter hen til en lille flad cementeret plads, hvor man kan tærske kerner af aksene. Vi ser også, at når markerne er høstet pløjes der med et forspand af to yakokser. Vi er igennem flere heftige pas, hvoraf det højeste er 5640 m., hvilket er vores rekord, og hvilket er 100 meter over Base Camp på Himalaya.Luften de sidste par dage har været ekstremt tynd og ikke mindst her. Blot man holder en vejrtrækningspause for at drikke en rigtig god slurk, skal man indhente det sekunderne efter.

Efter mange timers kørsel på halvdårlige veje nærmer vi os Lhasa. Ser et varmeværk, som udnytter en underjordisk kilde, lidt a la geyser. Vandet er vel 60 – 70 gr. varmt. Det står for 30 % af Lhasas energi. Vi kommer på asfaltvej. På højre side ser vi bygningen af en jernbane, som vil forbinde Beijing med Lhasa. Den strækning, vi er på, er på 1700km., hvoraf de 700 km vil være enten tunnel eller en form for bro. Blot det lille stykke, vi ser, må koste uanede mængder penge, men kineserne vil have Tibet, og gode transportforbindelser binder et land sammen.

Vi har været på farten 11½ time. Får buffet på hotellet. En lang omgang med diktafon og så godnat.

 

 

 

 

 

 

 

 

9. dag

 

Lørdag den 18/9 2004

 

 

Det er fridag. Vi er nede ved morgenmad kl.9, og da Charlotte var syg, men vi var i Jokhang – templet, går vi derned. På vejen køber vi nogle fine, hvide tibetlammeskin til brug som gaver, når vi kommer hjem.  

Inde i templet er det eneste nye, at køen til den store helligdom nu er enorm. På vej tilbage til hotellet med vores pakkenilleker, får vi lidt at drikke inde på en meget lokal cafe`. Midt blandt de ret få gæster er værtinden i gang med at ordne kødet til middag - og aftensmad.

Et hvil på værelset, lidt frugt og derefter ad hovedgaden, hvor der er mange og store forretninger fuldt på højde med vestlig standard både hvad angår udseende og smarte modevarer. Jeg køber et par sko. Efter nogen søgen finder vi et sted at poste vores kort. Derefter er vi heldige at kunne få et nyt memorycard til vores digitale kamera i stedet for et, som er forlist.

Vi er tilbage i kvarteret omkring templet. Går lidt væk fra souvinirgaderne og kommer ind i dagligvaregaderne, hvor slagtere og grønthandlere fra deres åbne boder faldbyder varerne, og hvor prisen er den samme, hvis man får fluer med i købet. Pludselig er der en stor åbning ind til en enorm hal, og herinde ligger i to etager et kæmpemæssig kombineret bygge – og supermarked. Her er ingen luksus. Noget er snavset og temmelig rodet, men der er alt i varer; hængelåse, cigaretter, tape, elektriske artikler, søm og skruer, kort sagt alt inkl. grøntsager o. s. v.

Som alle de andre aftener spiser hele gruppen på restaurant ude i byen. Efter maden er der tibetansk sang og danseopvisning. Efter hjemkomst samles vi på hotellets tagrestaurant til en forfriskning. Kasper har lavet en quiz med 21 spørgsmål til os.  Vinderne bliver Charlotte, min gamle gymnasiekammerat Ole Due og mig. Præmien er et lille vægtæppe, som forestiller Potala Paladset, - Jeg tror til fem for en ti`er.  

 

 

10 dag

 

Søndag den 19/9 2004

 

 

Vi er ved morgenmaden kl. 9. Bacon, spejlæg, toast, yoghurt med friske frugter, ost, div. varme retter. … alt hvad hjertet kan begære.

 Vi skal af sted kl. 11, så vi kan nå en tur ned omkring Jokhang Templet. I skyggen af dette inde i gyder og baggårde ligger flere små bedesteder, passet af munke. Det var der, jeg droppede ind forleden aften. Denne formiddag er der en livlig trafik af tibetanere, som bærer deres offerlys og andre gaver ind, beder en bøn og skynder sig ud i hverdagen igen. Bedestederne findes både i stueetagen og på 1. sal puttet ind imellem alt muligt andet.

