Rejsedagbog
Rejsen til Amerika 2005.

Rejsen til Amerik a

Fort Rucker, Alabama

Henrik - Helikopterpilot. 

 

 

 

Den 20/5 – 7/ 6 2005

 

Fredag den 20. maj 2005.

 

Der er lang vej fra Spicavej i Højbjerg, Danmark til Woodfield Place i Enterprise, Alabama, USA.

 

Første etape på tre timer og 300 km i Audi 80 til Lyngby, hvor Rikke og Christian har købt 95 m2 i to etager. Grundig besigtigelse, som falder helt tilfredsstillende ud. I haven hæver to forholdsvis nyerhvervede planter sig hhv. 20 og 30 cm op over den veltrimmede græsplæne.

 

Dejlig ungkreatur culottesteg.

 

 

Lørdag den 21. maj 2005.

 

Kastrup lufthavn. Indcheckningen til Washington tager tre kvarter, og en stor og en lille fadøl koster tilsammen 90 kr. Ellers er der pænt og rent.

 

Flyveturen på 8000 km tager denne dag i medvind, 8½ time. Serviceniveauet hos SAS er fortsat højt med en varm anretning af kogt laks garneret med frie drikkevarer.

 

Lufthavnen i USA` s hovedstad, hvor der må være en lind strøm af prominente besøgende til præsidenten for verdens eneste supermagt, er kaotisk med 1000 vis af rejsende igennem yderst omstændelige sikkerhedskontroller x 3. Vejen kompliceres af bygningens interimistiske afspærringer med midlertidig skiltning, hvoraf halvdelen er væltet. Efter denne odysse` når vi frem til gaten. Informationsniveauet er nødtørftigt. Vi er lige ved at miste vores fly til Atlanta, men venligt personale får trappen ned en ekstra gang, så vi kommer ombord. 1½ times flyvning, og herefter er det med et ferie, for Christina og Henrik modtager os i lufthavnen og løser hurtigt div. formaliteter.

 

Efter 3½ times kørsel og et besøg på Mc. Donald ankommer vi til Enterprise, hvor Henriks dejlige rækkehus modtager os venligt. En afsluttende pilsner og Fernet Branca, og efter at vi har været vågne i 25 timer og på farten i 22 kan vi lægge os.

 

 

Søndag den 22. maj 2005.

 

Vi har fået 1½ gange søvn, ½ til Charlotte og en hel til mig. Vejret: Fuld sol, 35 grader og høj luftfugtighed. Mindre kunne gøre det og være endnu mere tilfredsstillende. Henriks by, Enterprise, er i kategori med Hinnerup, men spredt ud over et fire gange så stort areal. Årsagen hertil er, at USA ikke, som man normalt siger, er Guds eget land, men derimod bilernes. Offentlige transportmidler, cykler og gående trafik er non-eksisterende. Alt foregår pr. bil, og der er drive-in til mad, forsikringer og endog banker. Derfor betyder afstandene ikke noget, og en lilleputby som Enterprise er bredt ud over et stort område. Vi kører rundt, ser store, store rigmandsvillaer på grunde på størrelse med fodboldbaner. Her gør det ikke noget i modsætning til i Danmark at vise, at man har succes. Side om side med disse luksuskvarterer finder man fattigområderne, som ejendommeligt nok ligger i ligeså smukke omgivelser. For os er der ingen logisk forklaring på dette. Rig som fattig: Alle har mindst én bil, og store og små græsplæner bliver klippet med små plæneklippertraktorer. Ude på golfbanerne kører man fra hul til hul i små vogne. Som man kan forstå, er naturlig motion et ukendt begreb, skønt overvægtsproblemer her ikke blot er synlige, men øjensynlige. Den amerikanske fedme kører derudad samtidig med, at man fører en indremissionsk kampagne imod rygning. Der er dog stadig ”rygeoaser” for en som mig.

 

Henriks lejede hus i Enterprise er rigtig dejligt. I stueetagen er der garage, entre`, et lille toilet, hvor der er vaskemaskine og tumbler, køkken og en pæn, stor stue med udgang til terrasse, hvorfra der er ca. 5o meter til rækkehusenes egen swimmingpool. Trappen fører op til to store værelser og et stort, dejligt badeværelse. … Overalt store tykke væg til væg tæpper. Alle værelser samt stue er udstyret med ”indianerting”. Derfor blev huset kaldt for ” Indianerhuset ”.  Det var nu ikke alt, der var lige kønt, men hvad gør det, når det andet fungerer.

 

Vi slutter dagen af med dejlig grillmad, hvor naboen, Nel og hans mor plus et par gode amerikanske pilotvenner deltager.

 

I dagens løb har vi været ude at se lidt på flyvebasen, Fort Rucker, men i morgen skal vi til Henriks udnævnelse, og der tager vi den rigtigt i øjesyn.

 

 

Mandag 23. maj 2005.

 

Fort Rucker dækker et område på størrelse med Frisenborg Gods. Det veksler imellem store, grønne, veltrimmede områder og ”klatter” af uigennemtrængelige Alabama urskov. Det er smukt, og det er spændende.

