Rejsebeskrivelse af turen til Bangkok, Cambodja og Jomtien november 2007.
Onsdag den 14. november 2007
.
Vi skal til Thailand og Cambodia. Christina vil hente os på Spicavej og kører os til Tirstrup, for bussen går så uheldigt, at vi ellers skulle sidde i lufthavnen i fire timer og vente på vores afgang. Hun henter derfor os og vores rejsefeber, som ikke er blevet mindre igennem de sidste år. Det er lidt svært at sige farvel til hundene, som hele morgenen har fulgt vores forberedelser og holdt øje med ethvert signal om, at vi skulle af sted sammen.
I lufthavnen er der tid til en forfriskning, da vi er kommet i alt for god tid.
I Kastrup har vi 40 min., og vi iler igennem menneskemængden og møder helt tilfældigt Annelise og Christian, som også er på vej ud til gaten, men vi skal lige nå at handle lidt i taxfree og kommer derefter frem. Vi skal flyve med en kæmpestor jumbojet i to etager, og det har vi aldrig prøvet før. Flyveturen er på ti timer, men vi flyver solen i møde med seks timer, og derfor er vi snart fremme ved morgenstunden i Bangkok, hvor vi lander klokken lidt over seks. På vejen har vi fået en middag, hvor menukortet med mange og flotte ord beskrev maden, som var en udmærket rusk-om-sjusk. Vi havde forventet at personalet var meget imødekommende og smilende, men på det punkt blev vi skuffede.
Torsdag den 15. november.
Efter morgenmad på flyet med røreæg, bacon og pølser plus alt det løse, lander vi klokken 6.30 lokal tid i Bangkoks nye kun et år gamle udenrigslufthavn, som er bygget i en meget elegant og moderne stil.
Rejseleder Kim samler os 17 deltagere op, og snart efter går det med bussen ad motorvejen ind imod millionbyen Bangkok igennem et frodigt og fremmedartet landskab og en forrygende trafik.
På vej i bussen ind fra lufthavnen forsøger en taxa at klemme sig ind foran os, men et bump afslører, at det når han netop ikke, og vi må holde stille indtil politiet ankommer for at vurdere, hvem der har skylden for bulen.
Hotel Rembrant tager imod os, og klokken ca. 10 er vi på vores fortrinlige værelse. Da vi er installeret, tager Charlotte sig en lille blund ovenpå den lange rejse, mens jeg går ned på gaden og rundt mellem talrige fortovskøkkener, hvorfra madduften bølger ud mellem de mange biler og deres udstødning. Taxaer og tuc-tuc`er holder i klumper uden for hotellet parate med tilbud, og en chauffør synes, jeg ser ud til at trænge til at blive kørt hen til noget øl og bagefter videre til det udvalg på ca. tredive piger, som tilbyder sig på den folder, han haler frem. Denne dag er der ikke programsat nogen udflugter, men vi vil gerne havde noget ud af tiden og for ikke at sidde og falde hen ovenpå den noget anstrengende rejse med minimalt med søvn, planlægger vi en lille udflugt. Rejselederen er omgående imødekommende og ledsager os på den første strækning. Vi tager med Bangkoks nærbane, som er anlagt som eet langt spor oppe i luften, så det krydser hen over alle gader og bilkøer. Vi står af ved floden og snart efter har Kim lejet en long-tail-boat til os seks, der er med. Navnet kommer af, at skruen sidder på en lang stang bagude. Herefter går det hurtigt op ad floden imellem en mangfoldighed af andre både deriblandt en kolonne på fire kæmpemæssige pramme, som bliver trukket af en i sammenligning lille bitte slæbebåd. Inde på bredderne veksler billedet mellem luksushoteller, som strækker sig ned til floden, og ydmyge husbåde, dokken til kongens private både, som desværre er borte i dag, skraldebådenes station og templer. I floden neden for et af disse har en flok karper tilfældigvis slået sig ned og bliver derfor betragtet som hellige, og det koster store bøder at forulempe dem. Fiskene fodrer vi med brød, som man kan købe til lejligheden, og de tager det direkte af hænderne. Vi bliver sat af lige neden for et af udflugtsmålene, som er Grand Palace. Først skal vi dog igennem et mindre rigtigt orientalsk marked, hvor boderne ligger tæt i en labyrint. Til frokost køber jeg en skål suppe, medens Charlotte springer over for at skåne maven. Indenfor i det pragtfulde palads kikker vi først ind i kongens private kapel, hvor den berømte grønne Buddha udskåret af en kæmpemæssig jade hviler oven på en opsats af pragtfuldt udsmykket guld. Derpå runder vi den øvre terrasse med monumenter af stor symbolsk betydning, førend vi kommer forbi audienshallen med kongetrone og i baggrunden et bådformet alter. Her foregår stadigvæk officielle højtideligheder.
Vores besøg er lidt jappet, for dels er vi ved at blive rigtig trætte ovenpå den lange anstrengende flyvetur, og dels skal vi nå hjem, så vi kan være med til den fælles middag klokken 19.00. Vi får en aftale med en tuc-tuc, som vil køre os hjem for 100 bath, svarende til små 20 kroner. Han suser igennem den tætte centrumstrafik og når i farten at vise os en berømt kæmpe - Buddha, hvilket vi ikke får meget ud af, samt at lokke os ind i en juvelerforretning og på et skrædderi, men vi køber dog ikke noget nogen af stederne. Derefter er han kørt træt (han får benzin-penge eller andet fra de forretninger han fører sine kunder hen til!) og overlader turen til en noget mere sølle chauffør og vogn, som fortsætter til den samme pris. Igennem halvanden time kæmper os han igennem den ene bilkø efter den anden, og lykkeligvis når vi frem til vores hotel, for han har øjensynligt ikke helt styr på det, og det er en tilfældighed, at jeg opdager, at nu er vi der.
Omklædte kører vi af sted til et omfattende restaurationskompleks, hvor vi skal spise til aften. I et meget stort lokale bliver vi bænkede, og sammen med den bestilte flaske rødvin får vi serveret otte små skåle med lækkerier. Der er suppe, fisk, indbagte rejer, en sammenkogt svineret og ris samt krydderier, der vil noget. Under middagen er der optræden af thaidans, og denne oplevelse er vist et spørgsmål om smag og behag. Vi sover godt og skal først op klokken 7.00, hvilket svarer til klokken 01.00 nat derhjemme.
Fredag den 16. november.
Efter engelsk morgenmad med det hele tager vi med bussen nordpå for at besøge Det kongelige Sommerpalads i Bangpa-In. Anlægget er opført i slutningen af 1800-tallet. Det første der møder os er den pragtfulde pavillon, der ligger midt ude i en sø, og som har været brugt til kremeringsritualer for de kongelige og nu bærer en statue af bygherren Kong Rama V. Denne bygning er holdt i østerlandsk stil, mens alle de andre er præget af vesterlandsk arkitektur. Vi kommer derpå til residenshallen, som er engelsk af udseende og som rummer den sal, hvor kongen modtager alle udenlandske gæster. Man kan se de stole, gæsterne sidder på, førend de går frem foran tronstolen og knæler for kongen. I det russiske hus residerer dronningen, og det er her, hun mødes med sin omgangskreds. Det kinesiske hus er proppet med pragt, som i alt lever op til sit oprindelsesland. Det hele ligger i en yndig park med dyrefigurer formet af udskårne buske og mange søer og kanaler.
Frokosten er en buffet med mindst 50 forskellige retter, hvoraf de, som jeg smagte, var yderst delikate.
Ayutthaya ligger ganske tæt på kongens sommerpalads og var hovedstad i Cambodia i fire hundrede år indtil midten af det 17. årh., hvor Bangkok tog over. Derfor er der mange templer og ruiner. Vi begynder i Wat Phanan Choeng. Dette tempel daterer sig fra 1324 og er kendt for sin meget gamle nitten meter høje siddende statue af Buddah, som er bygget op af mursten og mørtel og omkring 1930 fik sin forside forgyldt efter en donation. Man kan kun opleve denne Buddah ved at være på stedet, for der findes ingen fotografier, da den står i et rum, der er så lille, at et fotoapparat ikke kan få afstand nok til et komplet billede.
Derpå kører vi til Wat Nahathat, som stammer fra samme periode, men blev brændt ned 400 år senere, da burmeserne erobrede området. Siden har det ligget i ruiner, og først i nyere tid er det blevet udgravet med fund af mindre kostbarheder samt afhuggede Buddahhoveder, som i tidens løb er blevet omfavnede af træernes rødder.
På vores næste stop lå oprindeligt det kongelige palads, da Ayutthaya var hovedstad, men da det efter hundrede år blev flyttet, byggede man i stedet et tempel, hvor man opførte tre stupaer, som indeholdt asken fra den daværende konges nærmeste. Templet blev plyndret af burmeserne og har herefter ligget i ruiner. Lige ved siden af ligger Phra Nongkonbopht, som i 1600 – tallet blev udnævnt til det officielle kremeringssted for de kongelige, og derfor anskaffede man sig en ældre Buddhastatue, som i nyeste tid er blevet forgyldt bl.a. i kraft af gaver fra det nuværende kongepar.
På vej hjem fra de fire templer holder vi ind ved en forretning, som kalder sig verdens største inden for smykker. I værkstedet ser vi rækkerne af guldsmede, som sidder med deres fine pillearbejde med blæselamper og slibeskiver, håndfile og små tænger. I det næste rum er der fri bar med godbidder, øl og stærke drikke. Her kan mændene drikke sig i godt humør, inden de skal videre til den enorme udstilling med tilhørende salgslokale for at betale regningen for fruernes indkøb! Jeg skylder Charlotte en 60-års fødselsdagsgave, og vi finder en guldring med en blå safir omkranset af elleve små diamanter. Efter min lidt ringe erfaring er prisen under det halve af, hvad den ville have været i Danmark.
Til aftensmad får vi grillede kæmperejer og en steak med ostesauce, lige over for hotellet på den modsatte side af gaden i en stor overdækket gårdhave. Da vi er færdige med at spise, dukker en to år gammel elefant frem i døråbningen ud til gaden fulgt af sin fører, som sælger små lækkerbidder, som man kan købe og fodre elefanten med. Det er en stor oplevelse at putte gode sager ind i munden på sådan en lille to-årig, og vi kommer til at købe mere end én portion. Herefter går damerne ind til naboen for at få thailandsk massage, mens herrerne får styr på det hele over en godnat-øl.
Lørdag den 17. november.
Efter en dejlig morgenmad er der afgang kl. 8.35 til Bangkoks internationale lufthavn, hvor vi forholdsvis nemt checker ind og derefter kan vente på flyet til Cambodja i luftfartsselskabets private lounge, hvor der er fri kaffe m.m. På flyveturen når vi en kop kaffe, inden vi lander i Siam Reaps lufthavn, hvor løjerne begynder, for nu skal vi ind i Cambodja. De mange papirer, som vi møjsommeligt har udfyldt bliver nu afleveret til to militærpersoner, som videregiver dem til yderligere otte, hvor de går fra hånd til hånd og efter megen omstændelighed når frem til den sidste, der højtideligt råber hver enkelt rejsendes navn op, så man kan træde frem og modtage sin indrejsetilladelse. Derpå paskontrol som går nogenlunde hurtigt og endelig tolden, som er lemfældig.
Udenfor venter vores bus tålmodigt, men bliver glad for at køre os af sted til det dejlige hotel Khemara Angkor, hvor vi er ventet med en frokost med småretter, som ikke er uforglemmelige.
Derpå kører vi til SOS – børnebyen, hvor fire hundrede cambodjanske børn har fået en chance her i livet og bor i fyrre huse, som er doneret af forskellige udenlandske selskaber eller privatpersoner, og hvor en erstatsningsmor, der enten er enke eller ugift, holder styr på det hele. Da vi har været rundt for at se lidt og skal videre, får børnehavebørnene fri, og deres begejstrede smil og latter med dårligt holdte tænder er ubeskrivelig, da de møder os og får en svingtur og en goddag og en omfavnelse. Det har svært ved at tage en ende, men de skal til deres og vi skal til vores.
Vi kører igennem byen langs floden med huse, der er bygget ud i vandet på stolper, og som bærer præg af fattigdom. Vores mål er Tongle Sap - søen, som er den største i Syd-øst-asien, og som i kraft af sit fiskeri er en meget væsentlig del af Cambodjas nationalprodukt. I en long-tail-båd lægger vi ud fra den primitive havn og krydser igennem en lang indsejling forbi den flydende landsby, som kun lige er forankret til land, og som rummer hospital, kirke, skoler, sportspladser, der alle strækker sig ud i vandet. Husbåde vugger på de små bølger med fjernsynet gående blandet med de små fiskekuttere, som er parat til at stå ud, når det bliver mørkt for at sikre indtægten til næste dag. Vi rammer søen ved solnedgangstid og ser den sidste del af skiven forsvinde under vandspejlet og kommer derefter til en klynge hytter, som flyder frit omkring på vandet. Her er der fiske-og krokodilleopdræt i indhegnede bassiner direkte ned i søen og mennesker, der lever i en stor robåd med børn, en hund og en kanin. Det er rigtig mørkt, da vi kommer tilbage til havnen og drøner videre, for vi skal nå at ordne os, inden vi kl. 19.30 skal ind til en meget stor åben restaurant, hvor vi skal overvære et show med khmer – dans ledsaget af en buffet med megen vegetarmad og mange desserter og derudover en suppe, som man selv skal komponere og et grill-spyd af ”brosten”.
Søndag den 18. november.
I dag er vi tidligt oppe, for efter stegt bacon og pocherede æg er vi kl. 7.30 på vej ud til dagens templer.
Angor var Khmer-rigets hovedstad fra det niende til det femtende årh. beliggende ved Mekong-floden med tusindtallige indbyggere. I dag er hun de 54 templer og ruiner bygget af sten tilbage, mens alt andet, der var af træ er borte. Vort besøg begynder ved Angkor Wat som er opført i begyndelsen af 1100 – tallet og som indtil det trettende årh. var både kongens residens og det vigtigste hinduistiske kloster. Herefter skiftede man til Buddhisme, og kongen flyttede ud. Kendetegnende for disse templer er centralt, konisk parabelformet tårn, som strækker sig op i himlen, og forener guddommeligheden med det jordiske kaos, hvorpå den hviler. Rundt omkring er der mindre tårne og det hele er bundet sammen af gange og gallerier og evt. omgivet af en mur. Templets areal er et rektangel på 1km x 1,3. Vi krydser den 200 meter brede voldgrav langs en dæmning, som fører til den ydre mur, hvor der omkring den pavillonagtige adgang er anlagt gallerier. Basrelieffer skildrer religiøse optrin, kongens pragt og forskellige vigtige slag. Herefter følger et stort åbent område, hvor der kun ligger et bibliotek på hver side af akselen. Her kunne kongen studere skrifterne, som var indridset i sten. Endnu en pragtfuld pavillon igennem den næste mur og endnu en, og så er vi inde ved det centrale tårn, som er omgivet af yderligere fire. Vi er vidner til en 900 - år gammel bevaret arkitektur, som er fuldstændig fremmedartet for os, og som på trods af en del turister ligger i solskinnet og virker fuldstændig uspoleret af mennesker, men præget af vejr og vind.
Vores næste stop er Bayon-templet, som er bygget ca. halvtreds år senere, da man begyndte at skifte fra hinduisme til buddhisme. Denne bygning er meget mere komprimeret omkring et stort konusformet tårn omgivet af talrige andre. Det hele er bundet sammen af gallerier og rummer mange små rum, hvori der fortsat i nogle af dem er Buddha-figurer, som tilbedes den dag i dag. Igen får man indtrykket af uspoleret oprigtighed. Murene er dekorerede med basrelieffer og ind imellem er der igen og igen relieffer af gudinder, og tårnene er alle udsmykkede med kæmpemæssige udhuggede Buddha-ansigter, som også har en tilstræbt lighed med kongens kontrafej.
Vi har fået frokost med en salat, der ikke smager af andet end koriander, maltrakteret kyllingebryst og frugt. Det er begyndt at regne i stride strømme, og derfor er vi bevæbnede med paraplyer, da vi hen på eftermiddagen besøger jungletemplet, Ta Prohm, opført på samme tid som Bayon og over den samme skabelon. Det særprægede er, at her har man ladet ni hundreders års natur herske, og derfor er templet på alle leder og kanter bundet ind i kæmpemæssige trærødder under stammerne, som rejser sig op fra murene. Det giver en stemning af mystik, som understreges af regnvejrets grå lys.
Vi afslutter dagens besøg ved det, man kalder verdens 8. vidunder, og vores ophold i Siam Reap med god mad på en mindre restaurant, som er åben ud til gaden og regndråberne.
Mandag den 19. november
Ud af sengen kl. 5.30 for efter dejlig morgenmad at komme af sted kl. 6.30 for at nå flyet kl 8.10 til Phnom Penh. Vi får kaffe og blødt brød på flyet, og efter landing kører vi direkte til Killing Fields, som ligger nogle få km. uden for hovedstadens 2 mil. indbyggere. Dette var byens henrettelsesplads under Pol Pot styret (1974 – 1978), og man mener, at der ligger omkring 20.000 lig under græstæppet. I mange år forsøgte befolkningen at glemme området, men et stigende antal turister og deres interesse har ført til, at man nu har åbnet området og bygget et tårn, som er fyldt op med hundredvis af kranier, som man har fundet i jorden. Fangerne blev kørt herud i åbne lastbiler med bind for øjnene og fik derpå ordre til at klæde sig af for derpå at blive skudt eller tævet ihjel og begravet i massegrave, som man ser snesevis af i området. Vi ser det træ, hvor man havde ophængt en højtaler, som skulle overdøve de ubehagelige lydindtryk, og et andet træ mod hvis stamme man slog småbørnenes hoveder til de knustes. Overalt stikker tøjstumper op mellem græstotterne, og et enkelt sted kikker en knogle frem fra resterne af et lig lige under jorden.
Der er stille i bussen, da vi kører tilbage til byen og Toul Sleng-fængslet, også kendt som S – 21. Dette var Pol Pot styrets vigtigste fængsel, og efter rapporterne har omkring 12.000 fanger været her igennem. De vigtigste blev fastspændt på jerngitterværk lagt over brikse, mens de blev torturerede for at skaffe yderligere oplysninger om eventuelle forrædere. De andre opholdt sig i 1x2 m store celler, hvor de var lænket fast direkte på gulvet. Flere steder ser man blodpletter, som må været kommet, når at de er blevet ført tilbage efter tortur. Regimet havde som målsætning at skabe kommunisme helt fra bunden og alle intellektuelle, og her var det nok, at man brugte briller, og øvrige afvigere, som kunne tænkes at kunne kritisere styret, blev fængslet sammen med deres familie inklusive spædbørn. Pol Pot så op til Mao, og det synes, som om at han har villet føre dennes kulturrevolution ud i sin fulde konsekvens. Mange af fangerne døde i fængslet af underernæring, sygdom eller tortur, og resten blev siden hen overført til Killing Fields, hvor de fik ende på deres lidelser. Fængselsdirektøren var en tidligere matematiklærer, og under sig havde han overvejende 10 – 15 årige børn, både drenge og piger, som fra begyndelsen var normale, men som efterhånden udviklede sig til uhyrer. Han er for nyligt blevet anholdt og afventer nu en retssag, hvor han er anklaget for forbrydelser mod menneskeheden.
Bygningen er trelænget og i tre etager og var inden Pol Pot-styret et gymnasium. Overalt inden for på de grå mure hænger de fotografier af fangerne, som blev lavet ved anholdelsen, og der er mange børn iblandt, samt forholdsvis få fotografier af mishandlede mennesker og lig.
Vi får en fin buffet-frokost ude i byen i 32 gr. varme, før vi kører til Kongepaladset. Efter mange års krig samt lidelser under Pol Pot styret er Cambodja nu vendt tilbage til demokrati og kongedømme. Den nuværende konge har kun tre år på bagen, og det er derfor for tidligt at vurdere hans evner, men han bor på paladset, som er knap et hundrede år gammelt og bygget i typisk khmer - stil. Vi kikker inden for i den meget lange tronsal, som domineres af selve tronen, hvor på kongen kun sidder en gang i sit liv, nemlig når han bliver kronet. Lige foran er der en stol, hvor han normalt sidder, når han modtager officielle gæster. Lige bag ved kan man gennem vinduerne se det imponerende palads, hvor kongen bor til daglig, og hvor det rejste flag viser, at han er hjemme i øjeblikket. Mellem mange andre små perler når vi frem til sølvpagoden, som i al sin pragt er i samme stil og bærer sit navn på grund af, at hele gulvet er belagt med sølvplader. Midt på står en mandshøj Buddha på 70 kg rent guld og bag ved er der en siddende Buddha lavet i grøn jade.
Omkring klokken seks når vi frem til vores overnatningssted. Hotel Bourgonvilla er ikke ret godt. Fra vores værelse er der udsigt 10 meter over til en mur, og først efter rejseleder Kim`s medvirken, får vi bragt to meget brugte terrassestole.
Aftensmaden nyder vi med udsigt til Mekong-Floden samt noget ruskomsnusk-salat, velstegte kyllingestykker med ris og frugt til dessert. Vores guide er skuffet over standarden og går tidligt i seng ligesom vi andre, der vist nok alle sover godt oven på den lange dag.
Tirsdag den 20. november
Klokken otte kører bussen os til det russiske marked. Siden franskmændene efter 2. verdenskrig opgav Cambodja som koloni, har Sovjetunionen, Kina, USA og Vietnam forsøgt at indtage pladsen dels med pisk i form af krige og dels med gulerod i form af fordelagtige og fristende vareleverancer. Her hvor vi ankommer, var det Sovjetunionen, som falbød billige produkter og deraf navnet. Det er et meget stort område i en etage overdækket med bølgeblik, og alt er til salg lige fra større dele af motorer til møtrikker på snor, souvenirs og i lummervarmen tøj i en hver afskygning. I fødevareafdelingen bugner frugt og grønt i store stabler, og plukkede kyllinger ligger med strittende ben mellem ulækre og ildelugtende slagtervarer og fisk på en fugtig stålplade, hvor de slår nogle desperate slag, inden de bliver aflivede med et dunk i hovedet og skåret på tværs. Det er en brandfælle, der er betagende og bedøvende, og det er befriende at komme ud under den ubarmhjertige sol og kunne bevæge sig frit væk fra gadens dunster. Det er vores afsked med Phnom Penh, og vi begiver os på vej de 220 km sydpå til havnebyen Sihanoukville. At hovedvejen er i rigtig god stand skyldes, at amerikanerne for godt og vel tredive år siden benyttede den til at bringe våben i den modsatte retning, når de var blevet losset fra skibene. Vi er fremme ved frokosttid og nyder fem forskellige fiskeretter deriblandt en meget stærk suppe på en overdækket terrasse tre meter fra vandet i Den siamesiske Bugt. Kort efter checker vi ind på vores luksushotel, Sokoa Beach et lille stykke uden for byen. Der er pool og egen strand, og vores værelse er med havudsigt fra en bagende varm balkon.