 

Kl. 11 er der afgang med bussen mod lufthavnen. Godt ude af byen gør vi holdt ved et landbrug, hvor vi helt improviseret får lov til at komme ind at kikke.  Ejendommen er en del af en lille tæt sammenbygget landsby. Der er en gårdsplads rammet ind på de to af siderne, på de to andre sider er beboelsesejendommen. Gårdspladsen rummer 2 yakokser og ligesom derhjemme en del uorganiseret. Under en nærmest overdækket tibetansk terrasse kommer man ind i opholdsrummet, som er stort og luftigt med brede tæppebelagte brikse. I den anden retning er det et ret mørkt køkken med to af de yndige tibetanske børnebørn på 3 og 4 år samt bedstemor på 63 år. Et umiddelbart gæt ville have været 83. Herudover er der husets bedested med Buddhabilleder og små figurer. Uden for enklaven tærskes der, og luften er fuld af travlhed og avner.

Næste stop er et hjem for forældreløse tibetanske børn.  Der er i øjeblikket 18 på hjemmet. Vi ser deres sovestuer, seks på hver i køjesenge. Det ser faktisk nydeligt ud. Ligeledes klasselokalet og deres opholdsstue igen med disse brede brikse, og så er der også et flot stort T.V. Vi har en indsamling, som giver 1250 Yan, som utvivlsomt går til et godt formål. Charlotte er indsamler og overrækker pengene til skolemyndigheden.

Gonkar lufthavnen (Lahsas Tirstrup) … fly med mellemlanding i Chengdu … og ellers ukompliceret ankomst til Beijing. Vi er fremme ved vort hotel kl. 22.30… og næste dag skal vi heldigvis på nye oplevelser med start allerede kl. 8. … Vi skal lige tilføje, at siden kl. 4 i eftermiddags har vi bevæget os godt 5000 meter ned, og alle vores toiletartikler er mast flade af det øgede lufttryk.

 

 

 

11.dag

 

Mandag den 20/9 2004

 

 

Vi skal af sted kl.8. Morgenmaden er god og kort efter er vi på vej ud til pandabjørnene i Beijings zoologiske have. Der er seks voksne og to unger. Man regner med, at der er 1000 pandaer tilbage i verden, og her fremviser man 6 promille i ualmindelig dårlig indfatning. Nogle af burene er rustne, tæt gitrede, så man dårligt kan se ind, men der er også frilandsområder, hvor man ser de ualmindelige charmerende bjørne, som vækker krammedyret hos enhver.

Herefter går turen mod NV, hvor Sommerpaladset ligger 12 km ude fra centrum.  Det blev oprindeligt opført omkr. 1750. I 1860 smadrede englænderne det under opiumskrigen. Den sidste hersker af kejserfamilien, enkekejserinde Cixi, udskrev imidlertid nogle reformer, som skulle give flere penge til militæret, således at man ikke blev udsat for lignende ydmygelser. Hun satte dog pengene i en genopbygning af Sommerpaladset i stedet for. I forvejen var parken anlagt, og i stil med alle andre fornemme kinesiske parker og haver er alt kunstigt, således at det behager øjet. Man overlader ikke noget til naturen. Der er en kæmpestor kunstig sø, hvor den opgravede jord danner bjerge mod nord for at beskytte mod onde ånder.

Ved indgangen til paladset er der en lille gårdhave, hvor der står sten, som er en blanding af natur og håndværk. Lige foran indgangen står Fugl Phønix, som symboliserer kvinden, nærmest.  Lidt længere væk, dragen, som symboliserer manden. Et tegn på, at det er Kejserinden, som bor her.

Dernæst følger harmoniens have, hvor Kejserindens store teater blev bygget, således at hun kunne ligge i sine egne gemakker og betragte kunstnerne. Herefter har vi et rigtig godt udsyn over søen med de kunstige øer og broer, som er anlagt over til dem. Ganske tæt på er der et lille kompleks, hvor Kejserindens søn, en handicappet dreng, blev holdt i isolation. Herfra går en 728 meter lang overdækket korridor med udsigt til søen videre. Den er dekoreret med 1400 malerier på tværgående bjælker i loftet og betragtes som verdens største udendørs galleri. Forenden af denne er der et cafe` område, hvor man både kan få en øl og en cigaret med udsigt til et stort skib udhugget af ét stykke marmor.

Vi går til en god frokost. På vej der til taler vi med Anders Tuxen, hvis navn jeg kender fra en lægebrevkasse i Jyllands – Posten og gennem, at han, sammen med sin kompagnon, er Dronningens og Kongehusets praktiserende læge, hvilket jeg opdagede, da Dronningen var indlagt på vores afdeling. Han fortæller løst og fast om arbejdet med Kongehuset.

Vi kører videre til Lama templet i Beijing. Det flotteste tempel uden for Tibet. Opført år 1694.  Takket været Zhou Enlais indgriben undgik det kulturrevolutionens ødelæggelser og er derfor intakt. Indgangen er flot kinesisk håndværk, og derefter kommer en dragelignende figur som skal holde de onde ånder ude. Herefter kommer vi ind i De himmelske vogteres Tempel, hvor den kendte overfede smilende Buddha sidder. Han er ikke nogen rigtig Buddha, men et skræmmende eksempel på den, der har søgt livets nydelse, og en advarersel imod dette. Herefter passeres tempel efter tempel. Der er mange besøgende, som ofrer og beder. Til sidst kommer vi til en Buddha, som er 24 meter høj og skåret i et enkelt stykke sandeltræ, hvoraf de 8 meter er nede i jorden for at stabilisere og 18 meter, der er over jorden. Man kan næsten ikke se derop.

Om aftenen skal vi have Pekingand.  Hele holdet krydser gaden og går over til Hotel Hademen. Et par etager oppe har vi et lokale for os selv. Der bliver serveret en mærkelig blanding af lokal rødvin og risbrændevin. Som sædvanligt sætter det sidste stemningen i vejret, og snakken går lige et gear op i styrke og hjertelighed. Vi får et par spændende kinesiske appetitvækkere, men anden er absolut højdepunktet. Den skæres for ved bordet, og man siger, at den dygtige kok kan få omkring 200 skiver ud af en enkelt and. 3 - 4 skiver lægges på en ganske tynd pandekage sammen med forårsløg og en sauce med hvidløg og chili m.m. Pandekagen foldes sammen om det hele som en konvolut, og man spiser den, mens man holder den i hænderne. En absolut vellykket aften, hvor jeg ikke fik dikteret, da vi kom hjem.

 

 

12. dag

 

Tirsdag den 21/9 2004

 

 

Vi er af sted på egen hånd kl. 10 om formiddagen. Vi tager et køretøj, som nærmest er en knallert med en sejldugsdækket kasse med kneben plads til to bag på. Den futter ud og ind i trafikken og sætter os af ved Den Himmelske Freds Plads . Prisen var aftalt på forhånd, men undervejs har den ændret sig. Han snyder os, men ikke så meget som han havde håbet. Charlotte lægger ikke skjul på sin mening om ham, og jeg gør det ud for backing group. Når man er ukendt, som vi, er det til at begynde med lidt uoverskueligt. Gaderne er så brede og trafikerede, så man kan ikke krydse dem, men må under dem. Det gælder derfor om at kende sin retning og vælge de rigtige undergange.                      