 

Her er ca. 1000 helikoptere. Uddannelseshelikpoterne er TH 67, som svarer til cyklen med støttehjul. Det var den, Henrik startede i, og derefter fortsatte de i den noget mere fyrige OH 58C. Her stopper danskerne, idet de returnerer til Danmark og vores egne operative fly. Amerikanerne fortsætter i Kiowa, som er en spejder; Apache, som er en kamphelikopter; Black Hawk, som kan bruges til lidt af hvert og endelig Chinook, som er en kæmpe transporthelikopter med dobbelte rotorblade. Vi ser dem alle til lands og i luften. Dette er rammerne for dagens ceremoni.

 

De var ca. 300, der søgte om optagelse, og 15 kom på flyveskolen i Danmark. Kun 4 kom videre til Flyvevåbenets Officersskole og flyveskolen på Fort Rucker i USA. I dag er de 4 udlært og modtager som bevis herpå vingerne. I månedsvis har der været 2-6 prøver hver uge.

 

Alle har ventet på denne dag. Drengene er i paradeuniform. De bliver kaldt op enkeltvis, og den nærmeste pårørende – i dette regi er det faderen - får den bevægende ære at fastgøre vingerne på deres højre brystlomme. Efter flere års benhård udvælgelse får deres uniformsjakke i løbet af få sekunder et synligt bevis på den opnåede status.

 

Resten af dagen kikker vi på helikoptere og påbegynder nedpakningen, for det er sidste aften, Henrik er i sit hyggelige rækkehus.

 

I morgen skal vi til New Orleans, og det er en hel anden historie.

 

 

Tirsdag den 24. maj 2005.

 

Huset er pakket ned, og kl. 10 kommer ejendomsmægleren og kontrollerer, at alt er i orden; derefter er vi ”on our way”. Temperaturen er uændret, 35 grader.

 

Landskabet et frodigt i begyndelsen med nogle vide arealer, men ret hurtigt kommer vi ind i sumpet område bevokset med tæt, tæt urskov. Ofte står træerne i det klare vand omgivet af jublende af åkander. Dyrelivet her er rigt, småt og skjult. Vi kan være heldige at se bæltedyr, vaskebjørne og skildpadder, Store, fremmedartede rovfugle krydser himmelen.

 

Vi kommer ned til Den Mexikanske Golf og ser ud over det eftertragtede land. Det er dog kun godt et halvt år siden, at orkanerne rasede her. Ødelæggelserne er nu genoprettet, men på en ca. to km lang bro kan vi dog se, at den sidste orkan, som hed Ivan, har taget sin broderpart.

 

Vi når frem til New Orleans, hvor vi takket været Christina og Henrik hurtigt finder frem til Frenshmens Hotel, som er bygget i 1860 og hører til byens fredede bygninger. Det er beliggende 200 m fra Missisipifloden og 100 m fra det franske kvarter, som er turismens New Orleans. Hotellet er en firlænget bygning i to etager. Den indre gård er beklædt med mursten. Det er her, jeg i øjeblikket sidder og dikterer kl. 10 om aftenen. Der er en lille swimmingpool og et spabad. På det øvre stokværk er der svalegange hele vejen rundt. Det er usædvanligt charmerende.

 

Vi har haft en lang dag og spiser med velbehag på en god restaurant inde i det franske kvarter. Masser af fisk. I min ret er der for meget friture, men sådan er livet engang imellem.

 

Bourbonstreet er gaden i New Orleans. Det var herfra jazzen bredte sig ud over hele verden og erobrede 1950`erne. Mine forventninger var høje, men jeg blev skuffet. Der er meget liv i gaden, men musikken i dag er mest præget af rock and roll, og de jazzorkestre, som er tilbage, er overleveringer. Derudover observerer jeg tilmed lummer prostitution, masser af øl og håbet om at se bare bryster for en symbolsk betaling i form af halskæder. Et surt opstød; men vi sov godt trods varmen.

 

 

Onsdag den 25.maj 2005

 

I dag skal vi have en på opleveren. Vi har fundet den eneste oprindelige overlevende hjuldamper på Missisippifloden, og den tager vi med. Forinden har vi været igennem French Market, som faldbyder: Rædsler. Det blev dog til en cowboyhat til mig, og den tager jeg så med ombord på ”Natchez”. Missisipifloden er verdens længste. I dette område når den en dybde på 70 meter og en bredde på op til 700 meter. Vi sejler forbi den store industri, der er her med verdens næststørste sukkerraffinaderi og verdens næststørste olieraffinaderi. Flodtrafikken er livlig. Slæbebåde og taxabåde med proviant futter rundt omkring de store skibe. Nederst, hvor vi vender, ser man det typiske Missisipibillede: Piletræer, der hænger ud over vandet. Sådan fortsætter det 150 km ned til Den mexicanske Golf.

 

Efter en let frokost, bortset fra Henrik, der skal have 98 oktan på tanken, tager vi med en sporvogn ud til Garden Distrikt.