I løbet af eftermiddagen kører vi en tur til byen, forkaster et grøntsagsmarked og kører i stedet til en fiskerby ved kysten og et godt stykke ud på landet. Vakkelvorne træbroer strækker sig som gyder mellem meget primitive et – eller to værelses rønner ud i bugten. Fiskerbådene ligger tæt i det umådeligt snavsede vand, hvor affaldet ligger og skvulper. Men sikke et liv der er. De voksne smiler imødekommende, og børnene flokkes jublende, når de bliver fotograferet og bagefter på digitalkameraet kan se sig selv. Efterhånden som vi går omkring, vokser flokken af glade unger, og de følger efter os helt op til bussen på den hullede grusvej og omringer alle, der viser interesse for dem. Aftensmaden indtager vi på vores hotel nede ved swimmingpoolen, og det er et overdådigt måltid. Jeg får ristede kartofler blandet med løg, et par skiver lammekølle og en tournedeau med bacon, som bliver tilberedt direkte på grillen, medens jeg ser på. Hele vores selskab slutter dagen med en drink i baren.
Onsdag den 21. november.
Morgenmaden er overdådig med omkring tredive forskellige retter og en mangfoldighed af tilbehør. Vi har alle sammen efter aftale indsamlet de eengangstoiletting, som vi ikke har brugt, og inden vi kører videre til vores næste bestemmelsessted, runder vi fiskerbyen og deler ud af shampoo, badeolie, sæbe, kamme og tandbørster til børnene, som er lige ved at falde i vandet, for at få hver sin gave, som de bagefter stolt fremviser og sammenligner med de andres.
Nu kører vi videre i tre minibusser, for vi skal krydse fire floder på færger, der er så små, at de ikke kan klare en stor bus. Turen på ca. halvanden hundrede kilometer til grænsebyen, Koh Kong, fører os ind i et landskab med småbjerge bevokset med tropisk regnskov i et jungleagtigt vildnis. De spredte små træhuse er alle bygget af træ, og som mange steder i Cambodja, er de placerede på pæle i 1.sals højde dels for at få lidt mere luft igennem rummene og dels for at forhindre slangerne i at komme ind. Ud til vejen er høsten af ris lagt til tørre i solen på stråmåtter. Vi gør et enkelt stop ved en af de talrige vandbøfler for at få et godt fotografi. Alle færgelejerne er en hullet grusvej, som simpelthen bare fører ned til vandet. Hvert sted er der flere fattige butiksboder og et leben af mennesker, som venter på overfart, mens de indtager en forfriskning, som de har købt. Lokale biler, der har ærinde over floden, tager gående passagerer med for en vis betaling og er således for en kort stund omdannet til taxaer. Prisen afhænger af, om man sidder inde i bilen eller oppe på taget sammen med al bagagen. Færgen, der nærmest er en flåde med et lille vind og skævt maskinhus lægger til ved den flade bred, klappen går ned og lander på grusvejens huller, og i en fart kommer alle bilerne ombord under megen råben og gestikuleren. Overfarten tager ikke mere end ti minutter, og derefter er vi igen på vej. Efter den sidste flod kommer madpakkerne frem, og munkene på et lille buddhistisk kloster giver os lov til at indtage den i den overdækkede bedehal. Maden er ris og ris og ris og spredte grønsags – og kødstykker, der ikke er større end riskornene, men under tropesolen opfyldt af indtryk, er det ikke det vigtigste.
Kort før vores bestemmelsessted besøger vi en meget lille muslimsk fiskerby bygget på samme måde omkring træbroer, som strækker sig ud over vandet, og siden på landjorden en muslimsk landsby, hvor børnene på ny stimler sammen for at blive fotograferet, og hvor skolelæreren er lidt skuffet over, at vi ikke har tid til at vente på at overvære hans privatlektion i engelsk kl. fem om eftermiddagen. Undervisningen har stået på i en måned, og børnene er allerede stolte af at kunne nogle få ord på det fremmede sprog.
Hotel Koh Kong International Resort ligger et hundrede meter fra grænsen til Thailand og halvtreds meter fra kysten, og hvis man ikke af en eller anden mærkelig grund havde plantet palmetræer, som nu er nået op i vindueshøjde, havde vi haft den fineste udsigt over bugten.
Aftensmaden er indbagt kylling og endnu en gang oplever vi en ubehjælpsom betjening i et land, som slet ikke har vænnet sig til turister, og som endnu går i første klasse i service-skolen.
Torsdag den 22. november.
Efter morgenmad kører vi til den nærliggende flod, hvor tre speedbåde venter på at tage os ud på oplevelser. De førte tyve minutter af turen er ubehagelige, fordi bådene får fuld fart mod bølgerne, som er en smule hvide i toppen. Efterhånden kommer vi ind i lidt mere roligt vand, og sejler nu op ad det brede vandløb mellem bredder bevokset af et vildnis af jungleregnskov, indtil et lille vandfald på tre til fire meters højde standser videre sejlads. Her kan vi strække benene på klipper, der ligger for foden af vandfaldet ude i floden. Enkelte bader, men stenene under vandet er meget glatte, og man kan stort set ikke få fodfæste, men skipperne har intet imod at plaske ud og give en støttende hånd. På vejen tilbage lægger vi til ved bådebroen til en uanseelig landsby med et lille – bitte buddhistisk kloster. Her indtager vi vores madpakker, som består af - prøv at gætte – ris.
Vi køber en flaske gin i hotellets duty-free shop ved siden af den kæmpemæssige spillehal, men det er vist ikke noget fordelagtigt kup. Derpå kører vi først på eftermiddagen med vores minibusser de hundrede meter til grænsen, hvor alt bliver læsset af, for chaufførerne må ikke krydse, da de ikke har noget visum, og derfor bliver vores bagage kørt halvtreds meter over på den anden side på nogle ladvogne, mens vi udfylder flere ind-og-udrejse-papirer og bagefter står i kø ved glukkerne for at nå frem til højtidelig mænd i uniform, der betragter os som tomme flasker på et samlebånd. Andre busser venter og kører os de 120 km mod nord til den nærmeste lufthavn, TRAT, og flyet op til Bangkok, som er voldsomt forsinket, men klokken 20.00 lykkes det os at komme af sted på den fyrre minutter lange tur, hvor der serveres en udmærket aftensmad i huj og hast.
Vores rejsegruppe splittes op til de forskellige destinationer, og vi fortsætter alene i en meget komfortabel minibus ad motorvejen sydpå gennem Thailands nat til Hotel Grand Chalet Wing i Jomtien, hvortil vi ankommer lidt over midnat. En natportier tager vores bagage og fører os ad små stier mellem frodige bevoksninger hen til vores meget rummelige værelse med terrasse. Tropenatten sover udenfor, mens vi nyder en drink, inden vi gør ligesådan.
Fredag den 23. november.
Vi kan sove til kl. ni for første gang i mange dage og vågner til solskin og spejlæg med skinke og pølse. Der er tre minutters gang til stranden, som er tæt besat med liggestole og parasoller, der lige netop efterlader halvanden meter frit sand ned til vandet. Strandvejen er tæt trafikeret og kantet med mange små forretninger. Ellers er dagen afsat til solbadning ved swimmingpoolen, og jeg får på den skyggefulde terrasse ved værelset langt om længe indhentet alt det i dagbogen, som jeg ikke nåede på de travle udflugtsdage.
Den lokale guide var forbi i formiddag og anbefalede et danskejet spisested et stykke henne ad strandpromenaden, hvor Charlotte nyder bøf stroganoff og kartoffelmos, og jeg får til forret stegte muslinger og derpå tre lammekoteletter på grillspyd med en dejlig bagt kartoffel. Da vi har spist optræder den lokale Elvis Presley imitation for publikum, og der er en understregning af forskellen på kopien og originalen. Et par gekkoer, der hviler på husmuren, ønsker os med deres mærkværdig kraftige og dybe fugleagtig stemme godnat.
Lørdag den 24. november.
Der er præcis en måned til jul, og da vi går lidt omkring i kvarteret ved stranden, ser vi da også et dansk skilt, som tilbyder flæskesteg, rødkål og brun sovs formedelst 60 kr. Dagen er til fuldstændig fri afbenyttelse under solen eller i skyggen, i vandet eller på land, men om aftenen skal vi være med til den landsdækkende fest til ære for flodguden, som skal sikre tilstrækkelig regn til en god høst. Festen afholdes en gang om året på aftenen for den sidste fuldmåne og hedder Loy Krathong. Vi sidder omkring tre hundrede mennesker på hotellets græsplæne, hvor der er opstillet en stor – stor buffet med talrige retter, som man kan nå at smage og mange andre, som man må opgive, da mætheden indtræder. Der er optræden på scenen med musik og thaidans, og efter spisning går vi til swimmingpoolen med de små sivbåde med lys og røgelsespinde, vi har købt i dagens løb og som nu bliver sendt af sted ud på vandet. Denne ceremoni foregår over hele Thailand og er mere end 700 år gammel.
Bagefter lader jeg mig sammen med fem andre lokke op på scenen, hvor vi til musikken går omkring stole, som er en i undertal, og så gælder det altså bare om at få en plads og ikke være den, der bliver stående, når musikken ophører. Jeg er så høflig, så jeg kun bliver nummer fire og får en lille taske som belønning. Aftenen slutter med et stort fyrværkeri på stranden, hvor der også sælges nogle mindre stofcylindere, med en lille brændende fakkel, hvis varme får dem til at stige til vejrs og forsvinde op i tropenatten.
Søndag den 25. november.
Vi nusser omkring med vores forskellige små gøremål såsom at komme i poolen og til massage, og hen under aften tager vi en såkaldt grisebil, en lille lastvogn med sæder som fungerer som taxa, og kører ind til Walking Street i Pattaya, som efterhånden er en storby, der er vokset sammen med Jomtien og går for at være Thailands frækkeste by. På en af de mange indbydende fiskerestauranter få vi indbagte tigerrejser, krabbesalat og hummer, som er meget let tilgængelig. Det er et måltid, som er ligeså uforligneligt som resten af tilbudene i denne gade. Rockmusikken dundrer øredøvende for at konkurrere med opmærksomheden fra de endeløse neonreklamer og forretninger og boder, som byder på alt. Men mærkevaren er et kødmarked, hvor man sælger sig selv og køber hinanden. Op ad en trappe ud til gaden udstiller et dusin piger sig til frit valg. Jeg føler det befriende at slippe ud af dette voldtag og gungre af sted i en bil på vej hjem til en seng ved siden af min egen kone.
Mandag den 26. november.
Her i de sidste to dage har jeg troet at have en aftale med en negledame, men i dag lykkedes det. Jeg får ordnet negle på fødder og hænder for en luksuspris på 60 kr., uden at det udretter de store mirakler. Ifølge den del af konversationen, som jeg kan forstå, er muslimerne i Thailand en ligeså stor en plage, som man føler mange andre steder i verden.
Kl. et bliver vi afhentet af en minibus, som kører vidt omkring i Pattaya for at samle andre op, inden vi ender ude i elefantlandsbyen. Her fodrer vi snart efter de store selvsikre dyr med indkøbte bananklaser, og derpå deltager Charlotte sammen med de selvsikre i en tur ned i badesøen. Oppe på land igen, får alle muligheden for en tur, hvor man skal sidde helt oppe på nakken af elefanten, fordi lige bagved ruller skulderbladene, når den vandrer. Hermed går et af mine store ønsker i opfyldelse. Herefter viser de os deres kunster, medens de indimellem går rundt mellem vores stolesæder og lader snabelen undersøge, om vi skulle have gemt nogle godbidder. De bliver op til firs år gamle og er fuldt udvoksede, når de er 25 år. De spiser seksten timer om dagen de 250 kg, de skal have indenbords. De bader fire timer og sover fire timer. De drikker 200 liter vand og tisser de 100 ud igen, og man bruger stort set kun hunelefanter, fordi hanelefanterne er i brunst halvdelen af året og i den periode helt utilregnelige og aggressive. Jeg fik ikke spurgt om prisen, men vi ved fra Indien, at et dyr koster ca. 80.000 kr eller ligeså meget som en mindre bil. De kan gå ned i knæ og bøje både for – og bagben, så de danner en trappe, man kan stige op på og tage et ordentligt skræv og komme op på nakken, mens man har fat i overkanten af dens øre.
Med noget uforglemmeligt i rygsækken kører vi tilbage gennem byen, som faldbyder alt, til vores rolige terrasse, hvor vi nyder en øl, inden vi opsøger et spisested. Det finder vi nede for enden af vores korte gade ved strandpromenaden, hvor stegte tigerrejer mætter så godt, at man har lyst til at komme i seng.
Tirsdag den 27. november.
I aften kl. 19 bliver vi hentet ved hotellet for at køre den to timer lange vej til Bangkok lufthavn, hvorfra vi skal afgå til København kl. 00.50. Vi bruger dagen på småtterier, og for lidt ekstra betaling kan vi have værelserne indtil kl. 17.00. Inden afrejsen tanker vi op med et godt måltid mad.
I lufthavnen kan man med lidt held finde frem til det enlige rygerum, som ligger lidt mere afsides i kælderetagen. På den måde går ventetiden, flyet letter, og der serveres pandestegt kotelet med grønne peberkorn i brun sauce, ristede kartofler og smørstegte gulerødder sammen med aperitif, rødvin og cognac til kaffen. Alt dette tilsammen med en lang og varm dag gør, at jeg for første gang nogensinde kan sove i en flyvemaskine, og derfor er hjemturen ingen sag.