Det er verdens største plads på 40 hektar, svarende til 0,4 km2. Den kan rumme en million mennesker. Mod nord ligger Den Himmelske Freds Port med portrættet af Formand Mao, kendt fra T.V. - reportager om Kina. Lige modsat kan han kigge på sit eget mausoleum, hvor hans balsamerede lig kan ses i en krystalsarkofag. Mod vest ligger Folkets Store Hus, som er Det kinesiske Parlament. Her mødes Folkekongressen, som er Statens øverste lovgivende myndighed med 3500 repræsentanter. Der er en konferencesal med plads til10 000 mennesker og en banquetsal, der kan rumme 1000. Her mødte den amerikanske præsident, Richard Nixon, i 1972 – efter mange års iskold luft – de kinesiske statsledere med Zhou Enlai i spidsen. Midt på pladsen er der en 36 meter høj obelisk til ære for de kinesere, der faldt i kamp mod ydre fjender og under revolutionen, således at Kina kunne blive, hvad det er i dag på godt og ondt.

                      Der er mange mennesker på pladsen og en del rod, ide man er ved at pynte op med meget store og fantastiske naturopstillinger m. h. p. Nationaldagen om 10 dage, nemlig den 1. oktober, hvor det er 55 år siden, at Mao udråbte Republikkens fødsel. Der er anbragt kæmpestore sten, fuldvoksne træer, gigantiske mængder af blomster og meget andet sat sammen til en fuldendt komposition. Trods alt dette er pladsen rolig og fjern fra byens larm p. g. a. sin enorme størrelse.

                      Den Himmelske Freds Plads er et centrum omkranset af de meget brede og hektiske boulevarder. Som nabo hertil i retning sydøst er der en lille oase af hutong. Vi får os en øl her og begiver os derefter ind på området. Vi har ikke gået mange meter før en cykelrickshaw tilbyder sig . Det lyder godt med 5 kvarter på hans sæder rundt i hutongen formedelst 40 Yan.          

                       Hutongerne er det oprindelige Beijing. Nærmest tætbyggede landsbyer med et – to etagers huse og godt og vel 2 meter brede gyder. P.g.a. husenes lave højde er her lyst og venligt. Tilsyneladende et lokalsamfund, når det er bedst. Kontrasten er enorm, idet der kun er 50 meter imellem de enorme boulevarder med al deres aktivitet og dette fredfyldte sted, hvor man ikke hører støjen fra den moderne by. Vi stopper ind imellem, og får taget nogle idylliske fotos. Siger goddag til en lille familie, med en meget sød og glad hundehvalp. Efter tre kvarter gør vi et stop. Det viser sig at være slut på turen. Det er nemt for ham, for han har sagt en hel masse på kinesisk og sluttede af med o.k., og hvad skulle vi sige andet end ”yes”, men det har åbenbart betydet, at turen nu var slut. Betalingen har også ændret sig, idet de 40 Yan var pr person. Han får 50 og en ordentlig gang skældud, hvorefter vi vender ryggen til ham og går.

                      Det er blevet hen på eftermiddagen, og de sidste timer tilbringer vi på Perlemarkedet. Det er en stor bygning med fire etager og 1000 små boder, hvor alt kan købes inkl. kopivarer. Noget fordækt fremvises Rolex-ure fra små skjulesteder til en pris af 100 Yan efter forhandling. Der er 1000 vis af åbenlyse varer til priser, som vi slet ikke drømmer om. Charlotte finder nogle Pasminatørklæder, som hun køber med hjem til gaveskuffen.

                      Vi spadserer hjem, og besøger hotellets franske restaurant atter engang. Rigtig, rigtig dejlig mad og en forandring fra det kinesiske.

 

 

13. dag

 

 

Onsdag den 22/9 2004

 

 

                      I dag tager vi en Taxa til Baihai Park. Vejret er dejligt, og trafikken er tung som alle de andre dage. Vi bliver sat af ved Lotus Cafe` gaden, som løber langs en mindre sø lige nord for parken. Vi følger gaden omkring søen nordpå. Her ligger endnu et lille hutongområde. Charmerende, hyggeligt og idyllisk som de andre. En øl på tagterrassen af et toetagers hus med udsigt over det nærmeste område.