 

Staten Louisiana og dermed New Orleans opdagedes i 1682 af en fransk ekspedition fra Canada. Nybyggere blev lokket hertil med løfter om guld og grønne skove. Det med træerne var rigtigt, men under dem var der ikke guld, men derimod en myggeplaget sum. Som plaster på såret deporterede man 88 kvinder fra Paris` fængsler til New Orleans, og dette blev starten på det franske kvarter. Kvinderne stimulerede befolkningstilvæksten, og bomulds – og sukkerindustrien eksploderede. I 1803 solgte Napoleon kolonien til amerikanerne. P.g.a. fransk misundelse blev de energiske amerikanske tilflyttere tvunget til at slå sig ned uden for det franske kvarter. Dette blev starten på Garden District. De driftige amerikanere blev hurtigt stenrige, og det synlige bevis finder man i den perlerække af overdådige og smukke palæer beliggende i kæmpestore, frodige haver på villavejene i distriktet. Villaerne er fra midten af 1800 – tallet. Den arkitektoniske inspiration er hentet i Europa, og derfor finder man en usædvanlig blanding af spansk, engelsk, fransk og græsk arkitektur. Havernes overdådighed skyldes en blanding af mange penge, subtropisk klima og masser af fugt og regn. Vi ser magnoliatræer, som er 8 meter høje, og i en af haverne løber 5-6 egern omkring i skovbunden inde bag jerngitteret mod vejen.

 

Om aftenen spiser vi god mad udendørs på 1. sal i det franske kvarter.

 

 

Torsdag den 26. maj 2005.

 

I dag lykkedes det. Vi har længe været på jagt efter et nyt kamera, og efter mange overvejelser og Jyllands-Postens varme anbefalinger var sigtet rettet imod et Canon IXUS 700. Her hedder det Power Shot SD500. Det skulle købes her. På Canal Street lå fotoforretningerne side om side, så vi gik alle fra dør til dør og spurgte om prisen. Den lykkeligt udvalgte så måske en anelse brugt ud efter at have forhandlet med Christina og Charlotte om priserne på kamera, læderitui, memorycard på 1 Gb og ekstra batteri. Nu er det hele i en plasticpose, som er gemt godt af vejen i bilen, da vi kører ud på nye eventyr.

 

Vi skal på tur i de berømte sumpskove, som ligger en lille times kørsel syd for New Orleans. Ca. to timers sejlads i små motorbåde med omkr. 20 passagerer samt en guide, som styrer hele foretagenet incl båden.

 

Turen er enestående. Overalt vand og planter. Vandet er det samme, men planterne er i en overdådig variation. Blandt 100 vis kan nævnes: Åkander, der dækker overfladen, 15 meter høje cypresser, hvoraf de ældste er 1400 år gamle… et tusinde-fire-hundrede! Luften er fyldt med fuglelyde, og udover mange småfugle ser vi forskellige arter af fiskehejrer, og to gange ser vi ugler af 4-dobbelt størrelse og meget mere livlige, end vi normalt er vant til. De sidder og pudser deres fjer og kigger interesseret på os med deres betagende ansigt, inden de flyver videre. Nede i vores niveau er der mange alligatorer, som er helt uanfægtet af, at vi kommer ind på en meters afstand. Skildpadderne derimod forsvinder hurtigt ned i vandet, men det lykkedes guiden, undtagelsesvis, at fange en lille uerfaren, så vi kan se den på tæt hold, inden han sætter den fri i vandet.

 

Og vejret var med os: Høj sol med omkr. 35 grader og, som man kan forstå, ekstrem høj fugtighed.

 

Om aftenen spiser vi på Cafe` Sbisa, som er en creolsk restaurant, anbefalet af Lonely Planet. Creolsk vil sige fransk inspireret. Maden er rigtig god, men som sædvanligt på disse kanter overtung af olie. Her er vi nok ved kernen af det problem, som medfører, at langt hovedparten af befolkningen ikke blot er fede, men er ekstremt overvægtige. Efter denne salut over et par ikke fedende cigaretter lægger vi os frelste til at sove.

 

 

Fredag den 27. maj 2005.

 

I dag skal vi skilles. Christina og Henrik fortsætter i vores fælles bil op til Atlanta i Georgia for at flyve hjem, 700 km kørsel. Vi skal over i en ny bil og fortsætte mod Natchez nordpå langs Missisipifloden. Med deres håndelag og erfaring dirigerer de os gennem New Orleans trafik og Hertzes billejeformaliteter, og sidst på formiddagen er det tid for afsked, og vi skal forsøge at komme videre i vores egen Toyota Corolla.

 

Overalt går det godt. Lidt problemer i New Orleans med at nå ud på Highway 10, men derefter hurtigt 120 km gennem den sydlige del af Louisiana med masser af sumpe og floddeltaer, hvilket har resulteret i, at Louisiana har 70 % af alle broer i USA. Det er dem vi kører på, indtil vi når Baton Rouge. Her roder vi rundt i ca. 1 time, og det er nok for det meste retfærdigt, når vi tillægger manglende skiltning skylden. Problemerne løses, og vi kører nordpå mod vores destination, Natchez. Her forlader vi sumpene, men frodigheden vedvarer. Træerne er stadigvæk helt i deres es, men nu er der græs under dem.  Med jævne mellemrum ser man meget smukke overdækkede alle`er, som fører ind til de tidligere plantageherregårde, som af og til også skimtes imellem træerne. Natchez er en lille og i hvert fald i første omgang lidt kedelig og fortidig provinsby, men nu må vi se, hvad der sker.

 

Gennem Visitor Center finder vi et lille hotel; En tidligere plantage-ejer-villa med ekstrem gæstfrihed, efter amerikanske forhold antikke omgivelser og en morgenmad, som vi endnu har til gode. Lige nu, kl. er ca. 22, sidder jeg (Anders) på verandaen ud for vores værelse med udsigt til et af byens centrale trafikkryds. Temperaturen er omkr. 25 grader, lyset fra gadelygterne gør, at jeg både kan læse og diktere. Der er rigeligt med kørende trafik, men der er ingen spadserende, og det gør det hele lidt dødt.

 

Forinden har vi spist til aften. På en spadseretur for at købe drikkevarer kom vi forbi en meget spændende restaurent, Kings Tavern.  Det er den ældste bygning i området og stammer fra 1789. Oprindelig var den omgivet af skove, hvor indianerne huserede. Kings Tavern var postkontoret i dette område. Det var også rastepladsen for folk, der kom tilbage fra New Orleans, hvor de havde solgt deres varer og både. Endvidere var området hærget af røverbander, og det var her i kroen, man søgte tryghed. Det har således virkelig været et knudepunkt, hvor mange mennesker mødtes, men der var dog kun to værelser på 1. sal: Et mindre uden ildsted og et større med. Man må have ligget meget tæt, men det var måske også godt i usikre tider.

 

Den oprindelige krofatter havde i slutningen af det 18. århundrede en affære med en 16 årig ansat. Man mener, at mutter opdagede det og myrdede den unge pige, hvis skelet blev fundet indemuret i pejsen foran hvilken, vi spiser i aften. Siden har hun spøgt i kroen, og ingen overnatter i værelserne ovenpå den dag i dag.

 

Dagen var god, en rigtig flot kotelet syltet til i olie.

 

 

Lørdag dem 28. maj 2005

 

Vi er oppe klokken 8 og får, hvad vi er blevet anbefalet og har bestilt på Natchez Historic Inn, nemlig god morgenmad med æg og bacon, pandekager med sirup etc. derforuden megen gæstfrihed.

 

I dag skal vi på Plantation: Hvordan levede man, dengang sydstater var noget for sig? I udkanten af Natchez ligger Melrose: Et palæ i en park. Frodigheden er overdådig p.g.a. klimaet. Træerne strutter af styrke og velvære, magnoliaerne er op til 20 meter høje, græsset er grønt, og solen skinner over det hele. Palæet stammer fra 1848, opført af en stenrig familie, som udover plantagevirksomhed havde andre indbringende aktiviteter. Det er igennem godt og vel 150 år passet og plejet, således at det i dag står perfekt med overdådige tapeter, gardiner, møbler og gulvbelægning. Det er vanskeligt at beskrive, og her må fotografierne tage over.

 

Huset var vinterresidens, for om sommeren var det for varmt at bo her og for farefuldt p.g.a. gul feber og dysenteri, som tog livet af MANGE.

 

 Vi vil godt have lidt mere og kører derfor en times tid sydpå til Rose Dawn, som er bygget i 1835, og som er en egentlig plantageejendom med enorme bomuldsmarker.

 

Tiderne ændrer sig, og både huset og parken blev opgivet og forfaldt, indtil en frelsende engel i 1950`erne syntes, at det var værd at restaurere. For en sum af 70 mill. kroner fremtræder bygningen perfekt med bevarede gamle egetræsgulve, masser af møbler og pragtfulde vægbeklædninger. Parken var overgroet af ukrudt, men indimellem fandt man de oprindelige planter, som blev genoplivede, og i dag står de to hundrede år gamle kæmpemæssige træer og skygger over de oprindelige mere delikate beplantninger.

 

Her til aften går vi ned til Missippi for at spise på en nedlagt jernbanestation. På vores vej møder vi en vaskebjørn, som også gerne vil have lidt aftensmad. Den bliver skræmt af os og søger ned i et kloakrør, hvorfra den lige kikker frem med sit søde brilleagtige ansigt.

 

Okay aftensmad og hjem for at få dikteret lidt inden, at det er godnat.

 

Søndag den 29. maj 2005

 

Afgang til Memphis. 510 km.

 

Vi er oppe kl. 7.30, for vi har en lang køretur foran os. Forlader Natchez Historic Inn kl.9. Vi vælger Natchez Trade Parkway. I 1700- tallet fulgte de første europæiske opdagelsesrejsende denne indianerrute. Kort efter opsatte franske nybyggere handelsposter i den nordlige og den sydlige ende af ruten. I det sydlige blev det til Kings Tavern, hvor vi spiste i forgårs. I disse år begyndte man at sejle sine varer nedad Missisipifloden for at sælge dem i Natchez tillige med bådene, som man ikke kunne drive op ad strømmen. Derfor måtte handelsmændene vandre tilbage ad denne vej. Siden blev den en postrute stadig med endestation i Kings Tavern og endelig en vej, som militæret anvendte.

 

Da dampdrevne skibe fik overhånd, mistede vejen sin betydning og forfaldt, indtil den fra 1930`erne begyndte at blive restaureret, en proces som pudsigt nok er tilendebragt 4 dage førend, vi ankommer.

 

Det er en af de smukkeste veje, vi nogensinde har kørt på. Som navnet antyder, snor asfalten sig igennem et kæmpestort parklignende landskab. Græsset er holdt helt ud til vejen og så grønt, så grønt, og inde ved siderne står bevoksningen tæt på hver m2, domineret af en blanding af mange forskellige træer, som alle strutter af sundhed. Det giver et farvespil, som er uden sammenligning. En skildpadde krydser vejen.

En dagsmarch fra Natchez ligger Mount Locust, som måske er hele regionens ældste bygning fra omkr. 1780. Det var en lille gård, hvor der boede en familie, men ret hurtigt opdagede fatter, at han også kunne blive krofatter p. g. a. de mange handlende, som returnerede ad ruten. Disse mænd spiste i det centrale rum, beklædt med træ, men sov ude på verandaen.

 

Vi ankommer problemfrit til vort hotel i Memphis, ” Red Roof Inn”. Det er i orden, 45 dollars pr. nat og heller ikke mere.

 

Om aftenen går vi ind til gaden i Memphis. Memphis er en storby og verdensberømt, men kærnen er utroligt lille og består kun af omkr. 6 gader, deriblandt Beale Street. Dette er rockmusikkens vugge, hvorfra den erobrede verden. Hundredvis af unge håbefulde spiller her hver aften og ønsker, at det samme må ske for dem.  

 

Vi spiser i en lille gård til gaden. Her spiller også et rockorkester. Der er stuvende fuldt, og folk får godt med øl, og en del ryger sågar. En snes sorte kammer helt over, når musikken går i gang. Man kan se, at det er deres hjerteblod.

 

Vi har 20 minutters stille og fredelig spadseretur hjem til hotellet.

 

 

Mandag den 30. maj 2005

 

I går regnede det rigtigt meget, uden at det generede os, men i dag skinner solen igen, temperaturen ligger på omkr. 25 grader.

 

Perfekt vejr for besøg på Elvis Presleys elskede Graceland, som han købte allerede i en alder af 22 år.

 

Vi er tidligt ude, og køerne er overkommelige, så allerede lidt i ti er vi på vej i små busser fra det store kommercielle center og op til palæet, Graceland. Det er ikke større, end at det egentlig er ganske hyggeligt. I stueetagen er der meget store dagligstuer, hvoraf den ene hedder ”Junglerummet”, og hvor der er et sivende lille vandfald ned over den ene endevæg og herudover meget store skindbeklædte møbler. En spisestue til omkring 16 personer og et tilsvarende køkken. I kælderen er der et tv rum med tre forskellige tv, billiardrum og et lidt fitnessagtigt værelse. Guiden fortæller, at man altid vidste, hvor Elvis var i huset, for man kunne høre hans ringlende smykker. Første salen, hvor han i 1977 blev fundet død, er ikke åben for publikum.

 

I sidebygningerne ser man alle hans guld-og platinplader; han solgte over en milliard plader. Hans kostumer fra de berømte tv-shows er udstillede, og det er lidt sært at se det hvide dress med de mange stjerner og andre udsmykninger i virkeligheden efter så mange gange at have set det på fotografier og videoer.

 

Han ligger begravet tæt ved sin swimmingpool side om side med sine forældre.

 

Graceland og ikke mindst Elvis` grav besøges af millioner af mennesker hvert år. Man har indtryk af, at det for mange nærmest er en pilgrimsfærd. Tilbage i indkøbscentret er der mindst ti forskellige forretninger. Man kan ikke købe Elvisunderbukser, men ellers er der ikke mange begrænsninger i mulighederne. Vi slipper af sted med nogle videoer, incl. Elvis` Hawaishow, som blev set af 1,5 milliarder mennesker, hvilket er flere end de, der så de første mennesker på månen. Økonomisk set har vi ikke gjort nogen god handel.

 

Som kompensation sidder det sødeste egern på rækværket udenom Graceland og siger farvel til os.

 

På vej til Sun-studiet er vi omkring National Civil Rights Museum, som er indrettet i det hotel, hvor Martin Luther King i 1968 blev skudt på en balkon. Selv om man godt ved det, er det overraskende at blive mindet om, at det er så få år siden, at der var udtalt racediskrimination i USA.

 

Så kører vi videre. Sun Studiet er en katedral indenfor rockmusikken. I virkeligheden er det en meget beskeden rødstensbygning i to etager beliggende lidt for sig selv på et ydmygt gadehjørne i Memphis. Her kunne man få alt indspillet, og i 1955 forsøgte Elvis Presley sig med gospel. Sekretæren så et stort potientale i den unge mand, men ejeren, Sam Phillips, vendte tommelfingeren nedad. Elvis blev dog hængende, og tre måneder senere tilbragte han en aften i studiet sammen med et par andre musikere, og efter nogle timer indspillede de ”That`s all right Mamma”, som i løbet af få uger blev et kæmpe hit. Elvis nåede at indspille 5 plader for Sun Studiet, før Sam Phillips p.g.a. økonomiske problemer var nødt til at sælge ham for 1,5 mill Dollars til RCA. Studiet har også produceret et par plader med Roy Orbison, og de skabte Jerry Lee Lewis og kæmpe hits med Jonny Cash og Carl Perkins (Blue Suede Shoes).

 

Studiet er på størrelse med det dobbelte af vores dagligstue. Der er sat krydser på gulvet, der hvor Elvis og hans to musikere stod, da de indspillede deres første hit. Den oprindelige mikrofon er også bevaret. Den har vi i hænderne.

 

Om aftenen spiser vi igen i Beale Street, denne gang hos Pat O´Brien inde i en overdækket stor gårdhave med et voluminøst springvand. Charlottes mad er dejlig salat, og jeg får en meget stor oksebøf, som jeg aldrig har smagt bedre.

 

 

Tirsdag den 31. Maj 2005.

 

330 km ad motorvejen. Megen trafik og mange truckere, men uden problemer når vi frem til Nashville og Hollyday Inn på Broadway, 500 meter fra ”orkanens øje”.

 

Byen blev etableret da europæerne første gang kom hertil og byggede Fort Nashborough i 1779. Det var det nordlige endepunkt for Natchez Park Highway, som mod syd ender i Kings Tavern i Natchez.       

 

Cumberland River var en vigtig forbindelse til Missisippi og også af strategisk betydning under den amerikanske borgerkrig, hvor der fandt voldsomme kampe sted i Nashville området. Siden 1925 har der været radiostation i Nashville, som frem til i dag har sendt populærmusik og først og fremmest country og western musik. Det præger byen den dag i dag og er grundlaget for dens berømmelse.

 

Efter en værelsesbrygget kop kaffe går vi på opdagelse ned ad Broadway. I Downtown er vi i afdelingen for country og western musik. Bedst kommer det ud ad de åbne døre ind til Tootsie`s Wild Orkid Lounge. Ifølge Lonely Planet er det et ”must to visit”. Det er det ældste musik-sted i Nashville og stadigvæk dropper nogle af de store stjerner ind her for at få en lille jamsession.

 

Vi er udgået for alkoholiske drikkevarer, men receptionisten kan heldigvis anvise os et sted, så vi tager bilen og kører et par km. og kommer ind i et kæmpe supermarked, hvor de udelukkende sælger procenter.

 

Aftensmaden nyder vi på Market Street Public House. Fortræffelig salat: Bacon, kylling, æg, avocado, ost, tomat o.s.v. På vejen hjem ad Brodway ligger barerne som perler på en snor, hvor country musikken strømmer ud fra de åbne døre. Uden for er temperaturen omkr. 20 grader. Vi dropper ind i Blue Grass, hvor fire mænd er backing group for to syngende piger. Her har musikken fået temperaturen op på omkring 30 grader.

 

                                           

Onsdag den 1. juni 2005.

 

Klokken lidt over ni er vi ved Country Musik Hall Fame, countrymusikkens biografi. På tre etager præsenteres en flot og spændende iscenesat udstilling om musikkens historie. Vi ser Jim Reeves røde jakke kendt fra pladeomslagene, Chet Atkins forskellige guitarer og Elvis Preslyes Cadillac, hvori man godt kan fare vild, samt hans etårs bryllupsgave fra hans kone Priscilla: Et flygel beklædt med 24 karat bladguld. Noget sådant forekommer vist kun i USA og sheik-herredømmer. For countryentusiaster må dette være et Mekka; for os er det o.k. – Vi har set dette verdensberømte sted.

Næste stop er Parlamentsbygningen State Capitol i græsk stil, og så er der heller ikke mere at sige om det. På den anden side af den ligger Farmers Markett, som er et stort blomster –og frugtmarked med et center med masser af små fastfood butikker. Vi får os en portion salat og en hot dog.

 

På vejen tilbage ser vi pludselig i et udstillingsvindue en modeljernbane i størrelse ca. 1:30. Det er en lille bitte del af Nasville legetøjsmuseum. Inden for tager ejeren imod os med den største hjertelighed p.g.a. vores interesse. Han farer ud og ind for at vise os sit livsværk. Det er imponerende. Aldrig har vi set så flot en modelbane, og det gjorde den endnu mere spændende, at man kunne se, at den var under stadig udbygning. Byggepladsen var nærmest midt i det hele. Derudover masser af antikke bamser, incl. 3-4 stk. fra Steiff, antikke biler, soldater og en udstilling bag glas med gamle, sirligt udførte dukker, placeret i kunstig skov med udstoppede ræve, vildsvin, bæver, rådyr og meget mere.

 

Kl. 18 er vi ”on the road again”. Vejen fører til “The wild horse saloon”, som er kendt for undervisning i amerikansk dans samt levende musik. Det første er godt, det sidste er meget voldsomt. … Men sikke nogle marinerede barbequeben. De laver bare herligt mad.

 

På vejen hjem kikker vi ind forskellige steder, men de har svært ved ikke at falde for fristelsen til at spille hård rock, og derfor ender vi igen på Tootsies, hvor der virkelig er gang i countrymusikken. Man sidder ikke på skødet af hinanden, men det er meget tæt på. I de korte pauser, hvor der er ørenlyd, konverserer vi to amerikanere fra Californien. På spørgsmålet: Hvorfor ser vi ikke noget til John Wayne? - er svaret, at det er fordi, vi er i ”Elvis Presley-land”, men hvis vi var i Texas, ville vi møde det gamle filmidol. De giver en øl, og vi skåler på kryds og tværs. Der er mange venlige mennesker herovre.

 

Souvenir butikkerne har sent åbent, og det frister. Charlotte er kun 25 minutter om at købe et postkort, imens oser jeg lidt omkring. Det er et studie i dårlig smag. F.eks.: En hvid engel med himmelblå øjne og store øjenvipper sidder med et kors i favnen, made in Taiwan, en vovse med hænge-ører og bedrøvede øjne har en avis i flaben; den burde da se glad ud. Endelig en glinsende violet cowboyhat i et materiale, der minder om glasfiber. Udbuddet et stort, men man kan ikke købe en flaske amerikansk whisky.

God nat.

 

 

Torsdag den 2. juni 2005.

 

God morgen. 330 km skiller os fra Great Smoky Mountains Nationalpark. Den er på størrelse med 4 gange Bornholm og rummer 130 forskellige arter af træer, hvilket er mere, end der findes i hele Europa. Blandt dyrene er der vaskebjørne, pungrotter, stinkdyr og i alt 100 rigtige bjørne samt hjorte.

 

Turen går uden problemer, indtil vi når frem til Pigeon Forge, som nærmest er 10 gange Blokhus, og som den lever af Vesterhavsstrand, lever denne by af de årligt ti millioner besøgende i naturreservatet. Her får vi kolde fødder. Det virker som et stort Tivoli. Trafikken er så tæt, at den snegler sig frem med ti km i timen. Vi ser os lidt omkring, selv om det er stressende at køre her, men der er ikke noget fristende, så vi kører ti km videre; trafikken er lettet noget, og efter et roligt interval med skov kommer vi til den sidste by inden Nationalparken, Gatlinburg. Her er vi på turistskalaen rykket et par karakterer op. Alt er mere roligt. Vort hotel ender med at være: River House Motorlodge til ca. 600 kr. pr. døgn, men så sidder vi også lige nu på vores egen balkon fem meter fra floden og fire meter over den. Da vi ankom, så vi nogle små egernunger, til dem har vi i aften købt nogle peanuts.

 

Som vanligt rigtig god aftensmad. Temperaturen er et par og tyve grader, sydlandsk stemning, og vi slentrer ned gennem byen, hvor der for en gang skyld er mange på gaderne i stedet for i bilerne, de sidstnævnte mangler dog heller ikke. Souvenirbutikkerne har ændret sig markant: Priserne er gået 25 % op.

 

Vi slutter aftenen på vores balkon med udsigt til frodigheden ved flodbredden og vandets brusen.

 

 

Fredag den 3. juni 2005

 

Det er blevet aften og mørkt bortset fra lyset fra gadelygterne og butiksvinduerne, som her fra balkonen kan ses gennem træernes blade. Hvis lyden fra båndet kunne overføres til papiret, ville man kunne høre flodens brusen, ellers er her meget stille.

 

Dagen begyndte med morgenmad leveret på værelset. Vi delte vores toast med andeparret neden for balkonen, og der blev også peanuts til egernet.

 

I nationalparken mødes klimaet fra nord og syd, og det betyder, at planter fra begge områder kan trives her, endvidere falder her en masse regn, og det får vi også i dag, hvilket betyder, at planterne kan drikke sig rigtig flotte. Det meste af området er bjerge, og vi er oppe i 1500 meters højde. Gennem meget dybe slugter bruser floderne ned. Ved en flodbred finder vi vilde trillium i snesevis. Pr. stk. koster de 150 kr i Danmark, men der går også otte år, fra de er frø, til de blomstrer. Vi har ikke set nogle dyr, men vi har heller ikke rigtigt været ude at vandre p.g.a. det dårlige vejr.

 

Vi har pandekager med til picnic, men hvad vi troede var nogle med delikat fyld, viser sig at være noget sødt stads, hvor det eneste tilbehør er sirup.

 

Efter denne kulinariske oplevelse begiver vi os på en fire km lang kuperet vandretur til Laurils vandfald (18 meter højt). Her møder vi for første gang et dyr, nemlig en lille kaninunge på størrelse med 1½ tændstiksæske. Den er så uerfaren, at den endnu ikke er bange. På tilbagevejen møder vi en ung pige med et dyr på skulderen. Noget overraskende viser det sig at være en tyve cm lang øgle, som er hendes kæledyr, og som har et lille stykke plaster om halen p.g.a. en skade. Til gengæld må vi se bort fra hjorte og vaskebjørne, men sådan er livet engang imellem.

 

Efter et voldsomt regnvejr, som vi har iagttaget fra vores balkon beskyttede og i læ, når vi frem til en aftensmads-restaurant på et galleri på første etage med udsigt over gaden. Hos naboen tager to politibiler og fire betjente sig af en butikstyv. Særdeles synligt og måske i samme grad forebyggende.

 

Som mørket falder på hjemme på balkonen, er der en flot fugl, som efter mange overvejelser ikke kan stå for fristelsen til at nappe de peanuts, som vi har lagt på rækværket.  

 

 

Lørdag den 4. juni 2005.

 

Vores 300 km., den sidste etape mod Atlanta, begynder med vejen igennem naturparken. Her tilsmiler heldet os, idet vi får det lille vindue med solskin, som engang imellem er her. Udsigterne er betagende, og fotoapparaterne er lige ved at køre varme.

 

Vi forlader Tennesee og tager en snip af North Carolina, inden vi kommer ind i Georgia på vejen syd på til Atlanta.

 

Byen er trafikalt berygtet, og det mærker vi, da vi nærmer os i fem spor på motorvejen med 110 km i timen.

 

Vi finder lufthavnen og afleveringsstedet for vores lejede bil uden problemer. Da vi således har orienteret os, finder vi frem til vores Red Roof Hotel, som er, hvad vi skal bruge, nemlig tæt på lufthavnen og heller ikke mere.

 

O.k. aftensmad 100 meter fra hotellet. Vi er så tæt på lufthavnen: Hartsfield International Airport, at vi kan gå derned og kikke ind gennem hønsetråden. Med 80.000.000 besøgende om året er det den travleste lufthavn i verden. Og vi får syn for sagen. Konstant er der fire til fem fly i luften; kø for at komme ned på den ene bane, på den anden er der en lang række fly, der venter på at komme op. I løbet af to minutter letter der tre og lander to. Vil man gerne se flyvemaskiner, så er det her.

 

 

Søndag den 5. juni 2005

 

Atlanta er forretningsverdenens Capitol i syden, men for turisten er der ikke meget at skrive hjem om. Vi vælger at se Underground, et butikscenter med 130 forretninger, restauranter og natklubber indrettet i over hundrede år gamle restaurerede kulisser. Charlotte tager også en rundtur i Coca-Colas kæmpebygning, hvor de formedelst 6 dollars gør reklame for sig selv. Vi når lige at se en 72 etagers skyskraber, inden en times voldsomt regnvejr tvinger os til at se denne søndags sparsomme gadeliv fra vores ly under en lille markise. Også inden regnvejret var byens centrum denne søndagsmiddag næsten uddød bortset fra få subsistensløse. Vi vælger derfor at tage hjem, får bilen tanket op, så vi er klar til næste dag, og spiser fortræffelig aftensmad 100 meter fra hotellet hos Spondivits, hvor bænkene uden for er fuldt optaget af gæster, der venter på at blive lukket ind til dinner, ligeså snart der bliver ledige pladser.

 

 

Mandag den 6. juni 2005.

 

Vores fly til Washington afgår kl. 11.45. For at være i god tid starter vi fra hotellet kl. 7.40, men alle de problemer, som vi har forudset og været lidt nervøse for, spec. m.h.p. aflevering af vores lejede bil, udebliver, så bortset fra ventetiden forløber vores hjemrejse fuldstændig glat.

 

Vi er på Spicavej ved middagstid dansk tid dagen efter, og i løbet af eftermiddagen kommer Henrik hjem med bilen fra Flyvestation Karup, og det store øjeblik, da vi kan hente vores små hunde, er kommet.

 

Så er vi rigtig hjemme.

 

                                                                  Slut.

 

 

   

                       

                        

                       

 

 

                     

 

 

                       

                     

 

 

 

                     

 

 

                     

 

 

                     

 

 

 

 

 

 

                     

                          

 

                        

   

                     

 

                     

                     

                       

                         

                           

                                   

 

 

                     

 

 

                         

                                                                

 

 

                                             

 

                     

 

 

                     

 

                     

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

16.03 | 18:07

Dejligt at se Cargo og Jeres hund da den ikke var så stor, altså hunden Menge gode hilsner herfra Mig, GøjeFar Per

...
03.08 | 20:45

fornem fugl det må man sige

...
24.10 | 19:57

Så er bog nummer to på gaden. Det er spændende for os. Vi håber selvfølgelig på en god modtagelse.

...
09.01 | 23:54

9/1 2012.Jeg håber snart, at jeg får stunder til at fortsætte med min hjemmeside, det skal nok komme. Charlotte

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE