Anders`
60-års-fødselsdagsrejse til Rom
.
Vi
er nået frem til fødslen; men det har været en lang svangreperiode. Vi har
været omkring Egypten og Kina, men er stoppet ved Rom. Nettet er blevet besøgt,
og vi har fundet flybilletter til en passende pris og langt om længe et hotel,
som lå så centralt, at det passede vores ønsker. Billetterne blev bestilt, og
alt er nu på plads.
Årsagen
til alle overvejelserne er, at jeg, Anders, bliver 60 år, og i den anledning
har vi besluttet, at vi vil på en rejse med vores to drenge og deres kærester
og udnytte de muligheder, som vi har, når der endnu ikke er småbørn. Der er
blevet læst på lektien og lagt et program for hver dag, sådan at vi ikke
drukner i muligheder og beslutninger. Vi har lidt problemer med det kulinariske,
som ikke er uvæsentligt, men vi sender en mail til den mangeårige
top-journalist ved Jyllands-Posten, Per Nyholm, og han er så imødekommende, at han
svarer med syv udvalgte spisesteder i Rom.
Lørdag den 11
marts 2006.
kl. 14.20 (kun tyve
minutter forsinket) henter Henrik og Christina
os på Spicavej, efter at vi kort forinden har afleveret hundene til Agnete og
Klaus, som Gud ske lov tilbød at passe dem som alternativ til en kennel.
Godt
tre timer senere kommer vi til Lyngby, og bliver modtaget af mørbradbøf og
rødvin, og så for resten også Rikke og Christian.
Søndag den 12.
marts.
Op
kl. 5.30 for 6.30 holder der en stor taxa uden for Porsevænget parat til at
transportere os til lufthavnen, hvor der er seneste check-in kl. 8.30. Flyveturen
er flot med udsigt over Alperne og siden hen det norditalienske landskab. Maden
er ikke noget at skrive hjem om, for der er ingen gratis forplejning
Vi
har forladt minus 5 grader og kold vind og træder nu ud i tretten grader og
solskin; vi og foråret er kommet til Rom klokken 11.05.
Hjemmefra
har vi arrangeret afhentning i lufthavnen, og derfor møder vi en dame med et
skilt, hvorpå der står THOMSEN, og snart efter er vi på vej ind ad motorvejen mod
vores hotel.
Cesari. Det har været hotel siden 1787 og blev meget besøgt
af den verdensberømte forfatter Stendahl (Hoffet i Parma) og er beliggende i
hjertet af Rom, fem minutters gang fra Trevifontænen på den ene side og Pantheon
på den anden side. Gammeldags og hyggeligt, men der er alle moderne
faciliteter, inkl. hårtørrer.
En
hurtig kop kaffe på værelset og et stykke pizza på en solbeskinnet trappe. Og
så er vi på vej, for vi skal ud at zappe i Rom. Vi går over imod Peters Kirken
og passerer Castel Sant`. Angelo (Engelsborg). Vi kommer til Peters Pladsen og
ville egentlig have været en tur ind i kirken, men der er i hvert fald 500 meters kø denne
søndag eftermiddag. Så vi vender om, krydser Tiberen endnu engang, fanges af
den dejlige Via Giulia og ender på Piazza Navona for at få en forfriskning. Alt
forløber vellykket bortset fra, at Rikke bestiller en cappuccino og på
tjenerens forespørgsel svarer, at det skal være med varm mælk. Han hører kun
det sidste og serverer det ønskede.
I
Rom er kvartererne forskellige, men de enkelte gader er vidt forskellige
– rundt om hjørnet og i et nu er kulisserne ændrede, og en helt ny atmosfære
åbenbarer sig. Selv i de mindste gyder er der kørende trafik, som nok
forstyrrer, men på den anden side understreger den levende by.
Om
aftenen besøger vi Per Nyholms faste spisested, La Porta del Colloseo,
beliggende lige over for Forum Romanum. Vi er seks personer og et yderst
kompliceret spisekort, så der går helt ged i det, indtil vi overbringer værten
vore hilsener fra anbefaleren. Senor Cleto skærer igennem, og kort tid efter
har vi et yderst spændende fiskebord arrangeret foran os, inkl. østers; en
grænseoverskridende udfordring, som Christina
og Rikke klarer med bravour. Imellem to dampende muslinger ankommer en guitar,
som i en duo med værten skaber en stemning af Bella Notra.
På
vejen hjem klokken lidt i ti dropper vi – 100 meter fra vores senge
– ind i San Ignazio di Loyola, hvor der er en smuk kirkekoncert.
Alt
har været perfekt.
Mandag den 13.
marts.
Vi
er oppe kl. 8.30 og kommer ned til et morgenbord, som har alt, hvad hjertet kan
begære, meget mere end vi havde forestillet os, og derfor trækker måltidet lidt
ud. Vi skulle være på farten kl. ni, men kommer først af sted et kvarter
senere, idet Christian skal bruge ti minutter på at brokke sig over, at vi er
kommet fem minutter for sent!
Ud
på Corsoen og til venstre, og kort efter er vi på Piazza del Poppolo, hvis
superelipseformede plads er den hovedindgangen til Rom. Her oplever vi det imponerende
syn, der mødte de valfartende fra nord, når de nåede frem til Den evige Stad.
Porta del Poppolo udstråler storhed og magt. Gennem portåbningen ser man på
midten af pladsen en obelisk og bag den barok tvillingekirker fra 1670. Det
fortælles, at Holberg på sin rejse til Rom følte sig sløj, men efter dette syn
var helbredt. Til venstre for indgangen ligger Santa Maria del Poppolo, en
renæssancekirke med pragtfulde kapeller. Chigi-kapellet har Rafael som arkitekt
og er udsmykket af Bernini bl.a. med en mosaik af det knælende skelet nedfældet
i gulvet. Cerasi-kapellet til venstre for højalteret rummer to mestermalerier
af Caravaggio, tidlig barok-stil.
Ude
i solskinnet begiver vi os tilbage op igennem Pincio-parken, som har været
rekreativt område siden oldtiden og i sin nuværende udformning er anlagt af
kejser Napoleons foretrukne arkitekt omkring år 1800. Vi nyder udsigten ud over
Rom, som forårslyset denne formiddag får til at se fortryllende ud i al sin
mangfoldighed kronet af kuplen over Peters Kirken. Lidt længere fremme passerer
vi Villa Medici, som er en imponerende bygning; rolig og ren renæssance, og som
har været hovedsæde for den magtfulde Medici. familie.
På
Den spanske Trappe fra 1720 og i rokoko mærker vi, at det er uden for sæsonen.
Der er ikke flere mennesker, end at man ligefrem kan bevæge sig, og de
lommetyve og fidusmagere, som vi spotter, virker hektiske og sultne i deres
egoistiske jagt på at forårsage skade på andre mennesker. Sikken et moralsk
opstød.
Neden
for trappen fortsætter vi ligeud ad Via Condotti, hvor Roms i øjeblikket fornemste
modeforretninger har sat hinanden stævne. Der er mange meget elegante ting, men
hverken prisen eller elegancen ville passe ind i vores Århus-hverdag. Vi finder
en fortovscafe`, men beholder frakkerne på, inden vi krydser tilbage og over
til Piazza della Republica, som er anlagt oven på og følger formen af kejser Diokletians
bade. Pladsen, som vi ser den, stammer fra slutningen af det 18. århundrede og
blev anlagt som en markering af, at Italien var blevet forenet med Rom som
hovedstad. Naturligvis er der en fontæne, og da den blev afsløret i 1901 vakte
det stor skandale, at den var prydet med fire meget yppige nøgne bronzenymfer.
Lidt
derfra får vi under et halvtag lidt frokost i form af sandwich med knasende
dejligt italiensk brød.
Ti
minutter senere er vi på Via Veneto nr. 27, nærmere bestemt Santa Maria della
Concezione, som i sin krypt rummer en illustration af døden i form af 4000
skeletter. I den dæmpede belysning går man ad en gang og passerer flere kapeller
udsmykkede med kranier, knogler og ben, som dekorativt er bygget op omkring
skeletter iført munkekutter og til siderne hvilende munkemumier. Der er mere
mellem himmel og jord end nogle andre steder!:) Ved udgangen bliver man bragt
tilbage til virkeligheden med følgende oplysning: ”Det, som du er, var vi en
gang. Det, som vi er, bliver du en gang”.
Santa
Maria della Vittoria er en barokkirke fra 1610. Udsmykningen er overdådig, men
højdepunktet er Cornaro-slægtens kapel med et pragtstykke af Bernini: Skt.
Teresas henrykkelse, som skildrer en nonnes stærkt sensuelle følelser under en
drøm, hvis nærmere indhold som følge af pli ikke er beskrevet.
Vi
får en ”puster” på vores hyggelige hotelværelser, førend vi ti minutter nede ad
Corsoen på Via della Croce finder endnu et af de anbefalede spisesteder, Trattoria
Otello alla Concordia. Pastaplader viklet omkring krydret kalvefars lægger en
god bund, og den – altså bunden – er næsten ved at gå ud, da vi lægger yderligere
kalvekød oveni enten som frikasse` eller skært.
Både
dagen og vi er brugt op.
Tirsdag den 14.
marts.
Det
er 60 – års fødselsdag, og jeg bliver mødt med et morgenbord med pakker og
breve og blomster og føler mig både værdsat og begavet..
Klokken
9.30 entrer vi Forum Romanum, som med sine tusindtallige fragmenter fra
oldtiden er en udfordring for fantasien. Vi går omkring i det lune solskin for
at danne os billeder, men det er svært.
Hist
og her er der fine detaljerede og fortællende billedrelieffer. Andre steder er
der monumentale bygningsrester med enorme kupler og buer. Vi fortsætter op på
Palatinerhøjen, som denne dag er præget af rod, manglende skiltning og
afspærringer, men antikt er det. Vi tanker drikkevarer ved et fortovssalg og
krydser gaden over til Colosseum, hvor vi indtager en træstub og forfrisker os
med udsigt til et af verdens klenodier. Colosseum er opført under Kejser
Vespasian i år 270 e. Kr., er 48
meter højt og har siddepladser til 50.000 tilskuere.
Meget af det er så velbevaret, at man får et godt indtryk af Roms storhed, men
på den anden side kribler det i én for at få det fuldstændigt genopbygget.
Vi
finder en pizza bag ved Colosseum og rundt om hjørnet.
San
Clemente er tre kirker, som er bygget ovenpå hinanden igennem tusinde år,
nemlig fra år 100 til år 1100, og så er der endda siden tilført nyklassisme fra
1700-tallet i form af indgangsfacaden, som fører til den øverste og nyeste
kirke fra 1108 med Roms fineste mosaikker med planter og fugle i loftet over
apsis. Etagen nedenunder rummer kirken fra 300–tallet, nylig restaureret med
talrige gange og siderum. På overgangen mellem den og nederste etage er
udgravet en romersk gyde, som kun er 80 cm. bred, og som stammer fra tiden før
kejser Nero, d.v.s. før 54 e. Kr.
Efter denne tur i historiens mystiske mørke
kommer vi op i solskinnet og sætter retning imod Roms domkirke, San Giovanni in
Laterano, hvor Roms biskop, Paven, holder andagt én gang om året. I sin
nuværende form stammer kirken fra 1657, hvor den geniale arkitekt Boromini fra
en bygning på sammenbruddets rand skabte et barokt rumhele med overrumplende panoramaer
med fantastiske lysindfald. Op gennem hovedskibet ser man det alter, hvorfra kun
Paven må celebrere, og som måske rummer hjerneskallerne fra Peter og Paulus. Vi
forlader kirken gennem hovedindgangen med de tons tunge bronzedøre, som stammer
fra Curiaen (det antikke Roms folketing) på Forum Romanum.
Henover
en solbeskinnet plads til bygningen, der rummer den hellige trappe på 28 trin, som
måske stammer fra Jerusalem, hvor Jesus besteg den på vej til domfældelsen hos
Pontius Pilatus. Trappen må ikke betrædes, og derfor ses pilgrimme på knæ på
vej op til kapellet, som er pavernes private. Vi er på katolikkernes helligste
sted i al sin enkelhed.
En
lige alle` kantet af platantræer, som i øjeblikket er bladløse, fører os op til
Santa Maria Maggiore, som nogle anser for at være den smukkeste kirke i Rom.
Det er barok, så det batter. Loftet er smykket med det første guld, som kom fra
Amerika, og gulvet fra 1100-tallet prydes af cosmatik, hvilket er mosaikker
uden motiver. På hver side af højalteret, som bæres af fire porfyr-søjler og
gemmer kirkens fornemme relikvie, evangelisten Matthæus` knogler, findes
enestående kapeller. Til højre ligger Pave Sixtus V begravet i marmor og
skønhed og modsat findes Capella Borgese, som er det mest luksuriøse i Rom.
Et
noget strengt program, men vi har kun tid til en kort slapper, inden vi skal
have slipset bundet og parfumerne på og til 60-års fødselsdagsmiddag i Taverna
Giullia meget tæt ved hovedbroen over til Peters Kirken. Charlotte får hurtigt
delagtiggjort tjeneren i dagens begivenhed. Det er ikke muligt at holde styr
på, hvad alle seks får at spise, men min forret er tre små stykker brød med
laks og trøffel efterfulgt af dejlig fisk med artiskokker. De andre slutter af
med dessert, mens tjeneren vimser lidt rundt og pludselig ankommer med en tallerken
dessert til mig prydet med et 60 års tal dannet af to tændte stearinlys.
En
dejlig og fuldt besat fødselsdag.
Onsdag den 15.
marts
Solskin
og på grænsen til det lune. Vi er på farten klokken ni, men vores to yngste piger
har allerede været i aktivitet i et par timer for at få det fulde udbytte af
morgenmaden.
Castel
Sant` Angelo nyder vi udefra, og dens flotte og lidt mystiske silhuet kommer
rigtigt til sin ret i morgenlyset. På tilbagevejen imod Piazza Navona
frekventerer vi en bank for at få slået hul på en 500 Euro-seddel, men i løbet
af tyve minutter er projektet druknet i
bureaukrati. Men det er Berninis ”Flodernes Fontæne” ikke. Det er et dramatisk
springvand, som sprudler kraftfuldt midt på Piazza Navona og som symboliserer
de store floder i de verdensdele, der var kendt den gang. Naboen, den dristige
konkave barokfacade på San Agnese in Agone udtænkt af Boromini, er desværre
næsten helt skjult af restaureringsstilladser.
Nogle hyggelige stræder længere
fremme, rundt om hjørnet, og så pludselig ligger Pantheon foran os: Den bedst
bevarede bygning fra oldtidens Rom (120 e. Kr). Oprindelig gudetempel, men nu
kristen kirke med et højalter, der hviler på 28 vognlæs knogler fra de kristne
i Katakomberne. En bygning i fuldstændig harmoni, hvor en cylinder kronet af en
kuppel deler den samlede højde med halvtreds procent til hver.
Nu
indtræder en krise! Da vi er på pladsen foran Pantheon og afgiver vores
bestilling til en formiddagsforfriskning, bliver vi gjort bekendt med, at der
denne dag ikke udskænkes eller sælges øl i Rom p.g.a. en UEFA - CUP fodboldkamp
mellem Roma og Middelsborugh fra England. Jeg afsøger det omliggende terræn, men
uden held. Således tørlagt for mit vedkommende fortsætter vi op til Il Gesu
kirken.
Jesuiterordenen opstod i slutningen af det 16.
århundrede og var i kraft af en suveræn uddannelse og viden i stand til at
påvirke magthaverne verden over. Dette er deres hovedkvarter og hvilken
manifestation af magt og pragt. I venstre tværskib finder vi ordenens indstifter
San Ignatus` grav, som er både pompøs og pragtfuld.
Gennem en diagonalgade og efter
et par heftige kryds er vi i løbet af få minutter fremme ved foden af trappen
op til Capitol. Efterhånden som man går op ad trappen, åbenbares Michelangelos
trefløjede renæssancepalads, hvor sidefløjene konvergerer mod hinanden og
omfavner en af verdens bedste rytterstatuer nemlig Marcus Aurelius. Pladsen
rummer på en gang intimitet, ro og storhed. Bedre fås det ikke.
Vi
krydser bag om og kommer ned til Trajans Markeder, hvor vi får forsyninger i
form af pizzastykker, og hvor det lykkes mig omkring et hjørne at købe en øl
ledsaget af en anbefaling om diskretion i dagens anledning. Vi nyder frokosten
på et stort trappetrin i den efterhånden varme middagssol.
Markedet
er bygget omkring 100 år e.kr. og var datidens indkøbscenter i flere etager med
kontorer og forretninger. I øjeblikket er en stor del aflukket p. g. a.
restaurering, men vi får trods dette løftet endnu en flig for, hvordan man
levede for 2000 år siden.
Verdens
mest kendte springvand er Trevi Fontænen, opført i 1762 efter tegninger af en i
øvrigt ubetydelig arkitekt. Barokkens sidste trut i trompeten, men sikke en
fanfare. Fontænens frodige former fik et overflødigt tilskud, da
skuespillerinden Anita Ekberg i forbindelse med en filmoptagelse supplerede dem
med sine svulmende kurver. Vulgært kan også være fængslende, og det ser vi og
rigtig mange andre her. Kaskaderne af vand kommer direkte fra en af Roms akvædukter,
som har fungeret siden år 19 e. kr.
Ryg
mod ryg til vores hotel slutter vi dagen. Kirken San Ignasio Loyola, hvor vi på
vores første dag om aftenen hørte koncert, stammer fra 1650 og er den
overdådigst udsmykkede i Rom og en hyldest til stifteren af Jesuiterordenen
Ignazio Loyola. Interiøret skyldes den geniale maler Andrea Pozzo, som på de
flade lofter har skabt dels en illusion om en himmel bemandet med Gud, Jesus og
Ignazio, som strækker sig en km. ud i det blå, og dels en kuppel, hvor
synsbedraget også er fuldkomment. Pave Gregor XV ligger begravet her under et
overdådigt monument skabt af seks kostbare stenarter og garneret med bronze og
forgyldninger.
Det
var kirken, men udenfor i eftermiddagens sol venter en henrivende rokoko-plads
med tre små paladser, som omgiver kirken.
Om
aftenen fører Henrik os sikkert igennem smågaderne hen til Il Polentino i
Trastevere. Kort før vores mål møder vi en ældre italiensk herre – muligvis subsistensløs
-, som har boet nogle år i Danmark og som mener, at han er kunstner. Vi får en
temmelig varm og meget kammeratlig samtale om noget volapyk og slipper langt om
længe ud af omfavnelsen.
Restauranten
er som alle de andre særdeles velbesøgt og hyggelig. Min forret af
appetitvækkere fra havet er rigelig skarp. Derefter får jeg lam ledsaget af en
noget tam spinat.
På
vejen hjem mister jeg styringen, og derfor ender vi under parasoller mellem
gasopvarmere på Piazza Navona, hvor der som ved et trylleslag pludselig både
serveres øl og avancerede drinks til ni Euro stykket. Vi kan alle sammen finde
vej hjem.
Torsdag den 16.
marts.
Synet
af de enorme køer uden for Peters Kirken har fået os til at stå tidligt op, og
kl. 8.15 er vi fremme og i løbet af fem minutter inde i dette verdenscentrum.
Kirkens stolthed og varemærke er
Michelangelos renæssance-kuppel, som er fra 1572, og under denne kuppel ligger verdens
største kirke. Den er kolossal. Det indvendige domineres af Berninis tyve meter
høje baldakin båret af fire søjler lavet af kobber, som stammer fra Pantheons
tag. Bag denne manifestation rejser højaltret sig i al sin pragt, og der er
ikke sparet på noget. I sidekapellerne langs hovedskibet ligger paverne
begravet under monumenter, som på alle måder forsøger at udødeliggøre dem. Tre
ting skiller sig ud: Umiddelbart til venstre for indgangen er Kejser Hadrians
sarkofag transporteret fra Castel Sant` Angelo til Peters Kirken, hvor den nu
tjener som døbefond. Den har gjort den sjældne tur fra død til dåb.
Marmorstatuen af San Peter på højre hånd, førend man kommer til baldakinen er
det andet bemærkelsesværdige. Den er så elsket, at foden næsten er slidt bort af
alle de katolikker, som skal røre ved den. Og så lysende hvid marmor, der
udstråler ynde, fromhed og betagende skønhed: Michelangelos verdensberømte
Pieta`.
Da vi kommer ud er regnen taget
til over Peters Pladsen med Berninis imponerende kolonnade fra 1660, som
omfavner pladsen med den centrale obelisk, som på sin top bærer en kugle med en
splint fra Kristi kors.
Vi krydser os igennem vandpytter
og omkring nogle hjørner til Det sixtinske Kapel. Det troede vi i hvert fald. Men
der er en kø på ca. 1½ time i regnvejr, så derfor ændrer vi kurs til en lille
bar, hvor vi kan få varmen.
Under paraplyer passerer vi Villa
Farnesina, som er en fuldendt renæssance-rigmandsvilla fra 1508, men som
desværre også er fuldstændigt dækket af stilladser.
Vi har forladt det magtsøgende,
selvhævdende Rom og kommer gennem Porta Settimiani (renæssance) ind i
Trastevere, som er den mest maleriske del af byen. I dag er det den hotteste
del af Rom. En kryds og tværs af middelalderlige gader, der bugner af alt til hverdagens behov og behag. Kvarterets
samlingspunkt er Santa Maria in Trastevera fra 1100-tallet, som i sammenligning
med de kirker, vi har set, er både flot og hyggelig. Facaden prydes af en
mosaik, hvor Jomfru Maria ammer Jesus, mens ti kvinder tilbyder hende lys fra
deres olielamper. Tilbage gennem pytterne finder vi en veloverdækket
fortovsrestaurant med gasvarme, hvor vi nyder vores frokost. Jeg får asparges
med skaldyr og deler bagefter en artiskokpizza med Charlotte.
Palazzo Farnese ligger på den
anden side af Tiberen. Det er fra 1550 og måske verdens smukkeste renæssance-palads
fra 1550. Michelangelo var chefarkitekt, og siden 1635 har det været fransk
ambassade. Herfra fører Via Giulia hjemad. Denne dejlige gade er i 1500-tallet
anlagt af Bramante og er kantet af århundrede år gamle renæssance bygninger.
Om aftenen gæster vi La Taverna degli Amici, som
ligger i en lille ubetydelig krog tæt ved Capitol. Fuldstændig fyldt og lidt
dyr, men rigtig god mad. De fleste af os får skinke med dejlig krydret sauce a
la italiensk.
Jeg er træt og skal hjem og
diktere lidt og have min ”godnat-øl”. De andre går ned til Pantheon for at få
en drink. Ikke så værst.. De nød bl.a. at lytte til et par dygtige
tværfløjtespillere.
Fredag den 17. marts
Vi er tidligt oppe for vi har
tænkt os at snyde køen ved Det sixtinske Kapel, og derfor er vi af sted kl.
8.15. Men vi får både en lang næse og en lang kø, som allerede er på over en
time. Vejret er godt, så vi står det igennem. Vort mål er Kapellet, og efter
ca. tyve minutters kamp med menneskemasserne står vi overfor nogle af
historiens i alle måder største malerier. Der er fuldt hus, men Michelangelos
Dommedag hæver sig over alt og alle. I blå og brune farvetoner skildrer han en ubarmhjertig
Jesus, som skiller de gode fra de onde. Har man ikke fået nok, kan blikket
glide op på loftet, hvor han 20 år tidligere har skildret store dele af Det
gamle Testamente. Vi har malerierne meget flottere og tættere på i vores bøger,
men det er noget særligt at være på stedet og se originalen. Vi finder aldrig ophavsstedet
til røgen i forbindelse med Pavevalgene.
Vi krydser tilbage gennem Verdens
største kunstsamling indrettet i de tidligere pavepaladser. På vejen fanger mit
blik et lille halvtreds centimeter højt forstudium af Bernini. Det er vist
længe siden, det har været på auktion. Udgangen er den imponerende spiralsnoede
trappe, som stammer fra 1932.
Solen peger direkte på en
fortovscafe` lige overfor. Efter optankningen fordeler vi os, og Charlotte og
jeg går ned og køber en lille etruskisk krukke på et metalstativ, som er en
genskabelse af et oldtidsfund.
Lidt frokost på Piazza del
Poppolo, hvor vi går omkring og venter på at kirken, Santa Maria del Poppolo,
skal åbne kl. 16, således at jeg kan få suppleret med de sidste postkort til
scrapbogen.
- Og en Madonnafigur skal vi have
med hjem! Den finder vi ved siden af Il Gesu i en specialforretning for kirker,
hvor der også er messehageler, alterkander o.s.v. Fyrre centimeter yndigt
marmor. Den er de slidte ben værd.
Vi samles atter alle seks. Solen
er gået ned, og det er blevet mørkt. Vi begiver os på vej til aftensmad hos da
Romolo i via Fosse di Castello, som er den sidste af Per Nyholms anbefalinger,
og som ligger på den modsatte Tiberbred lige ved siden af Castel San Angelo.
Broerne og Peters Kirken er pragtfuldt oplyst, stemningen uforglemmelig.
Rigtig god mad. Jeg får
kalveschnitzel al la bolognese.
På hjemvejen nyder familien en
drink på Piazza Rotonda, foran Pantheon, mens jeg er brugt og går lige hjem for
at indhente lidt af min forsømte dagbog.
Lørdag den 18. marts.
Hjemtur. Solen skinner over vores
afrejse. Alt forløber perfekt. Afgang lidt over kl. 12 og ankomst til Kastrup
kl. 15. Vi får de tre kameraers billeder brændt over på cd hos Rikke og Christian,
mens vi nyder en kop kaffe. Der skal sorteres meget kraftigt i de godt 800
billeder. I Århus sætter Christina
og Henrik os af på Saturnvej, hvor vi samler hundene op og spadserer hjem i
deres glade og kærlige selskab. Imens har de unge købt pizzaer, og således
sætter vi herhjemme et italiensk punktum for en rigtig dejlig rejse.
Hvis alle de indtryk og
oplevelser, som vi har fået med hjem skulle have været i vores kufferter, ville
det være blevet rigtig dyrt i overvægt.
SLUT.