 Yderligere nordpå ligger Trommetårnet, og det går vi op i. 69 meget høje trin i et rap, og så kan vi ellers se hele Beijing rundt med gammelt, hutonger og nyt, den ene skyskraber efter den anden. Trommetårnet blev bygget år 1420 og blev brugt til at tromme byens borgere op om morgenen. Oppe i tårnet ses stadig de miserable rester af den oprindelige tromme, som blev vandaliseret af europæiske soldater under en af denne periodes talrige konflikter.

                       Vi går ned og tilbage til søen. Hist og her i træerne hænger bure med fugle, som synger meget højt i det gode vejr.  En kineser gør lidt ekstra ud af at vise os sin fugl, tager den ud på hånden, men den vil nu hellere tilbage til buret, hvor den lystigt synger løs igen. Alle synes, at det er umådeligt morsomt.

                      Baihai Parken og søen er anlagt i 1100tallet, og år 1250 bosatte Kobilai Khan sig i parken. Han var søn af Djenkis Khan og stammede således fra Mongoliet. Sammen med sin far havde han samlet de mange nomadestammer fra Mongoliet til en stor hær, og de havde erobret Korea, Iran, Irak, Tyrkiet, den sydlige del af Rusland og den nordlige del af Kina, og under sønnen var det fuldendt med erobringen af den sydlige del af Kina. Det er det største rige, som nogensinde har eksisteret.

                      Selve parken er berømmet, men smag og behag er forskellig. Vi kommer ind ad nord indgangen og ser De Ni Dragers Mur, som er 27 meter bred med ni frygtelige drager fremstillet af glaseret tegl.  Videre gennem parken ser vi spændende træer såsom Sophores og Katalpa, som vi begge har hjemme i haven. Vi tager en færge over den kunstige sø til en kunstig ø, hvor Beijings måske fornemmeste restaurant ligger. Den serverer retter fra Kejserhoffets tid.

                      Vel ude igen, man måtte ikke ryge derinde! får vi lige købt et par flade røde sandaler.

En taxa ind til internetcafeen, idet vi gerne vil høre nyt fra Christian angående mærkevarer. Intet nyt. Vi er på ny i yderranden af Den Himmelske Freds Plads. En taskeforretning har i vore øjne uhørt lave priser. Den mandlige ekspedient virker dygtig. Han giver priserne et ekstra tryk, og det ender med at hylderne næsten er tomme, da vi er gået. Udbyttet bliver en Louis Vuitton weekend taske på hjul, en ditto mappelignende skuldertaske. Meget lækker lædermappe til mig, således at jeg kan føre mig frem til forelæsningerne, samt to smarte kombinerede tasker/smårygsække i læder. Hele herligheden for 740 Yan.

                      Vi spadserer hjem, delvist gennem hutoner. Nu bliver Charlotte igen syg, denne gang med maveonde. Jeg tager en Pizza Hut i nabolaget, og så må vi se, hvad der sker i morgen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

  14. dag

 

Torsdag den 23/9 2004

 

 

                      Vi er på vejen igen kl. 8.oo Det kejserlige palads i Beijing også kaldet Den forbudte By; forbudt fordi her måtte almindelige mennesker ikke komme.  Byen havde i perioder over 70 000 indbyggere. Byen stod færdig år 1420 og blev bygget i anledningen af, at man på ny flyttede hovedstaden. Denne gang fra Nanjing (syd) til Beijing (nord). Bygherren var Mingdynastiets Kejser, som ønskede at være nærmere på konflikterne med nordfra kommende mongoler.

                       Byen er bygget langs en Syd/Nord-akse og har en meget stram og symmetrisk opbygning. Mod syd er hovedindgangen Den Himmelske Freds Port, hvor der er fem portåbninger. Til hver side er der i dag tætbyggede tilskuertribuner til 20 000 honoratiores, der kan overvære de forskellige parader, som passerer på den enormt brede boulevard foran. Her er portrættet af Mao, og det var herfra, han udråbte Republikken 1. oktober 1949. Herfra går en snorlige vej op til porten og indtil kærnen. Her er de 53 meter brede voldgrave og den ti meter høje mur, som omgiver selve byen. Fra denne port går trapper ned til Det gyldne Vandløb, som er formet som en flitsbue, hvor pilen så er den snorlige vej, som bagud strækker sig mod Den Himmelske Freds Port. Det er her, vi støder til. Vi står nu overfor de tre vigtigste bygninger. Nr. 1 er Paladset For Højeste Harmoni, placeret i midten af en 30 000 m2 stor plads. Bygningen er omgivet af røgelseskar og frem for alt store træ – og bronzekar, som blev anvendt til vand m. h. p. brandslukning.  Alle byggematerialer er af træ malet med lak, en rigtig god cocktail for ildebrand. Inde i Paladset findes Dragetronen, hvor Kejseren residerede ved de vigtigste begivenheder. Herefter følger Paladset For De Midterste Harmonier. Det var her, Kejseren kunne forberede sig med mad og drikke og toilette samt påklædning, førend han skulle optræde. Det tredje er Paladset for Bevaring af Harmoni, som er en kæmpemæssig banquetsal til festmiddage. Fra denne bygning går man ned ad en dobbeltløbet trappe, hvor der i midten findes en 250 tons tung marmorblok, omhyggeligt tilpasset og kunstnerisk udhugget. 20 000 mennesker tog 28 dage om at flytte den tre meter brede og 16 meter lange blok fra oprindelsesstedet ind i byens centrum. Det var vinter, de sprøjtede vand foran den, således at den kunne glide på is. Dette var de vigtigste officielle bygninger.

                       Vi går videre mod NØ hjørnet, hvor vi finder de mere private gemakker. Den sidste Kejser i Kina hed Poyi, han abdicerede i 1912 syv år gammel. Herefter fulgte en kaotisk tid for Kina,og i Kejserpaladset var der frit slag for tyverier og røverier, og derfor er mange af kostbarhederne forsvundet, og i dag virker det måske, som om Paladset er en lidt tom skal.

 

Efter en god frokost tager vi til en silkefabrik, hvor vi får demonstreret fremstillingen af silke.   Jeg forstår ikke helt, at de fire cm. lange små sommerfuglepupper ud af deres spyt, kan lave al den tråd. Tøjsmagen er udpræget kinesisk og ikke helt i overensstemmelse med vore vaner. Jeg finder et lille silkebroderet billede, rammet ind efter alle kunstens og Kinas regler. 250 Yan.

                      Det er vores indtryk at med vinden i ryggen, og hvis man er i god form, kan man købe tøj, tasker, sko, kunst og m.m. til en tiendedel af prisen i Danmark. .. men det lykkes naturligvis ikke altid.

                      Himmelens Tempel Park. Bygget 1420 i Mingdynastiets blomstringsperiode. Hvert år den 20, december, dagen før vintersolhverv, blev kejseren transporteret ud af paladset og i lige linie derfra ca. en km. ned til Parken. Frygten for attentater var stor og en del ekvipager, lignende kejserens blev ført frem, således at man ikke vidste, hvor Hans Højhed befandt sig. Opstillede vagter på begge sider af ruten sørgede for, at alle vinduer og døre var tilskoddede og lukkede. Kejseren var ledsaget af omkring 1700 personer. Først mediterede han i Den Kejserlige Himmelhvælving, og dernæst tilbragte han natten i Templet for Bøn om god Høst, og næste dag, som er årets korteste, gik han til Det runde Alter, hvor han i forbindelse med et kæmpemæssigt ritual af ofringer på ny bad om et indbringende høstår for sin befolkning. Dette har været den årlige store eksamen for Kejseren, idet dårlige tider kunne medføre, at folket afsatte ham. De runde alter består af tre marmorterrasser, bygget op af et antal stenelementer, som altid er deleligt med ni, hvilket er Kejsertallet. Den kejserlige himmelhvælving er ottekantet og ligger  på en   plads med en diameter på 65 meter omgivet af den såkaldte Ekkomur, hvor det skulle være muligt for to personer, stående diametralt modsat, at tale med hinanden, når blot de taler ind i muren. Templet for Den Gode Høst er meget smukt og måske Kinas allersmukkeste tempel. Alt er rundt, bygget op af træ, som er indpasset i hinanden, således at det ligesom et puslespil holder sig selv sammen uden andre hjælpemidler. Det er 38 meter højt og bæres af 28 kæmpe træsøjler, som der skal tre mand til at omfavne. Her må fotos overtage beskrivelsen.

                      Om aftenen spiser vi igen kæmperrejer, 20 cm lange og 3 cm i diameter, på Metro Cafe`.

 

 

 

15. dag

 

Fredag den 24/9 2004

 

Her er et lille afsnit med indkøb, som er slettet p. g. a. censur … sættes ind senere, når modtagerne af nogle af indkøbene har fået læst dagbogen!

 

Vi fanger en Taxa og tager op på Taimanen (Den Himmelske Freds Plads). Det er sidst på eftermiddagen, men kæmpepladsen syder af aktivitet. Hele vejen rundt er man fortsat i gang medenorme blomsterdekorationer som forberedelse til Revolutionsdagen den 1. oktober.  Der er tradition for at sætte drager i luften, og denne tradition udøves også i dag. Eftermiddagens rekord indehaves af en ganske lille prik oppe i flyvemaskinehøjde. Efter ejerens skøn er den 1 km oppe i luften.

Ben og hoveder er til en pause og en øl, og her byder en lille plads i den tilstødende hutong sig til. Herfra er der 20 min. gang gennem hutongen hjem til hotellet, hvor dagens store udfordring venter.

Vi skal nemlig have pakket vore kufferter, og hver en krog og lomme må udnyttes for at få plads til resultaterne af vores indbildte forretningstalent over for kineserne.

Succesen er i hus, og belønningen er et besøg på hotellets franske restaurant, hvor de serverer ualmindeligt dejlig mad ledsaget af chefkokkens besøg ved bordet.

Tilbage på værelset nyder vi endnu engang synet af de bugnende kufferter og håndbagagen og med glæden over, at vi har så meget at komme hjem til, lægger vi os til at sove.

 

 

 

 

 

 

16. dag

 

 

Torsdag den 25/9 2004

 

 

                      Vi bliver hentet på hotellet kl. 10.50. Vejret er varmt, lidt diset og trykkende. I Beijings lufthavn finder vi en krog, hvor vi kan få en cigaret og nyde en øl, mens vi sludrer med rejsefællerne.

                      SAS take off kl. 15.00, og herefter følger de næsten 9 timers flyvning, indtil vi lander i Kastrup kl. 18.45. Vores bagage går videre til Tirstrup, vi er derfor hurtigt ude. Rikke og Christian tager imod os, og vi kører over i indenrigshallen, hvor de får sig lidt at spise, imens vi i overskrifter kan nå at fortælle om turen og give Rikke sit testel og Christian sit ur.  Kl. 21.25 er der afgang til Tirstrup, og vi er hjemme ca. kl. 23.15. Inden vi går i seng, skal vi lige have pakket alle vores indkøb ud. De er både intakte og tilfredsstillende. … Charlotte ville også se billederne på computeren, så hun var ikke i seng før kl. ca. 5.

                      Det var turen til Beijing i Kina og Lhasa i Tibet. En rigtig dejlig ferie er slut.

 

                      Den følgende uge har vi stadig ferie, så der arbejdes intenst med dagbogen, som vi har lovet at videresende til Tibetrejsefællerne.

 

 

                                            Slut.

 

 

 

 

   

         _

                               

            

 

 

 

     

 

 

         

   

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

   

 

 

 

 

        

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

03.08 | 20:45

fornem fugl det må man sige

...
24.10 | 19:57

Så er bog nummer to på gaden. Det er spændende for os. Vi håber selvfølgelig på en god modtagelse.

...
09.01 | 23:54

9/1 2012.Jeg håber snart, at jeg får stunder til at fortsætte med min hjemmeside, det skal nok komme. Charlotte

...
18.04 | 12:09

Unfortunatly I can not read all but I really wanted to know what you have wrote there, am I also there?

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE