Vores rejse på Silkevejen

                      8. september – 28. september 2010

                    Fra Samarkand til Beijing  med Viktors farmor

                 Onsdag den 8. september 2010.

                      Vækkeuret ringer kl. 5.30. Dagene forinden har vi brugt til at bygge glæden og spændingen op og arrangeret og pakket med hånd og tanke. Hundene er afleveret. Det er så tidligt om morgenen, at ikke engang Kargo, vores papegøje, kommer med sit sædvanlige ”god morgen”.

Kl. 6.30 linje 10 ind til banegården og derfra et direkte hurtigt nonstop-tog til København og videre til Kastrup. Vi kommer dog til at hænge efter et godstog og snegler os af sted – op til 25 minutters forsinkelse, mens vi nyder en morgenkomplet til 50 kroner, som består af rundstykke, ost, juice og kaffe.

                      Vores utilsigtede sene fremmøde har vagt nogen bekymring hos rejselederen, som har spejdet efter os i Kastrup, men nu går tingene i orden, fulgt af en forholdsvis let ind-chekning. Vi køber den sædvanlige Fernet Branca og får et glas øl til overpris, mens vi venter på afgang med Turkish Airlines til Istanbul, som er forsinket med en time.

                      Endelig letter vi, og der serveres dejlig grillkylling med grøntsager og ris.

                      I Istanbul lufthavn er der trængsel af mennesker og røg på det eneste sted, hvor man må få sig en cigaret.

                      Herefter er der små fire timers flyvning mod øst, ind i natten til Taskent. Denne gang får vi en tyrkisk krydret hakkebøf med ratatouille og ris. Ankomst klokken lidt over et om natten. Lufthavnen i Taskent er frygtet for sin omstændelighed, men det går egentlig ganske godt, indtil vi skal have vores bagage. Der er der en times forsinkelse, formodentlig på grund af jagten på den vanlige smugling af narkotika, så klokken er over tre, førend vi er fremme ved hotellet. Der er overraskende, at her såvel som i lufthavnen er der tilsyneladende ikke forskel på dag og nat. Det hele kører med masser af mennesker.

                      Dejligt rummeligt og velindrettet værelse. Vi skal lige komme ned på jorden i bogstaveligste forstand, og derfor er klokken halv fem førend vi lægger os til at sove.

                 Torsdag den 9. september 2010

                      Datoen er jo allerede begyndt i det, jeg tidligere har berettet, men nu begynder en ny dag, hvor programmet er skubbet til at begynde kl. 10.30 p. g. a. det sene ankomsttidspunkt.

                      Morgenmaden er fortræffelig med alt, hvad hjertet kan begære.

                      Vi er tretten mennesker, der skal være sammen de næste tre uger, og det begynder vi med i vores minibus denne formiddag på vej ud i byen med to mill indbyggere, hvor vi skal frem til Centralasiens største samling af moskeer, koranskoler og mausoleer, Khan Imam. Bygningerne er for det meste af nyere dato, og de sidste er ikke mere end syv år gamle. Usbekistans historie er skrevet i monumenter, for der har aldrig været nogen stor billedkunst eller litteratur. Men man manglede noget fra de sidste ca. 100 år og besluttede derfor at indkalde landets største arkitekter og kunstnere til at opføre dette billede af nationens evner. Dette monument var en balanceakt, for dels ønskede man ikke, at Islam vandt magten over staten, men på den anden side ville man gerne tækkes den betydelige del af befolkningen, som er religiøs. Muhammed skabte en verdensreligion, da han omkring år 700 modtog åbenbaringer fra Allah igennem ærkeenglen Gabriel og med karisma og de sædvanlige magtmidler gjorde disse til sandheder. De fleste af hans medarbejdere genfortalte budskaberne vidt og bredt, men Osman skrev dem som den eneste ned i det, der i dag er Koranen. Modstandere af den nye magt dræbte ham midt under arbejdet, og dermed sluttede hans liv og Koranen. Pergamentsiderne i den tykke bog ligger i dag opslået her med blodstriber, som stammer fra hans endeligt, på siderne.

                      I nihundredetallet invaderede tyrkerne Usbekistan, og dermed fik Islam et fodfæste. Man fik sin første imam ved navn Hazrat. Hans mausoleum besøger vi som det første, hvorefter vi går omkring i anlægget og kommer ind i en smukt restaureret madrasahs skolegård, hvor kunsthåndværkere og især træskærere er i gang med deres arbejde og udstiller resultaterne.

                      Som det sidste besøger vi Fredagsmoskeen, som er flankeret af to halvfjerds meter høje minareter, og som indendørs kan rumme syv tusinde mennesker. Anlægget er meget velholdt. Bygningerne er smukke og rolige, og der er overhovedet ingen overraskelser. Man kan ikke se, om bygningerne er opført for tusind år siden eller i dag. Det er måske meget kendetegnende for den muslimske verden.  

                      Frokost på en restaurant, der ligger ned til Ankhorkanalen. Toiletdamen er meget utilfreds med, at vi endnu ikke har fået vekslet til drikkepenge. Mens jeg tager en cigaret ved vandløbet kommer en tjener med en meget ulækker spand vand og tømmer den som vanligt.

                      Derpå tager vi til det, der hedder bazaren, men som efterhånden mere og mere ligner et supermarked. Der er stadig originale og særprægede ting at se, men det er tydeligt at tendensen gå i retning af det, vi kender alt for godt hjemmefra. Her er slet ikke det enestående kaos, som vi har oplevet i Indien og mest forførende i Egypten.  

                      Om aftenen spiser vi udendørs i mørket under kulørte lamper. Maden er dejlig. Først får vi nogle grøntsagssalater og derpå det, som de kalder en kyllingekotelet. Det siger lidt om Usbekistans lidt uprofessionelle holdning til turister, at de kun har en flaske rødvin til et selskab på tretten.

                 Fredag den 10. september 2010.

                      Ud af sengen klokken 4.30. Kokken er endnu ikke stået op, så de lune retter udgøres af kogte æg fra aftenen forinden. Vi skal med flyet klokken 7.30 en times tid til Bukkara.

                      Først på formiddagen ser vi Ismael Samanis Mausoleum fra begyndelsen af det tiende århundrede. Byen var ødelagt af krig, da Ismael efter ønske fra sin broder, der havde overherredømmet, ankom for at rette op. Han medbragte og udbredte Islam, hjalp de fattige og var en dygtig hærfører. Hans eftermæle er ligeså smukt som det terningeformede mausoleum med sider på elleve meter, bygget af mursten med så dybe fuger, at deres skygge får farverne til at skifte med solens retning.

                       Nogle hundrede skridt derfra rejser Arkens skrånende mure sig, så man må lægge hovedet bagover. Siden historiens begyndelse har her ligget en borg. Byggesjusk og krige har ødelagt talrige af forgængerne, indtil mongolerne i det tolvte århundrede som sædvanligt ryddede alt på deres vej.

                      Endelig i 1500- tallet begyndte borgen at finde sit nuværende udseende og blev beboet af emiren med familie og ministre, harem, soldater og slaver, i alt tre tusinde mennesker.

                      I 1920 ødelagde bolsjevikkerne under deres erobringstogt firs procent af borgen, og resterne blev af propagandaen henlagt som lidt lokalhistorie.

                      Indgangen er flankeret af to minareter og overdækket af en balkon. Herfra går man forbi den frygtede fangekælder med tremmeloft, så hestene ovenover kunne klatte ned på synderne, og kommer op ad en letsnoet stenrampe til tronsalen, hvor emiren holdt møder med sine embedsmænd og modtog gæster. En mur på tværs lige inden for indgangen beskyttede mod forbipasserendes nysgerrige blikke og var en hjælp til at orientere sig for de besøgende, når de bukkende med ryggen til skulle finde ud.

                      Øverst når vi frem til alt godt for turister i en rodebutik, som er indrettet på den balkon, hvorfra emiren skuede ud over sine forsamlede undersåtter på pladsen nedenfor, og udvalgte haremskvinder kunne følge med i skjul bag de tilgitrede vinduer.

                      Frokost med det sædvanlige ved kanten af Nyab-i-Haoz-bassinet fra 1620, som var byens største vandreservoir og er omkranset af 500 år gamle træer. Nadir Givanbegi - madrasahen spejler sin fantastiske mosaikfacade i vandet. Den blev opført i 1630 med henblik på at være karavanserai, men bygherren fik sig en lang næse, for p.g.a. skønheden beordrede imamen, at den i stedet skulle være koranskole.

                      Hotellerne hed karavanserai. Her kunne kamelerne være i en gård omgivet af svalegange med lave døre ind til små værelser.

                      Bazarer med hvert sit speciale lå spredt i byen. I en korsformet arkade med hvælvet loft lå engang værksteder og forretninger side om side. I dag er det meste plastret til med forloren souvenirer, men i karavanernes tid var de omgivet af et kaos af kameler med faretruende overvægt, skrydende æsler foran tohjulede ladvogne og et mylder af fremmedartede mennesker fra øst og vest.

                      Kalon-minareten er Bukaras` vartegn og er bygget i 1127 på ruinerne af tidligere mislykkede forsøg. Fundamentet nede i jorden er tretten meter dybt og stod for sig selv i to år uden at rokke sig, hvorefter arkitekten kunne erklærede, at det var solidt. Og det kom til at passe, for siden har overbygningen på 48 meter, som var verdens højeste, overlevet alt. Djengis Khan blev på sit togt hertil så imponeret, at han for en gang skyld undlod at beordre ødelæggelse, og de skrammer, som bolsjevikkernes bombardementer i 1920 medførte, er udbedrede. Fra toppen af minareten blev der kaldt til bøn, men med lys i var den også en lanterne for karavanerne om natten, og hvis fjender nærmede sig, kunne de ses på lang afstand.

                      Den oprindelige Kalon-moske blev jævnet med jorden af Djenkis Khan i 1219, for han troede, at det var sultanens palads. Dagens udgave påbegyndtes i 1541 og er siden restaureret, sidst i 1970.

                      Moskeen er ikke overdækket og kan rumme ti tusinde mennesker, hvilket var størrelsen af den mandlige befolkning på den tid.

                      Den tilhørende Nir-i-Rab madrassa var gennem århundreder den førende koran skole i Bukarah. I 1535 solgte en velhaver sin andel i 3000 slaver persiske slaver med en sådan fortjeneste, at det må have tynget hans samvittighed, for umiddelbart efter, finansierede han opførelsen af skolen lige over for moskeen. Her modtager 120 elever en femårig uddannelse i teologi med henblik på med tiden at blive imamer. Men skolens regler er så strenge, at de kun må sove en nat om ugen derhjemme, og al øvrig kontakt med familien foregår gennem et gittervindue. Da vi smugkikker ind i lærdommens højborg, har de synlige travlt med at spille bordtennis i den blomstrende gård mellem de toetagers længer med døre ind til cellerne. Disse kostskoler forsvinder efterhånden, for de er dyre og passer ikke med nutidig livsførelse.

                      Om aftenen kører vi til spisning og standser overraskede i en sort og øde gade uden for en afvisende mur med en slidt port, der åbner sig og fører ind til en stilfuld og fredfyldt gård i endnu en tidligere madrasah. Maden er den sædvanlige: Marinerede grøntsager, suppe, og til hovedret ruskomsnusk.

                 Lørdag den 11. september.

                      Selvom vi først skulle af sted kl. 10, var vi ved at komme for sent, for søvnen havde godt fat i os. Efter en halv times kørsel kommer vi til Nakshbandis helligdom. Han er fra 1300-tallet, grundlagde en af Islams retninger og ligger begravet under en stor muret kasse i en åben gård med et par træer, nogle trin her og der og et bassin omkranset af et galleri og et mylder af tilbedere. Det hele er garneret af flere moskeer, hvor følelserne kan få yderligere luft.

                      Vi sveder med 25-30 grader og døjer med manglende søvn og oprørske maver, da vi snart efter begiver os ind i Emirens sommerpalads, som russerne i 1911 byggede som en betryggende og afsidesliggende retrætebolig til en falden magthaver. Det er en trelænget afskallet billigudgave af en blanding af europæisk og asiatisk arkitektur, som rummer nogle intetsigende værelser, hvis pragt på trods af en bronzelysekrone på 500 kg befinder sig i bunden af 4. div. sammen med udstillinger af alting og ingenting. Vi får frokost på hotellet uden at kunne tilføje yderligere.

                      Eftermiddagen er på egen hånd, men ikke for os. Vi vil gerne have udskiftet tæppet i vores spisestue med et nyt, der måler 2x3 meter, og har fået kik på et i vekselerernes bazar og truffet aftale med den lokale rejseleder, Bek, som vil hjælpe os. Så vi tre træder over dørtrinnet til 8000 kr., som kan blive brugt eller sparet.

                      Det skal være det, men tæppehandleren vil have kontanter, så han kører os hjem til hotellet efter vores pas, så vi kan gå i banken. Vi stoler på, at han sender det til Århus.

                      Om aftenen spiser vi på en anden nedlagt koranskole, hvor der er show med dans, modeopvisning og rigelig tid til at dvæle i glæde over indkøbet.

                 Søndag den 12. September.

                      Klokken otte begynder vi på fire timers kørsel til Shakhrisabz – Timur Lenks fødeby – og derpå yderligere to timer til Samarkand.

                      Landskabet er fladt, fladt og veksler mellem gold steppe og ørken afbrudt af firkanter, hvor man ved hjælp af overrisling dyrker bomuld. Høsten er netop begyndt, og vi holder ind for at hilse på en flok bøjede rygge, som tilhører unge smilende piger, der tjener lidt penge ved siden af deres studier. Langs den snorlige vej græsser køerne, hvor vandingen har givet grobund for græs.

                      Vi spiser vores frokost i en blomsterrig gårdhave, hvor børnene serverer, mor laver maden, mens fatter inkasserer pengene.

                      I 1361 – 25 år efter sin fødsel – havde Timur Lenks brutalitet ført ham fra fårehyrde til at være dalens høvding og efter yderligere 10 års kampe til leder af hele området. Samarkand var juvelen i hans emperie, men hjertet lå i Shakhrisadz, hvor han opførte verdens største palads med en 78 meter høj bue, hvoraf halvdelen har overlevet, flankeret af 65 meter høje tårne omkring en indgang med en højde på 40 meter og en bredde på 22 meter dekoreret med blåt, grønt og guld. Der er fri adgang til højderne, men ved meddelelsen om, at trinnene skiftevis er høje og lave, fordi Timur i sin barndom havde en sygdom, der medførte at hans ben havde forskellig længde, og det afskrækker selv de mest veltrænede i vores gruppe.

                      ”Lad den, som tvivler på vores magt, se på denne bygning.”

                      Efterfølgende lærte den verden, som han havde underlagt sig, alt om terror uden at få noget til gengæld.

                      Timurs ældste og foretrukne søn døde i en alder af blot 22 år ved et styrt fra en hest, og til minde om ham opførtes et pragt-mausoleum, som i dag er en ruin med minder om svunden storhed og tavse sten over de underjordiske rester af forskellige familiemedlemmer.

                      Få skridt derfra spillede nogle drenge i 1943 fodbold på det sand, som gennem årene havde dækket stenbunkerne, da deres bold med et forsvandt i et hul med et plask fra dybet. Langt nede i undergrundens vand fandt man den lille stenhule, som Timur Lenk havde forberedt som sit ydmyge hvilested i voldsom modsætning til den pragt, han ellers omgav sig med.. Man bøjer hovedet, kravler i mørket ned ad stentrappen, får fodfæste og opdager, da der kommer lys på lygten, at man støtter sig til den massive stensarkofag, som han havde udset sig.

                      Han døde i det nordlige Usbekistan på vej hjem fra et krigstogt, som var kørt fast i kulde og sne på vej mod kineserne. Liget nåede Samarkand, men kunne ikke føres gennem de snefyldte bjerge til Shahrisabz, så trods sit ønske endte han i Samarkand, ligesom vi efter at være kørt mellem gyldne klippesider i solen og grå i skyggen.

                      De rester af vores gruppe, som endnu tror, at de har styr på maven, spiser forsigtigt til aften på hotellet.

                 Mandag den 13. september.

                      Morgenmad, den strækker sig for at nå to stjerner og overvåges af en hvidskjortet hængemave, som med sit falkeblik opdager, at et bord ikke er ryddet og med en røffel koster rundt med de stræbsomme tjenerelever.

                      5 min. kørsel og vi er ved Rigistan Pladsen og Centralasiens nr. Et. Efter Djenkis Khans hærgen i 1200-tallet var her intet, men under Timur Lenk blomstrede området igen, og på pladsen krydsedes vigtige handelsveje. Hans sønnesøn Ulug Beg var mere kulturel og byggede i 1417 den første madrasah, som ligger på venstre hånd, rummede 100 elever og var en af de fineste skoler. Indgangsportalen er 35 meter høj og dekoreret med azurblå stjerner til ære for bygherrens passion for astronomi.

                      200 år senere kom der selskab på højre hånd, hvor Shir Dor madrasahen skød op skabt i harmoni med genboen, men uden at være et spejlbillede, for det er forbudt ifølge Koranen. Som noget enestående dristigt indgår dyremotiver i udsmykningen, og facaden prydes af to løver i mosaik.

                      Få år senere lukkede man pladsen af mod nord. Tillya Kari madrasahen har en front med to etager på hver side af indgangen, mens de øvrige længer kun er på en, hvilket fremhæver den tilhørende Moske, som er smykket af forgyldninger og ligger i det bagerste venstre hjørne af komplekset.

                      For alle skolerne gælder, at undervisnings- og opholdslokalerne findes i stueetagen og elevernes celler på 1. sal. Mange af de små rum er i dag udlejede til souvenirbutikker, og i en af disse går vi igennem lærerens værelse og derpå ind i læsestuen, hvor tre af os bliver udklædt som omvandrende munk, Mullah og fårehyrde, og tre af damerne bliver iført karakteristiske klæder fra dengang til alles begejstring og blitz fra kameraerne.

                      Om eftermiddagen besøger vi Bibi Khanon moskeen fra år 1400. Efter et vellykket felttog mod Delhi besluttede Timur at bygge den flotteste moske i verden. Gårdspladsen med dens liv var for ham så vigtig, at indgangen hertil var 18 m høj i en facade på 35 meters højde, og i hvert hjørne stod en minaret på 50 meter. Marmorudsmykningen blev slæbt fra Indien på vogne trukket af 95 elefanter.

                      Da begejstringen havde lagt sig, begyndte murstenene at falde fra hinanden, og byggesjusk sammen med jordskælv fik pragtværket til at smuldre ligesom Timur Lenks rige. I dag fremstår det ydre så imponerende som oprindeligt, mens væggene i det indre smuldrer ned på gulvet og blander sig med affaldspapir.

                      Underdanig, men livsbekræftende, ligger bazaren i skyggen af klenodiet fra fortiden. Mønstret er sovjetisk, kedeligt og ensrettet, men på tværs af de snorlige gange bryder planlægningen sammen under råben mellem bekendte og snak med kunderne henover affaldet på gulvet.

                      Vi går tilbage til hotellet og er brugte.

                      Om aftenen skal vi spise i en hyggelig gårdhave og overværer tilberedningen af nationalretten. I en gryde over åben ild svitses tern af oksekød og revet gulerod, og det hele simrer videre under et låg af ris. God mad.

                 Tirsdag den 14. September.

                      Sover til kl. 8 og får pølser og spejlæg.

                      Ulug Bek var barnebarn af Timur Lenk og blev en berømt astronom, der sad ved rundborde med Tycho Brahe. Hans museum er skabt omkring et fund dybt nede i jorden af to gule skinner, som kunne være en rest af en enorm sekstant, og ellers ikke ret meget mere, men solen stråler ned på grønne plæner fra en skyfri himmel og 27 grader.

                      Shakhi-Ziaba er det helligste sted i Samarkand. Op ad en skrænt af ørkenklipper, der støder op til byen, strækker sig en trappe mellem mere end tyve mausoleer, hvor nogle af Timurs slægtninge og vigtigste medarbejdere ligger begravet. I 1434 fuldendte Ulug Bek værket ved at bygge indgangsportalen. Stedets samling af keramisk udsmykning er uden sidestykke i Centralasien.

                      Vi spiser frokost på hotellet og får brændende varm oksekødssuppe. Eftermiddagen på egen hånd bruger vi til at gå lidt rundt i byen uden at møde de store oplevelser.

                      Aftensmaden er igen på en familiedrevet restaurant. Hovedretten er nærmest en roulade af pastaplader rullet omkring hakket kød.

                 Onsdag den 15. september.

                      Rejsedag.

                      Vi skal køre i fem timer fra Samarkand til Taskent. Turen fortsætter gennem bjergene til den kløft, som både Timurs og Alexander den Stores hære benyttede på deres erobringstogter mod øst. I dag har man sprængt den bredere for at give plads til en jernbane. Meter derfra er der et ophøjet indhug i klippevæggen, hvorfra soldater kunne overvåge vejen og opkræve penge fra karavanerne. Over højderne svæver et kongeørnepar, mens de lærer tre unger kunsten.

Efter bjergene er det fladt i flere timer. Jævnligt skærer kanaler sig igennem for at kunne fodre meget store tagrender med vand, som fordeles videre gennem små grøfter efter nødvendighedens princip.

                      Om eftermiddagen slæber vi os igennem kunsthåndværkermuseet i Taskent.

                      Afskedsmiddagen med vores chauffør og lokalguide er festlig med taler og vodka uden smålighed. Tæt ved rejser ti yngre mænd sig jævnligt for at skåle med hinanden, og på opfordring fra mit kamera gentager de det gerne for derpå at optage mig i selskabet, og en enkelt klar kunne med deres elskværdighed nemt være blevet til flere, hvis bussen ikke ventede.

                 Torsdag den 16. september.

                      Bip, bip, Bip, BIP. Vækkeuret lystrer ordren og fortæller, at klokken er tre, og vi skal op for at være i lufthavnen klokken 5.30 m.h.p. check-in til flyet, som efter en times tid er i Bishkek, hovedstaden i Kirgisistan.

                      Nogenlunde gelinde når vi igennem diverse kontroller og forbi alvorsfulde blikke ud til en meget smilende, ung, kvindelig lokalguide.

                      Med alderen finder jeg det mere og mere ubehageligt at få afbrudt og forkortet min søvn, og først oppe i de blødt formede bjerge omkring en fossende flod, hvor fyr og enebær giver skjul til bjerggederne, vågner jeg på en spadseretur i 2 grader og slud. Det er i en naturpark 50 km syd for hovedstaden med 1 mill. indbyggere. Der bor vi i et gammelt russisk hotel, som er nedslidt bortset fra marmoret, og de fire nederste etager er forbeholdt prostituerede.

                      Eftermiddagen tilbringer vi med en ørkenvandring gennem Det nationalhistoriske Museums 3 etager. Mest spændende eller mindst kedelige er de svulstige, selvforherligende sovjetiske udsmykninger. Friske unge kraftkarle og kvinder med æblekinder viser vejen frem under smældende røde flag, og Lenins ansigt er mandigt og beslutsomt som få og ikke til pjat og pjank. Bygningen er fra 1970’erne og meget bombastisk.

                      Chefen for det lokale rejsebureau er med til aftensmåltidet sammen med gratis øl, vodka og rødvin. Vi får også noget at spise – lækker risspecialitet med skiver af oksekød.

                 Fredag den 17. september.

                      Bishkek begyndte som et fort til beskyttelse af karavaneruten. Under dets vinger fødtes en markedsplads, og i 1878 flyttede den russiske besættelsesmagt sin administration hertil fra Tokmak, som var blevet oversvømmet, og man opførte en garnisonsby, som ligger i 800 meters højde, og som efter kun knap tyve års selvstændighed fortsat er domineret af sovjetisk beton iklædt marmor, når det er passende.

                      Bygningsværkerne er næsten alle fra 1970` erne og er ensartede i deres udtryk for magten. Vi passerer ti meter Lenin, som med strakt arm skuer mod bjergene, parlamentsbygningen og koncertpalæet, førend vi står på pladsen for sejren i Den store Fædrelandskrig, - det som vi kalder 2. verdenskrig, - under monumentet, der symboliserer en jute, nomadernes store filttelt.

                      Den russiske kirke er flot og bygget under 2. verdenskrig, da Stalin indså, at den lidende befolkning havde behov for religiøs trøst, og derfor lempede begrænsningerne for at dyrke troen. Vi ankommer, mens præsten er i gang med ceremonien, og kan kigge med.

                      Vi kæmper os ud af byen med de anarkiske bilister. Asfalten mod den næste overnatning ligger ovenpå kamelsporene efter tusinde års handel mellem Kina og resten af verden, som den så ud den gang, og fører os frem til frokost og Tokmat, som var et led i den række af forter, der skulle beskytte Karavanevejen, og som var hovedstad indtil 1878, hvor oversvømmelser ødelagde byen.

                      Omkring år 1000 var området under tyrkisk herredømme, og hovedbyen lå der, hvor Burana-tårnet nu er det eneste, der er tilbage. Bygget i 960 som minaret og oprindeligt 45 meter højt, i dag halveret. Ved foden ligger resterne af Citadellet og flere mausoleer. I dag står der i græsset mange gravsten med udhuggede portrætter af mænd. Ingen kvinder, for de var ikke af betydning.

                      Der er kun den ene vej gennem de smukke bjerge, som strækker sig så højt, at man ikke kan følge dem til tops fra bussens vinduer. Rød sandsten er blevet forløst og sidenhen dækket med en hat af gult, samt mange steder stenskred eller genstridigt græs. Hele tiden følger floden os – enten fredsommeligt eller utålmodigt rasende over stenene, hvor pladsen er trang.

                      Efter fem timers kørsel sidder vi på vores værelse ved siden af alle de andre i noget, der ligner et rækkehus et par stenkast fra verdens næststørste bjergsø, der bliver beskrevet som en perle.

                      Friturestegt fisk, som vist ikke er noget særligt, men som smager, for vi får fisk for første gang på turen.

                      Det regner og er koldt, men en øl på restauranten koster kun 9 kroner.

                 Lørdag den 18. september.

                      Dagen, programmet og vi drukner i regn.

                      30 km mod øst besøger vi en mark oversået med store sten og vandpytter. Her er indgraveret hieroglyffer, der forestiller jagtscener, leoparder, ryttere og frem for alt stenbukke, og som stammer fra år 600 til 100 f. v. t. Der foregår hele tiden en afskalning af disse kunstværker p.g.a frostsprængninger, og helt slemt blev det for få år siden, hvor man prøvede at beskytte indgraveringerne ved at lakere dem, men det holdt kun yderligere på vandet.

                      Bagefter følger et endeløst egnsmuseum.

                      P.g.a vejret opgives resten af oplevelserne, så indtil nu er vi gået glip af de to hovedattraktioner: Bjergene og søen. Begge har kun kunnet skimtes som utydelige omrids gennem regnen. De højeste bjerge er 7000 meter med evig sne, og søen måler 180 x 60 km, er 700 meter dyb og har sin meget blå farve fra mineraler.

                      Denne provins er på størrelse med Danmark, men har kun 410.000 indbyggere og er fattig. Under 2. verdenskrig blev mange russiske virksomheder beordret i ly for tyskerne i Kirgisistan, som oplevede en økonomisk opblomstring, der fortsatte efter krigen, da russerne blev som et bolværk mod kinesisk indflydelse. Men med udskillelsen fra Sovjetunionen sivede russerne og pengene, og i dag vidner store, tunge, tomme og forladte fabrikker om opgivne projekter og står side om side med fattigdommen.

                      Om eftermiddagen går vi ned til søen, som er regndækket, og til aften får vi en dejlig pasta med tynde skiver oksekød.

                 Søndag den 19. september.

                      Kl. 9 kører vi af sted med vinduesviskerne sat til uden pause. Åh nej. Men midt på formiddagen mener forsynet åbenbart, at det er for uretfærdigt, og en opklaring viser sig over bjergene. Disse følger os på 4 timers kørsel, men bliver aldrig ensformige, for de veksler fra syn til syn i overflade, farver og former fra det bløde til det skrappe med hvidt i højderne her og der, for det har sneet her oppe over trægrænsen i nat og stormet, så rækker af elmaster ligger væltede. Af og til ser vi en mindesten for et trafikoffer, mens kinesiske eksportlastvogne, der er så lange, at de, der fragter personbiler, kan rumme tyve, slæber sig af sted lige ovenpå silkevejen.

                      Hos fru Jumagel i byen Kochkor holder vi frokostpause og får i en jute – et rundt telt af seks lag filt– serveret oprindelig kirgisisk mad med lækkert brød i kugler, skiver og bånd. Vores lattermilde, vidende og meget talende turleder, Maria, byder os på den lokale øl.

                      Da vores værtinde blev skilt samlede hun to hundrede kvinder fra området i et cooperativ, som laver tæpper, klæder og sko af filt, og vi overværer fremstillingen. Fårene klippes to gange om året, og foran os bliver ulden sakset, banket sammen med to jernstænger, fordelt i lag, der krydser hinanden, får kogende vand, rulles meget fast sammen, hvorefter teenagedatteren, som ville bjergtage en stor del af de unge mænd derhjemme, danser på pølsen med de af os, der vover at se dumme ud ved siden af hende. Vask i brun sæbe og afsløring af et lille tæppe, som på grund af den korte tid er lidt tjavset.

                      I forretningen ved siden af bidrager vores indkøb af futsko til en årlig omsætning på 2000 dollars i denne meget fattige egn.

                      På vejen langs Den glade Flod op til det 3030 meter høje Dolon pas standser vi ved en nomadefamilie og bliver, improviseret, budt velkommen af hoppende og vinkende børn. Fatter hugger brænde, og mor inviterer indenfor i deres jute. Køer og heste græsser langs vandløbet bortset fra en, der er opsadlet, som jeg med hjertelighed bliver hjulpet op på og trods modstand får lov til at takke for med en seddel.

                      I en lille gård standser bussen ved Naryns eneste hotel, hvor der er toilet - på gangen. Efter min målestok for livskvalitet er det problem forsvindende i forhold til, at man ikke kan købe sig en øl. Derfor begiver Charlotte og jeg os ud på jagt med øjnene åbne for spændende billeder af alt det fremmedartede.

                      På en mudret gade med køer træder en rødøjet mand frem fra en gruppe, og efter at have gentaget de samme ord med tiltagende inderlighed følger vi efter ham og den pegende finger ned til hans genbos dreng, der kan så meget engelsk, at vores fører leder os direkte ad en opgravet vej, hvor en ko gennes væk, til en forretning, hvor vores store sedler er ubrugelige, og småpengene ikke rækker, hvorpå han punger op med resten for de to øl. Vores eneste mulighed for at vise taknemmelighed er en pakke grøn Cecil, og den falder i så god jord, at vi skilles fra et mærkværdigt bekendtskab med gensidige knusere.

                      I hotellets kælderetage er der dækket op til aftensmad, men trods vores oplevelser er vi ikke de sidste, der kommer til Marias rødvin og god spagetti med oksekødtern.

                 Mandag den 20. september.

                      Afgang kl. 7 mod Torugart-passet, som i 3800 meters højde er grænsen til Kina. På vejen standser vi i en landsby og får (også her) en improviseret aftale med en mand om at se hans gård. En ko i baghaven, en traktor på gårdspladsen og 50 får oppe i bjergene. I køkkenet fyres der med tørrede kokasser.

                      Næste stop er ved Rash-Rabat-karavaneriet, som stammer fra 1400-tallet og er meget velbevaret. Bussen er punkteret og skal have skiftet dæk, så vi går det sidste stykke vej og hilser på noget kvæg med et udseende, der vidner om, at de i lang tid har måttet pleje sig selv. Vi låser gitterdøren op med den nøgle, som vi har fået i en nærliggende jute. Inden for i den kvadratiske stenbygning er der en lang hvælvet gang med indgange til celler, der strækker sig i dybet hugget ind i klippen. For enden kommer en slags stue med adgang til to store rum med stenbænke, hvor soldaterne, som skulle beskytte karavane - ruten, kunne sove. Om vinteren kommer ulvene herned fra bjergene og dræber et stort antal vilde heste.

                      I højderne er den første rigtige sne faldet, og det giver sammen med den tiltagende dårlige vej problemer for de store biler. Omkring den misholdte, triste og kolde grænsestation holder kæmpelastbilerne i køer på op til 32 stykker, hvor de da ikke har viklet sig ind i kaos. Derudover går det smertefrit, og vi bliver afleveret ved en bom midt i ingenmandsland og siger farvel til vores kirgisiske guide og chauffør og goddag til holdet fra Kina, som kommer med en bus, der er anderledes rummelig og lys.

                      Det går fint fremad, indtil vejen er blokeret af asfaltarbejde, og først da damptromlerne hver især har fuldført en snes omgange frem og tilbage, og vi har ventet i halvanden time, fortsætter rysteturen forbi en flok kameler i flodlejet under bjergenes enorme kraft og mangfoldige udtryk og mod den frygtede endelige kinesiske kontrol 100 km borte.

                      Men forventningerne bliver ikke indfriede, for bortset fra at officeren, der skal godkende ankomsten af en hel busfuld, er gået i seng og skal kontaktes, bliver vi ledsaget af smil på vej mellem kasketter og pletfrie uniformer, hvor vores pas mere eller mindre inderligt bliver studeret fem gange.

                      Mørket er for længst faldet på, da vi sidst på aftenen når frem til Kashgar og kinesisk mad på en restaurant, hvor den britiske ambassade havde til huse for hundrede år siden, da England og Rusland kappedes om at få størst indflydelse i dette område.

                      Hotellet har været flot, er nedslidt, men fungerer.

                 Tirsdag den 21. september.

                      Øv. Det regner, og morgenmaden er resterne fra i aftes frisket op med hårdkogte æg.

Men uden hensyntagen til modgangen drives de oppegående ud til Apak Hoja mausolæet. Han bragte borgerkrig til sit land tre gange og tvang befolkningen til skatter, der førte til armod, for at betale de mongolske soldater, som håndhævede hans magt. Han opførte et mindesmærke for sig selv i år1640 og blev 50 år senere begravet her med sit afhuggede hoved. I den store forhave sælges modetøj med lokalt snit, og en pyntet kamel, der tålmodigt ligger på et tæppe, skaber opmærksomhed om forretningen.

                      Id Kah moskeen er den største i Kina. Facaden byder sig til med troens magt, men bag den er de femhundrede år gamle bygninger i skjul bag spredte træer. Tre store bederum kan rumme 4000 under tag, ved fredagsbønnen bringer højtalerne Imamens budskab ud til yderligere 2000, som knæler på græsset med hovedet vendt mod Mekka. Ved højtiderne samles op til 80.000 mennesker på pladsen foran og i de tilstødende gader.

                      I en pause før frokost forsøger vi at bestille en øl på en lille restaurant, men får i stedet fiskesuppe, og da den unge pige bagefter kommer med endnu er ret, bliver vi klar over misforståelsen og trækker os til hendes forundring hurtigt ud på gaden igen.

                      Et-barns politikken håndhæves fortsat i Kina, men for at undgå oprør blandt mindretallene tillades det, at de må få to, og for at have tilstrækkelig arbejdskraft i landbruget må man der få tre. Opdager myndighederne, at en kvinde er ulovligt gravid, tvinges hun til abort, derfor skjuler nogle sig på landet, indtil de har født, men det kan koste en offentlig ansat jobbet eller en bøde på 6000 kr.

                      Efter frokost er det klaret op, da vi besøger et silkevæveri med tilhørende meget stor forretning. De er så smukke, at vi købet et lille tæppe, som væversken har brugt tre måneder på at knytte, til 3000 kr., samt en silkedyne til 1000, medens et andet par køber et tæppe til 25.000, men der er stadig langt op til de 180.000 kr., som også er til salg.

                      Fremstillingen af silke begynder med, at den specielle sommerfugl lægger æg, som udklægger sig til larver. De spiser af morbærtræernes blade og forpupper sig, det vil sige, at de spinder sig ind i en beskyttende skal af silke, en cocon. Når den er blevet stor plukkes den og soltørres, indtil larven er død. Derpå finder man med en fin hæklenål enden at tråden, som kan være 1½ km lang, og vikler den op på et hjul.

                      Nu går turen til en af de klatter, der er tilbage af den gamle by. Den ligger hævet 40 meter over vore dages niveau. Ved indgangen er der en flok kameler, som bliver slagtet og derefter bliver hejst ind i en enorm lerovn, og når de er stegt, laver man derpå kebab. Vi er inde i gården til et fire hundrede år gammelt hus i to etager, hvor en kone er ved at lave mad på et lille bitte komfur. I gyderne leger glade børn.

                      Det er holdt op med at regne, da vi kommer til Asiens største basar, som ligner de andre, men derudover har modetøj og elegante sko i enorme mængder.

                      Dagens program slutter i en sidegade, hvor livet for en stor del leves på fortovet. Kobbersmede og snedkere arbejder side om side med gadekøkkener.

                      Om aftenen spiser vi den bygning, som tidligere husede den russiske ambassade.

                 Onsdag den 22. september.

                      Klokken 9.30 kører vi til lufthavnen for at nå flyet til Urumqi med tre mill. indbyggere, hvis hovedattraktion er det fem år gamle museum, der rummer de mumier, som er fundet i den tilstødende Gobi-ørken, hvor der engang var grønt, indtil rovdriften fra for mange mennesker forvandlede frodigheden til det sand, som med sin egenartede sammensætning har bevaret ligene til fuldkommenhed.

                      Lav-lands-skønheden var 45 år og er 3800 år gammel med rødbrunt hår, bevarede øjenvipper, læber og tøj uden en plet. Næstefter følger generalen på 1400 år, som døde af stress i en alder af 50, blev begravet i en bådformet bevaret kiste af poppeltræ med en gravsten, der fortæller om hans skæbne og bærer hans navn.

                      En gammel dame, der døde 800 år før vor tidsregning blev lagt i jorden med opbundet underkæbe, kunstige fletninger fastgjort til resterne af hendes eget hår og en rød dragt, hvis farve fortsat skinner.

                      Resten af udstillingen viser forskellige folkedragter på voksfigurer foran juter og udstoppede heste og får. Gab.

                      Turen videre til Turpan følger karavaneruten gennem denne del af Gobi-ørkenen, som består af dødt mørkegråt grus. Men hvis man søger lidt dybere og er heldig, findes i første omgang skeletter af dinosaurer og længere nede olie og gas. Vejen er kantet af bjerge, hvor de jævnlige sandstorme kan nå en styrke, så togvogne vælter.

                      Denne by var livsvigtig efter turen gennem ørkenen og tog sig også betalt i form af ublu opkrævninger fra karavanerne. Man udvidede oasen ved hjælp af vand, som gennem underjordiske, udgravede kanaler blev ført fra bjergenes floder ned til dette område med enestående muligheder for dyrkning af druer og frugt. I dag er her 120.000 indbyggere.

                      Vi spiser til en opvisning af traditionelle danse, hvor Charlotte blandt andre bliver båret omkring af den mandlige fordanser, og siden lander vi på Turpan Grand Hotel.

                      Torsdag den 23. september.

                      Den kinesiske morgenmad er det samme, som man har fået aftenen forinden bare koldt og til gengæld suppleret med varm mælk i stedet for kold juice.

                      Afgang klokken otte gennem ørkenen, hvor vi passerer et oliefelt med de karakteristiske pumper. Vi skal til ruinerne af fortidsbyen Gaochang, der 100 år f. Kr. Begyndte som et beskyttelsesfort for karavanerne til gengæld for told. Rigdommen udviklede en by og siden et mindre kongedømme, hvis succes var anledning til idelige kampe og erobringer, indtil Djenkis Khan i 1200-tallet ødelagde byen.. På den tid havde grådighed øget betalingerne til så meget, at karavanerne begyndte at finde andre ruter, og endvidere var Kina blevet tilgængelig ad søvejen. Derfor blev byen aldrig genopført.

                      Store dele af den oprindeligt 6 meter tykke og 8 meter høje mur er bevaret, og resterne af søjler ved paladset strækker sig mod den blå himmel omgivet af større og mindre stumper af huse i hundredvis og 35 graders varme.

                      I den nærliggende landsby har vi et stop for at opleve den lokale atmosfære.

                      Når man kommer ind bagved, er det tydeligt både i byerne og på landet, at kræfterne bliver brugt til at skaffe mad, tag over hovedet og brændsel til vinteren, og der er ikke overskud til at gøre noget som helst pynteligt.

                      Oppe i bjergene ligger et kloster. Buddhismen havde bredt sig med handelsrejserne, og munke fandt et fristende sted med en lille flod, kølighed og sten, som de kunne hugge huler i samt med passende afstand til Gaochang. Den første blev lavet ca. år 500, og efterhånden blev det til 80 i tre etager, hvoraf mange udsmykkedes med dengang meget kostbare freskomalerier.

                      Da byen var væk, opgav man klosteret, for der var ikke længere mulighed for indkøb af forsyninger. I dag er seks huler med utydelige rester af malerierne åbne for turister.

                      Vi er på ny fyldt op med varme tomater og røræg, små-and som er sønderrevet på kryds og tværs, ubestemmelige grøntsager, ris, pasta på to meters længde – kort sagt frokost -, da vi stiger ned fra bussen foran et muslimsk arkitektonisk mesterværk. Emir-moskeen er opført i 1777 til ære for og navngivet efter den general, der efter et nederlag til overlegne angribere, valgte at flygte frem for et nemt samarbejde med erobrerne og dermed forblev tro mod sin kinesiske kejser, der tredive år senere tilbageerobrede området, og som tak for trofastheden forærede området til generalen og hans efterkommere.

                      Temperaturen er oppe på 35 gr, da vi i et supermarked provianterer til den med spænding ventede 29 timer og 2400 km lange togrejse til Xian og terrakottastatuerne.

                      Både uden for banegården og indenfor er der så mange mennesker, at enhver fredsdemonstration derhjemme ville blive misundelig. Menneskemængden er tæt, tæt, tæt, men vi kommer som gruppe hurtigere på toget.

                      Kupeerne er med fire køjer, og fungerer upåklageligt, og efter en øl i spisevognen sover vi godt.

                      Fredag den 24. september.

                      Det spiselige, som vi har købt til morgenmad, smager ikke godt og uden noget håndklæde bliver morgentoilettet nødtørftigt.

                      Turen går gennem Gobi-ørkenen, som er verdens næststørste efter Sahara. Her er målt de højeste temperaturer, som kan svinge fra op til 70 grader om sommeren og ned til – 40 grader gennem vinteren. Med hundrede km afstand dukker byer op ved en oase eller petrokemisk industri omkring et fund i undergrunden, ellers er det sand, grus og sten med enkelte stædige planter. Her findes det dybeste sted på landjorden – 154 m. under havets overflade.

                      Charlotte døjer lidt med forkølelse og sover og læser en del af dagen i overkøjen, så jeg er alene i spisevognen med en platte med ris under et mysterium, som viser sig at være et spejlæg, samt fire gange spørgsmålstegn, der smager godt og er så rigelige, at resterne kan serveres i den øverste køje.

                      Hen på eftermiddagen følger jernbanen Den glade Flod, og til aften er jeg den eneste i vores kupe`, der er sulten, så jeg træffer rejselederen i spisevognen og er heldig med ris blandet med grønt under skiver af dejlig fedt flæsk, mens han har valgt forkert ud fra billederne på menukortet og må nøjes med nogle få kødgnallinger, som han finder i noget soya-halløjsa og lægger på sin ris.

                      Togturen har været afslappende med bevægelsesfrihed, Kina lige uden for vinduerne, læsning eller voksensnak blandet med pjat sammen med rejsefællerne.

                      Lørdag den 25. september.

                      Kort efter midnat trækker vi af sted med vores kufferter på perronen i Xian og finder i ukendt land frem til skiltet med Viktors Farmor og sidenhen en fin bus, der bringer os til hotellet kl. 01.30.

                      Selv om afgangstidspunktet først er kl. 9.30, er vi sent på den til udflugten til Banpo-museet, som er bygget oven på 6.000 år gamle fund af oprindelsen til Xian, der måske er den ældste by i verden. Skeletterne ligger strakt i gravene sammen med offergaver for det meste i form af krukker med godbidder til det evige liv. Dybe gruber har været brugt til at opbevare fødevarerne nedkølede, ildsteder er afdækkede, og hullerne efter stolper viser boligernes grundplan.

                      Vores øjne flakser hen over et af de første samfund, som bærer kimen til et så omfattende samarbejde, at man kan kalde det begyndelsen på de forpligtigelser, der udvikler sig til det samvær i gensidig tillid, som vi i dag kalder civilisationen.

                      Xian var alt, indtil man omkring år 1600 flyttede hovedstaden til Beijing for at være tættere på Den store Mur og angrebene fra mongolerne mod nord. Nu deler de 8 mil. indbyggere skæbne med resten af Kinas 1,3 mia., og med så mange om fadet er man sig selv nærmest. Det ser vi tydeligt i trafikken, hvor enhver uden blusel kører sit eget løb.

                      I Kina får lokalguiderne et tilskud af de store souvenirforretninger mod at forpligtige sig til at turen går omkring dem. Derfor besøger vi på vej til frokost en terrakotta-fabrik, som fremstiller kopier af de verdensberømte soldaterfigurer, som blev fundet for 35 år siden i en kejsergrav. De små skal brændes i en uge, mens den oprindelige størrelse kræver to måneder. Det er en forretning med dyre ting, men vi må da have en lille infanterist til 150 kr. med hjem.

                      Ude på landet 35 km fra Xian ser vi fra vejen en menneskeskabt bakke på 115 m, hvorunder kejser Qinshihuag ligger i en grav, der er fyldt med så meget giftigt kviksølv, for at beskytte den, at de få, der har vovet at åbne den, er døde. Så derfor er der stadig en uudforsket spændt forventning.

                      Ved sin fars død år 247 f. kr. blev Qin som 13-årig konge over en mindre stat og påbegyndte bygningen af sin egen grav, mens han som ung voksen med brutalitet erobrede seks andre stater, skabte Kina og påbegyndte opførelsen af Den kinesiske Mur.

                      Snart efter kører vi ind på en enorm parkeringsplads, som ligger på verdens største grav, der dækker et areal på 50 km2.

                      Kejseren var besat af drømmen om udødelighed og tvang igennem næsten 40 år en tredjedel af sin befolkning til at skabe en fremtid efter døden under jorden med en hær på skønsmæssigt 8000 terrakotta-soldater, heste og vogne, hvor ingen er ens.

                      Efter hans død som 51-årig faldt riget fra hinanden, og hadet mod ham førte til ødelæggelse og nedbrænding af gravens beskyttende træstolper. Striber af sod kan stadig ses i nogle af udgravningerne under de store museumshaller, der dækker et enestående indblik i fortiden.

                      Til aften er det rart at kunnne gå frit omkring og plukke af en dejlig buffet og derpå dykke ind i den tilstødende teatersal for sammen med et par hundrede andre tilskuere at overvære et flot kinesisk danseshow med en skummende øl på bordet.

                      Søndag den 26. september.

                 Formiddagen er fri til indkøb af gaver til vorespapegøjes plejefamilie og til en uoverskuelig og forgæves jagt på juice til morgenmaden næste dag i nattoget og noget klart til de små god-nat-glas i et supermarked, som henvender sig til de velhavende. Det viser sig, at vi kan købe det hele på den anden side af gaden over for hotellet til en tiendedel af prisen, og så får vi det samtidig i en plastikpose.

                      Fri indtil Klokketårnet er det næste mål. Trods de fyrre meters højde bestiger vi det og får et overblik over nogle af de store og travle avenuer. Tårnet er sammen med sin søskende, Trommetårnet, og bymuren opført i 1300-tallet, da Xian stadig var en vigtig by. Når klokken ringede om morgenen åbnedes de fire byporte i hvert sit verdenshjørne, og ved lyden af trommen lukkedes de om aftenen, og vindebroen over den brede voldgrav blev hejst.

                      Ved frokostbordet fejrer vi Birgittes fødselsdag med flag og lagkage, som rejselederne har tryllet frem, og vi sang fødselsdagssangen til musik fra højtaleranlægget.

                      Bymuren er tolv meter høj og ni meter tyk med knejsende udsigtstårne i hjørnerne, mindre vagttårne langs linjerne og treetagers bygninger og dobbeltporte bag vindebroen ved den østindgang, som får fornøjelsen af vores interesse. Den forreste har mange vinduer, så bueskytterne kunne komme til, og den bagerste var kommandopost.

                      Treogtyve lyskryds og sytten rundede hjørner senere viser den 36 meter høje pagode sig over Vilde Gæs- templet fra 700-tallet. Det er et buddhistisk klenodie, der blev opført til ære for en munk, som vandrede tusinder af kilometer gennem land efter land for at missionere, og i flere sale er hans levned beskrevet i vægbilleder af kobber eller relieffet skåret i træ.

                      Næsten hver gang man forsigtigt kikker ind gennem en fristende åbning, mødes man af en forgyldt Buddha i skrædderstilling med et verdensfjernt smil.

                      Det er godt, at vi har fundet styrke i aftensmaden, inden vi går til angreb på Xians hovedbanegård. Allerede i en afstand af nogle hundrede meter begynder kaos, som inde i hallen når sit højdepunkt, hvor rendyrket egoisme er midlet til overlevelse.

                      Mandag den 27. september.

                 Toget afleverer os efter behageligt selskab, vugget i tryg søvn og sammenskudsmorgenmad i vores fire-mands-kupe på Beijing Hovedbanegårds næsten endeløse marmorgulve.

                      På mellemklassehotellet med udsigt til tagene i den Forbudte By på 100 meters afstand er der tid til at blive støvet af, inden bussen tager fat på to timers kørsel til et særligt smukt beliggende afsnit af Muren med tyve vagttårne med hver omkring fyrre soldater, som skulle være selvforsynende.

                      Uden at tage hensyn til bjergenes utilgængelige skønhed kravler Muren op og ned i store buer, så langt øjet kan følge den. Stenene er varme af solen, da vi træder ud af den gondol, som har sparet vores ben for en times strabadser opad. Efter en vandring på vidunderets trapper mellem bjergtinderne har vi ikke penge nok til at betale en stolelift ned, (vi håbede, at vores returbillet til nedturen kunne bruges ved en anden station) Det var noget af et problem, da vi havde et aftalt mødetidspunkt, indtil Charlotte finder en hundrede-lap i sin taske. Under gondolen på vej ned følger vi en bobslædelignende bane, hvor unge mennesker suser af sted med dødsforagt.

                      Sidst på eftermiddagen har vi passeret rækker, firkanter og klumper af himmelstræbende skyskrabere, der rummer hovedkvarterer for betydningsfulde institutioner eller huser nogle af Beijings 20 mill indbyggere, og vi er kørt forbi en betragtelig del af de 4 mill biler, da vi er tilbage i hovedstaden i en af de gamle bydele, hutonger, der bebos af 1/3 af befolkningen.

                      Her er der omstigning til cykelrickshaws, som i den næste halve time bringer os omkring i nogle af de grå smøger i et område, hvor Charlotte og jeg fra et tidligere besøg ved, at omkring et af hjørnerne er her gader, som er ved at sprænges af en blanding af lokale og gæsters liv, lugte og farver.

                      Turen slutter i rummene hos et par damer, der underviser i papirklip, men udover at bringe mindelser om julehjerter på grønærternes stue sammenkrøbet på en alt for lav taburet i børnehaven, gør oplevelsen sig ikke fortjent til andet end at blive overstået. ... (siger Anders ... jeg syntes, det var sjovt .. C.)

                      Den lokale forfjamskede mandlige guide, der ustandselig skubber sine briller på plads eller er fordybet i mobiltelefonen, giver os en staccato vejbeskrivelse til en tyve minutters spadseretur til hotellet. Men det bliver til en times rask gang for de hurtigt-gående, og vi bliver alle noget forbløffet, da vi opdager, at han må spørge om vej, for at finde hjem. Fjolset er ikke sin løn værd.

                      På en nærliggende restaurant byder Peking på and og Viktors Farmor på rødvin til afskedsmiddagen med rejsefællerne, der denne aften er ligeså hyggelige, som de allerede var den første dag. Mit glas trænger til opfyldning, og jeg påkalder mig opmærksomheden ved at rejse mig og udtrykke selskabets tilfredshed med rejselederen.

                      Tirsdag den 28. september.

                 Beijings nye lufthavn blev åbnet for to år siden i forbindelse med Olympiaden og er på alle måder den flotteste, vi nogensinde har set, og diverse kontroller gennemføres stort set gnidningsfrit, men vi kommer først af sted med en times forsinkelse, da luftrummet er lukket p.g.a en militærøvelse lige nord for byen. Ubegribeligt.

                      På turen til Wien indhenter vi halvtreds minutter og kan derfor alligevel nå flyet til København og lander efter et måltid dejlig europæisk mad omkring kl. 22 dansk tid. Vi vil hjem nu, orker ikke tre timer i tog og forsøger at finde et fly til Tirstrup, er heldige og får booket i sidste øjeblik. Fra Tirstrup med bus til Århus – nu Aarhus, taxa til Spicavej, i alt 3000 kr, men nu har vi været på farten i tyve timer og er kommet hjem til vores egne senge.