Fra Taj Mahal til Himalaya .............................. 2

Torsdag den 15. november - Delhi .................................................................. 2

Fredag den 16. november - Delhi .................................................................... 2

Lørdag den 17. november - Delhi .................................................................... 3

Søndag den 18. november – Delhi - Sariska ................................................... 8

Mandag den 19. november – Sariska - Jaipur .............................................. 10

Tirsdag den 20. november - Jaipur ............................................................... 11

Onsdag den 21. november – Jaipur - Agra ................................................... 13

Torsdag den 22. november - Agra ................................................................. 14

Fredag den 23. november – Agra – Jhansi - Khajuraho ............................... 16

Lørdag den 24. november - Khajuraho ......................................................... 16

Mandag den 26. november - Varanasi .......................................................... 20

Tirsdag den 27. november – Varanasi - Lucknow ........................................ 22

Onsdag den 28. november - Lucknow ........................................................... 23

Fredag den 30. november – Delhi – Kbh. - Århus ......................................... 25

......

 

Fra Taj Mahal til Himalaya

 

Delhi – Sariska – Jaipur – Agra – Khajuraho – Varanasi – ( Kathmandu ) -  Delhi.

 

Torsdag den 15. november - Delhi

 

 Christian kommer lidt over middag med sit sædvanlige gode humør. Hans bemærkning er, at: "Nu må I da begynde at glæde jer til turen". Baggrunden herfor er, at der kun er gået to måneder, siden World Trade Center i New York sank i grus efter et terrorangreb, og at krigen mod terroristerne og Talebanstyret i Afghanistan er i fuld gang.

 

Efter lidt rejsefeber kører vi endelig afsted kl. 15 til Tirstrup. Vi når det tidligere fly kl. 16.40 til Kastrup. Afgang til New Delhi kl.20.35. Ventetiden går hurtigt med lidt indkøb i tax - free og en enkelt øl og kaffe til hhv 49 kr. og 40 kr. i Københavns lufthavn.

 

Flyet starter tre kvarter forsinket, fordi vi skal vente på nogle passagerer. Flyvetiden er beregnet til 7 1/2 time - bliver 8 1/2. Det er en lang tur, men serveringen er i top med en aperitif, gin og tonic, kalkun med ris, rødvin samt en cognac til kaffen.

 

Fredag den 16. november - Delhi

 

Delhi lufthavn er stille og rolig. Udcheckningen foregår glidende, og der må ryges!. Ud af vinduerne kan vi allerede se, at der venter noget MEGET fremmedartet. Vi justerer urene 4 !/2 time frem, og godt middag ankommer vi til Hotel Marriott. Måske ikke så charmerende, men luksus fra a-z.. Eftermiddagen er til fri afbenyttelse. Det ville glæde hotellet at servere frisk frugt for os gratis, og det tilbud benytter vi os af, inden vi for første gang rigtig træder ud på indisk jord. Indtrykkene er overvældende. Regntiden er ovre, og alt er nu tørt og støvet. Temperaturen er omkr. 26 grader. Diset overalt, ikke pga. vejret men pga. forurening. Trafikken kaotisk. Præget af dusinvis af  tuc - tuc`ere, hvilket er små overdækkede trehjulede motorcykler, der bruges som taxi, og som forurener enormt. Desuden er her masser af cykler og gående ind imellem hinanden, hist og her lidt kvæg iblandt. Duftene veksler uafladeligt mellem komøg, røgelse, krydderier, bilos og så alt det ubestemmelige. Vi går ned til et lille kombineret torv og markedsplads, erfarer allerede da, at nogle mennesker bogstaveligt talt lever døgnet rundt på striben mellem yderst fattige huse og et stærkt ramponeret fortov. Vi sonderer markedet, hilser på et par køer, som vi bliver fotograferet sammen med  formedelst 2 kr., får en kop kaffe og en Pepsi efter nogen betænkelighed, da vi er lidt ængstelige for vores maver. Prisen var 4 kr.

 

Kl. 17 introduktionsmøde med rejselederen og derefter samlet spisning et sted ude i byen. Vi kører til og fra med bus. Maden er særdeles rigelig og yderst krydret. Som aperitif små rødløg med mintsauce, og derefter går det slag i slag. Det hele ledsages af øl, vin er næsten ikke til at opdrive, og  det er dyrt. Vores fornemmelse nu er, at det er en dygtig og dynamisk rejseleder, og at selskabet virker lovende.

 

Vi er hjemme igen kl. godt 20 , indisk tid. Da vi ikke har sovet meget natten forinden i flyet, finder vi efter en pilsner og  fernet hurtigt til køjs.

 

Lørdag den 17. november - Delhi

 

Vækning kl. 7.00     

 

Fin morgenmad superbe spejlæg, lidt slap kaffe. Af sted med bussen. Og sikke en dag. - men lad os tage det fra begyndelsen..

 

Trafikken som beskrevet, men meget, meget vekslende, fra det kaotiske til pludselige hurtigere strækninger, hvor det glider. Kontrasterne enorme, den yderste fattigdom på fortovet og øjensynligt meget bedre stillede 5 meter derfra bag hegnene, det hele omkranset af larmende busser, osende tuc - tucer, cykler og gående og over det hele en symfoni af bilhorn, hvilket dels synes at være en vane dels et indisk udtryk for det, som vi sidder og siger for os selv bag rattet hjemme i Danmark. Efter tre kvarters trapetsnumre i trafikken, hvor vi gang på gang føler, at det må gå galt, bliver der pludselig roligt, og som et udtryk for kontrasterne i Indien er vi i et fredfyldt område. Dette er lidt uventet. Vi er ved Mahatma Gandhis kremeringssted. Det er et af de "hotte" steder, da han var det moderne Indiens landsfader og fik en dramatisk død. Imidlertid er der ingen turister udover os, det gælder indtil videre overalt. Verdenssituationen, som omtalt i indledningen, har også påvirket Indiens turisme.

 

Vi vandrer ad grusbelagte gange ind i et smukt anlæg med plæner, smukke enkeltstående træer og kommer til en stor firkant med mur omkring, inde i firkanten smukke græsplæner og i centrum stedet, hvor landsfaderen blev kremeret. Mange indere kommer og besøger monumentet, lægger blomster, og hilser i dybeste ærbødighed. En ældre herre med skæg og langt hår går rundt med en tromme og passer stedet, beder mange bønner, lægger blomster, mens han slår på sin tromme ganske uanfægtet af, hvor mange der lige netop nu er samlet om ceremonien. Selve stedet er en ca. 8 m2 stor marmorplade, delvist dækket af blomster. En del af Indiens senere herskere er også kremeret herfra.

 

Kremeringsstedet ligger i det nordlige Old Delhi. Vi skal kun køre ca. halvanden kaotisk km, før vi kommer til Red Fort, som blev opført af Shah Jahan m.h.p. at forsvare byen, og som stod færdigt  i 1648 som en kopi af Fortet i Agra. Muren omkring fortet er to km lang, og der er således tale om et kæmpe kompleks. Dette besøgte vi ikke, idet der ikke er noget indeni, og det tilsvarende i Agra er endnu flottere.

 

Dette var kun en sidebemærkning, for nu kom et af turens hidtidige højdepunkter på bestilte cykelrickshaws til hele holdet på 30 mennesker d.v.s. 15 rickshaws. Alt var på forhånd organiseret fra rejselederens side, men alligevel var kampen om os hård, og Charlotte blev revet temmelig hårdt i armen flere gange for at blive slæbt væk til en anden. Efter denne forhindring fandt vi dog frem til vores mand, og han placerede os trygt og godt sammen bag på sin rickshaw. Vi begav os ind i gaderne med endnu større virvar, end vi indtil nu havde oplevet, han snoede sig rundt sammen med de andre, sagde goddag indimellem, fortalte os noget på gebrokkent engelsk, som vi ikke rigtigt forstod, men nikkede høfligt ad, og igennem smågader, som delvist lignede basaren i Cairo, nåede vi frem til den største muslimske moske` i Indien, Jama Mashid.. Den besøgte vi, mens vore cykelrickshaw - chauffører ventede. Vi passerede de mærkværdigste tiggere, en kunne kun gå på knæ og hænder i en yderst forvredet stilling. Fik en skilling fra os, og han kunne stadig huske det en halv time senere. Selve moskeen var en stor plads, hvor der var plads til 25.000 mennesker. Indendørsværkerne var ikke store, men der var vel en snes muslimer, som sad med bøger, som de lirede af. Det skal dog bemærkes, at 12 prc. af Indiens befolkning er muslimer, og det vil sige, at der er over 100.000.000 , et antal som trods alt ikke findes noget andet sted i een nation. Vi kom ud igen og fik vores sko på, dem må vi ikke bære inde i moskeen.

 

Nedad trappen, havde taget pejlemærke af vores rickshaw-mand, som også havde taget pejlemærke af os, så vi fandt uden besvær hinanden. Derpå en utrolig tur på rickshaw ind igennem de små gader i handelskvarteret Chandni Chowk. Det er lørdag formiddag, og jeg skal love for, at de holder lørdagsåbent! indtrykkene oversteg fyrværkeriet på en nytårs aften , juvelerbutikker, skrammelbutikker side om side, ingen har plads, alle vil gerne have kunder, trafikken er millimeter-tæt,  ind imellem en hellig ko, en tung kærre, som er overlæsset i forhold til trækkerens kræfter, kan få det hele til at bryde sammen. Når der var stop, sprang vi af cyklen og prøvede at få hurtige fotos af det ustandseligt vekslende liv, dyr og mennesker imellem. Sammenfattende må man sige, at det var en enestående oplevelse, som man gerne vil gøre om igen og igen. Vi blev sat af ved vores udgangspunkt,  Red Fort, og bussen kantede sig ud ligeså stille og kørte mod New Delhi.

 

Denne er englændernes bygningsværk, påbegyndt i 1911 af datidens mest berømte arkitekter og således et overordentligt ambitiøst projekt. Bybilledet er nu fuldstændigt skiftet til brede boulevarder, nye store grønne områder, men stadigvæk sniger der sig indimellem fattige mennesker, som får slået deres pæle og læ-plastik ud og  finder en tilværelse i et lille hjørne af en park eller ved et grønt fortov. Ellers er her meget mere velordnet.

 

Vi kommer til India  Gate, en 42 meter høj portal bygget til ære for de

faldne indiske krigere under 1. Verdenskrig og suppleret med navne fra den engelske – pakistanske krig i 1919. Selve porten er afskærmet;  der brænder fire flammer for den ukendte soldat. I klart vejr kan man se 2 ½  ned ad kongevejen  og til præsidentpaladset, hvilket også var arkitekternes oprindelige mening,  men i dag er der alt for smogget, og vi er derfor nødt til at køre ned til det. Præsidenten er hjemme, og derfor må der ikke gøres ophold. Vi kører bare rundt og får et par korte indtryk af dels præsidentpaladset og dels af Parlamentet. Formodentlig imponerende bygninger. Vi har foto af det, men ikke meget personligt indtryk.

 

Vi kører til frokost. Maden er rimelig, men ikke noget at skrive hjem om. Vi kan ikke få øl, og der er rygeforbud. Desværre kan vi ikke huske navnet til skræk og advarsel. Restauranten ligger ud til et lille torv med småforretninger . Hundene sover på de tæpper, der tilfældigvis er lagt ud, og i et hjørne sidder en Sikh med tre tæmmede slanger; de to er cobraer. Han spiller livligt på sin fløjte, og  øjnene er vagtsomme. Hver gang en turist begynder at pille ved sit fotografiapparat, går han op i omdrejninger. Charlotte bliver fotograferet med en slange om halsen og en eller to cobraer liggende foran. De andre følger efter, og alt i alt har han vist en god eftermiddag. Prisen for sådan en fotografering er 2 kr,  selv om han godt synes, det kunne være mere.

 

Nu kører vi mod Gandhis gæstehus. Det er beliggende på en stor ejendom, ejet af en hovedrig familie, som står for 80 prc. af  den indiske bilproduktion, men som trods dette havde et tæt forhold til Gandhi. Han kom, når det passede ham og opførte sig, som han havde lyst til. En morgen, den 30. januar 1948, vandrede Gandhi fra sit yderst beskedne soveværelse gennem haven op til et nærmest lysthuslignende bedested, han havde fået bygget. Tredive meter herfra blev han skudt to gange i brystet af en fanatisk religiøs hindu. I pagt med sin tro døde han bukkende for sin morder.

 

På ny et voldsomt skift. Vi skal nu besøge et hindutempel i New Delhi. Templet et opført i 1930`erne og finansieret af den samme familie, som stod Gandhi nær.

 

Hinduismen har ingen religiøs stifter, men har langsomt udviklet sig fra omkr. 2000 f.v.t. Religionen er overordentlig liberal, har karakter af levemåder og ritualer. Der er heller ingen fast trosbekendelse, men man fortolker verden på mange forskellige måder. Antallet af guder tælles i tusindvis. De vigtigste er Brama, som afbildes med fire hoveder, Visnu, med endnu flere arme og Shiva, der ofte optræder i vild dans med fire arme fægtende omkring. Et hovedprincip er, at man med den rette opførsel som menneske kan hæve sig højere op og til sidst nå et så højt niveau, at man ikke genfødes. Hvis man omvendt opfører sig dårligt, genfødes man, men da i en lavere grad og kan ende med blot at være et lille dyr.

 

Vi stillede skoene ved indgangen neden for trappen og gik op og iagttog de forskellige altre med nærmest puslingedukkeagtige portrætter af forskellige guder. Hinduerne kom i en lind strøm og afleverede deres bønner. Det virkede lidt som et supermarked, hvor man i løbet af ti min får handlet ind. Det var også  livligt. På vejen tilbage til bussen blev vi, som nu efterhånden vanligt, belejret af gadesælgere. Charlotte købte en påfuglevifte.

 

Herefter videre til et Sikh-tempel. Sikhismen blev skabt i det 1500 årh. og er således en ung religion. Stifteren prøvede at kombinere det bedste fra Islam og Hinduismen igennem tanke og meditation. Han viderebragte sine resultater til efterfølger på efterfølger, og ca. 200 år senere blev det hele nedfældet i en bog, og denne er det centrale for sikherne. Der opbevares en afskrift af bogen i alle sikh-templer. Herom senere. Enkelte private kan opnå tilladelse til at have bogen, men skal da opbevare den i et særligt indrettet rum. Sikherne er i Indien en meget markant befolkningsgruppe. Der er ca. 17 mill. Mænd bærer alle turban og har stort skæg, idet man ikke mener, man skal barberes eller klippes og dermed lave om på, hvad naturen har skabt. De er overordentlig loyale og pligtopfyldende. Endvidere er de særdeles gavmilde over for fattige. Dette viste sig allerede, da vi ankom til templet. Der var rigtig mange tiggere, og vi fik senere at vide, at i nabolaget af templet havde sikherne et folkekøkken, hvor man kunne få et gratis måltid mad.

 

Som vanligt skulle vi have bare fødder, men her skulle vi endvidere have håret tildækket af et tørklæde. Inden indgangen til templet blev fødderne vasket. Oppe i templet sad en af de religiøse overordnede foran bogen, mens der samtidigt blev  læst passager op af denne. Der var en livlig aktivitet, køb og afgivelse af offergaver. Pengene blev helt åbenlyst kørt ind over et kasseapparat, men de bliver for hovedparten doneret til fattige mennesker. Ovre i hjørnet af tempelsalen var der et særligt aflukket rum med en stor seng med meget og skinnende hvidt linned og dyner.  Her bliver bogen lagt ind om natten. Ved siden af og neden for templet var der et  stort bassin, hvor særligt troende kunne bade.

 

Dagens program …. Slut …..

 

Vi kommer lidt trætte tilbage til hotellet, men efter et glas øl spadserer vi nu alligevel en tur ind til den lille markedsplads. På vejen ind er vi ved at støde ind i et par køer. Inde på markedspladsen køber vi tre bælter til den mandlige del af familien. Vi får ”pruttet” prisen lidt ned, men ikke meget. Tilbage på hotellet  - en herlig buffet, til omkr. 80 kr. pr. person.

 

Søndag den 18. november – Delhi - Sariska

 

Vi bliver vækket kl. 6.30. I dag skal vi forlade Delhi og køre de 230 km til Sariska National Park. Efter vores dejlige morgenmad kører vi ud af byen, men besøger kort efter afgangen et tempel for Jainisma. Dette er en lille religion med kun 6 mill. tilhængere. Den opstod ca. 500 år før vor tidsregning, og grundlæggeren var Mahavira. To af hovedprincipperne er, at man ikke må skade levende væsener, og derfor går de mest fanatiske tilhængere med bind for munden for ikke at komme til at sluge et insekt i forbifarten. Et andet princip er, at man skal frigøre sig fra det materielle, og i dette tilfælde er yderligheden, at man ikke går med tøj.

 

Dette er et udendørs tempel med en statue af grundlæggeren. Tilfældigvis ankommer vi til en af religionens hovedbegivenheder, som kun finder sted en gang hvert 12. år. Statuen bliver vasket i mælk af tilhængerne, og selvfølgelig deltager alle de vigtigste personer inden for religionen. Vi ser således den øverste leder siddende nøgen oppe på et podium sammen andre vigtige personer, mens der bliver messet. Naturligvis er der et væld af mennesker. De, der er noget ved musikken, optræder i smukke orangefarvede dragter og har gulddiademer om panden.

 

Herefter sætter bussen syd-over. Vi kører gennem flere forskellige stater, og indtrykkene fra Delhi af en stor yderst varieret nation  passerer nu uden for busvinduerne. I begyndelsen af turen er der køer på vejen. Derefter dromedarer, vi hilser på én på nært hold under en pause ved en grøftekant, hvor vi kan tisse.

 

Dernæst er der både køer, geder og aber på vejene, som er i en slet stand med mange huller. Turen er derfor noget anstrengende, men omkr. kl. to når vi frem til Sariska, som nærmest er et lille palads opført for godt 100 år siden, hvor det var bolig for en maharaj. Herfra kunne han sammen med sine gæster dyrke tigerjagt på elefantryg. Udbyttet kunne være op til 20 tigre på en dag. Nu er der ca. 25 tigre tilbage i et reservat på størrelse med Sjælland.

 

Værelserne på Sariska Palace  er dejlige. De har 100 års atmosfære.

 

Kl. 15 tager vi på eftermiddagssafari i fire personers åbne jeeps. Udover tigre findes der leoparder i reservatet , vi ser ingen af dem.  Dog er der tigerfodspor, som vagtmandskabet mod krybskytteri kan fortælle os, kun er to døgn gamle. Vi ser dem flere steder. Masser af dyr. Vildsvin, antiloper og hjorte, men vi kender ikke arterne. Vores chauffør kan kun fortælle os, at her er en plettet, og her er en mørk  på ret dårligt engelsk. Vi ser også en sjakal, og et sted er der en lille fin hvid sortplettet ugle, som stille og roligt putter sig på en gren. Masser af flotte aber.

 

Hjemme kl. 18. En drink, et bad, buffet med lidt af hvert, og herefter trætte i seng.

Mandag den 19. november – Sariska - Jaipur

 

Vækkes kl. 6.15 . Morgenkaffe - men kun kaffe. Kl. 6.45 og kl. 7.00 er der afgang med 5 personers jeep ud i reservatet. Sammenlignet med Kenya er det nogle ualmindelige dårlige chauffører. Vi farer af sted, ser indimellem lidt hjorte uden noget væsentligt ophold. Det er meget koldt.  Ude ved et vendepunkt får vi lov til at strække benene, og derefter farer vi hjem igen. Det mest interessante er, at vi ser tigerspor i sandet, som formodentlig er afsat samme nat.  Men det er som om, at når chaufføren ikke lige kan få øje på en tiger fra vejen, kan vi ligeså godt fare videre. Hjemme igen får vi rigtig god morgenmad.

 

Efter morgenmad kl. 11 er der afgang til Jaipur, 235 km.  Men det er langt i Indien, svarer nok til 5 timers kørsel - vi kommer op på 6, men får naturligvis også set meget. Ved første ”tissestop” støder vi ind i en dromedar, der trækker en vogn. Ivrig fotografering. Vi oplever det indiske landliv, hvor det veksler mellem håndkraft, studekraft og traktorkraft.

 

Fremme ved Jaipur bliver vi indlogeret på vores hotel, udmærket, men ordinært. Vi springer frokosten over og tager på en kort rundtur ind til byen, hvor alle huse er malet lyserøde i forbindelse med den engelske  Prins Alberts besøg i 1853. Byen er fantastisk med sin kontrast af forholdsvis velordnede ensartede velholdte bygninger, i hvert fald i kærnen, og nedenfor de pæne mure det fuldstændigt kaotiske liv.  På vejen er vi kørt, hvad vi troede var en genvej, igennem et virkeligt slumkvarter. Set oppefra fra bussen er det totalt trøstesløst, men når man har det i gadehøjde, er det præget af eksistenser, som alligevel er glade, og som frem for alt, kan man se, ønsker at leve livet og få det bedste ud af det. Det gør det hele forsonende.

 

Efter den korte rundtur besøger vi en meget anerkendt tæppefabrik, som også fremstiller sarier, tørklæder, duge m.m.  Selskabet går helt bananas. Med stor professionalisme starter indehaveren med at servere en MEGA rom og cola. Da vi er halvvejs igennem den, begynder demonstrationen af flotte og rigtig mange ægte tæpper. Forinden har vi set tilblivelsen med de uendelig mange små knuder, der bliver knyttet, renklipning, afsvidning af uldrester og  vask. Efter et stykke tid bliver vi også grebet  af stemningen og køber et tæppe med hjem til ca. 6.000 kr. Det bliver nydeligt pakket ind i en lille fin specialdesignet grøn canvashåndkuffert med lynlås og nøgle. Men det er ikke slut. Slaget står om sarier og tørklæder , men sejren ender med at gå  til en dug med påfugle, dromedarer og elefanter. Hver gang bliver der pruttet om prisen. Resten af selskabet er i den samme gynge.

 

Jeg tror kl. var omkr. 20.30 før vi kom derfra, og i bussen var der en kvidren og kaglen på vej hen til aftenens spisested. Vi fik maden omkr. Kl. 22,  var hjemme ca. kl. 22.30, og kl. var lidt over midnat, før vi kom i seng, og da var der slet ikke mere tilbage i os.

                                           

Tirsdag den 20. november - Jaipur

 

Vækning kl. 7 og afgang kl. 8.30. til Amberpaladset,  som ligger ca. 5 km. uden for Jaipur og  indtil 1727 var hovedstad i delstaten Rahjastan. Som hovedstad betragtet er det et lille af to  ringmure omkranset område, der ligger et godt stykke oppe i bjergene, særdeles velbevogtet. For at komme derop tager vi på elefantryg. Der står ca. 15 elefanter klar, da vi ankommer. Man går op ad en rampe og sætter sig i en stol, hvor der er plads til 4 personer på elefantens ryg. Det er en meget vuggende oplevelse. Falder man ned, er det langt dels fra elefantryggen til vejen og dels videre ned ad bjergskrænterne. Ved turens afslutning er der livlig fotografering, og elefantførerne får lidt drikkepenge, men som vi efterhånden har lært vedrørende inderne, er de særdeles venlige, indtil der bliver talt om penge, da er de benhårde, og da vi også er det, ender de ofte med at blive sure.

 

En elefant koster 80.000 kr. i anskaffelse, omtrent som en bil. Driftsomkostningerne er også store. Den skal have mindst 50 kg foder om dagen, og derfor skal føreren have fire ture daglig, førend der er noget til familien.

 

Paladset er meget stort og meget overdådigt og opført af  Mahaja Jai Singh. Han har ikke sparet på noget til sig selv og heller ikke sparet på noget i  markedsføringen af sin magt. Den offentlige audienssal  med en dobbelt søjlehal står på en stor plads. Til højre herfor ligger en høj bygning med vinduer skærmet af fint udskårne sten, hvorfra haremskvinderne og dronningen kunne følge med i forhandlingerne på pladsen. I det indre er der en dejlig gårdhave, hvortil en lille afløbsrende løber ud  over en riflet sten for at give fornemmelse af kølighed. Et værelse med spejlmosaikker indlagt med kalk og alabast. Charlottes lommelygte giver et væld af små stjerner i spejlene. Der er næsten en labyrint af gange, små trapper og slisker ad hvilke Mahajahaen kunne føres i bærestol. Man skal have god tid til Amberpaladset.

 

Nedturen foregår med fem – personers jeeps. Som altid en oplevelse at lade inderne føre sig igennem trafikvirvaret med en forrygende hastighed i forhold til omstændighederne. De vil frem, men uden aggressivitet og med særdeles omhu for ikke at skade andre.

 

Derefter besøg på diamantværksted og forretning inde i Jaipur. Intet ophidsende. Nabo hertil en dejlig frokostrestaurant, hvor vi får tandori, som vi ser blive tilberedt. ….. Nydelige toiletter!

 

Vi kører til City – Paladset, som er et kompleks af forskellige bygninger, intet særligt imponerende. Bygningerne indeholder et museum, hvor vi ser Maharajaens tæpper, bærestole, beklædningsstykker, malerier og våben. Ved siden af ligger Jantra Mantar, som er et observatorium opført i 1728 af samme Jai Singh. Det ligner en samling abstrakte skulpturer, men indeholder bl.a. solure, hvoraf det største fastsætter tiden med to sekunders præcision. Imponerende at man har kunnet bygge og konstruere tingene med så stor nøjagtighed.

 

Sidst på eftermiddagen har vi 1 ½ time for os selv. Vi spadserer ind i byen forbi Hawa Mahal ( Vindenes Palads), som har fem etager med 500 små vinduer, men det meste er kun en skal. Bag resten har haremskvinderne kunnet se ud på gadelivet uden selv at blive set. Som alt andet lyserødt. Vi går lidt væk fra hovedgaden ned igennem de mindre stræder, som overalt her utroligt broget. I gaderne kager af affald, gående, cyklende og kørende trafik. Indimellem blander sig svin, geder, køer og af og til en dromedar. Kvinder på scooter i deres sarier, som blafrer. Hvis de selv kørte scooteren, bar de styrthjelm.

 

Tilbage ved Vindenes Palads sidder vi på en trappe og tager en cigaret. Falder i snak med en inder. Han har en tuc – tuc , og for 16 kr. kører han os rundt en halv time i byen. Igen en utrolig oplevelse af trafikale færdigheder. Vi er heldige og møder ikke blot én men to elefanter. Han stopper omgående og vi får en række gode fotografier.

 

På vej hjem til hotellet kører vi en omvej, idet jeg har sagt til rejselederen, at vi begynder at have ølmangel, og da hun er dygtig og frem for alt utrolig omsorgsfuld, kører vi en omvej forbi et af de meget få steder, hvor man kan købe spiritus.

 

God mad på hotellets øverste etage med en pragtfuld udsigt over lysene. Hyggeligt selskab af Stig Hartmann fra vores rejsehold. ….Og nu dette diktat, derefter i seng.  GOD NAT!

 

Onsdag den 21. november – Jaipur - Agra

 

K. 8.30 afgang på den 234 km. lange tur til Agra.  Efterhånden som solen står op – omkring 28 grader. Landskabet uændret. Trafikken ind imellem glat, men ved landsbyerne broget med mange kameler og oksekærrer på vejen. Undervejs besøger vi en lille landsby et godt stykke fra alfar vej. Her ligger en kæmpemæssig brønd, Abheneri, opført i 9oo – tallet. Firkantet med umådelig mange trapper, som fører ned til det grønligt grumsede vand i bunden. Oppe ved kanten, et lille tempel. Først fundet for omkring 80 år siden, og man kender ikke mange detaljer om dens historie. Vi går en tur i landsbyen, hvor vi køber bananer efter det sædvanlige ritual. De fritgående grise spiser bananskrællerne.

 

(I går var der folketingsvalg derhjemme. Rejseleder Kristina har haft kontakt til sine forældre. De borgerlige og især Venstre har vundet stort.)

 

Let frokost og videre til  Fatapur Sikri, Den forladte By.

 

Stormogulen kunne ikke få drengebørn, men fik et råd af en hellig mand, som stammer her fra. Mindre end et år efter fik Mogulen en velskabt søn, og i begejstring for dette flyttede han hele hovedstaden her ud i 1569. Femten år senere måtte man erkende, at her kunne man ikke bo pga. vandmangel, og i løbet af ingen tid var byen forladt og står nu med intakte spøgelsesagtige tomme bygninger. Imponerende, at man i løbet af så få år kunne opføre alt dette. Vi ser Stormogulens balustrade, hvorfra han hver morgen har hilst på sit folk. Stedet hvor han holdt ministerråd, gemakkerne og haremsbygningerne. Vi spadserer op til moskeen ( trosretningen var da Islam). En lille dreng viser os rundt i det kæmpemæssige bygningsværk. Han gør sig meget umage alt sammen med det formål til sidst at føre os ud af en bagindgang og  ind i en basar, hvor hans far har forretning. Vi har noget besvær med at slippe derfra.

 

Clarks Hotel i Agra, efter en forrygende køretur i mørke, hvor chaufføren snørkler sig ind imellem biler, oksekærrer uden lys, mørklagte cykler og masser af gående. Utroligt, men han får os uden uheld frem til tiden.

 

Vi kan ikke finde restauranten på øverste etage og tager elevatoren ned til receptionen for at få vejledning. Fra 1. etage, hvor vi bor og ned til stueetagen får vi selskab af nogle canadiere, (han var sikh og var i Indien for at vise sine voksne børn sit land) som i løbet af den korte tid anbefaler os at tage med dem til en restaurant få meter fra hotellet. De er så overbevisende, at vi omgående følger med og får en meget hyggelig middag sammen med dem. De giver os deres visitkort ifald, at vi eller måske mere sandsynligt at Henrik skulle komme til Canada.

 

Torsdag den 22. november - Agra

 

Agra  er verdensberømt pga. to ting: Agra Fort og især Taj Mahal.

 

I dag skal vi besøge begge seværdigheder. Bygningen af fortet blev påbegyndt i 1565 af den mægtige Stormogul Akbar, der byggede det som en regulær fæstning. Senere holdt kvinderne deres indtog, og de bygninger, der blev opført til dem, var mere luksusprægede og elegante. Vi ser audienssalen og de pragtfulde private gemakker, som er udsmykket på den for Agra berømte måde, som hedder ”pietra dura” , hvor ædelstene indlægges i marmorplader. Et  krævende og  tidsrøvende arbejde, men disse udsmykninger findes trods dette på stort set hver ccm i de private gemakker. Den sidste store bygherre var Shah Jahan, som var søn af Akbar. Efter at have regeret nogle år blev han afsat af sin egen søn og sat i husarrest i det ottekantede tårn ( Jasmintårnet) på Agra Fort.  Her sad han i 7 år i hvad man må kalde luksusomgivelser med udsigt til Taj Mahal, som han selv havde bygget ved Yamunafloden, og hvor hans elskede dronning lå begravet.

 

Som om dette ikke var nok kører vi nu videre til en af Indiens mest eksklusive juvelerforretninger, Kooh-i-nor. Som vanligt først en demonstration af klenodierne. Flere af damerne fotograferes iført smykker, som kun A.P Møller ville have råd til. Men skønt det kun er få dage siden, at vi handlede tæpper, kommer der alligevel gang i forretningen.

 

Ovenpå disse indtryk trængte vi til vådt og tørt og kommer hurtigt til vores frokostrestaurant. Her er jeg imidlertid blevet så medtaget af dårlig mave, at jeg må søge hjem til vort hotel. I løbet af ingen tid, har vores rejseleder ( Kristina) arrangeret en bil, som kører mig direkte til døren.

 

Resten af selskabet skal videre til Taj Mahal. Dette er et af verdens vidundere. Det er opført i midten af det 17. årh. af Shah Jahan som et gravmæle  for hans hustru, som han kaldte paladsets juvel. Midterkuplen er 70 m. høj, og hele bygningen er lavet i hvidt marmor. Overalt er der indlagt halvædelstene i marmoret, og det anslås at ca. 20.000 mænd skal have været beskæftiget i de 22 år, opførslen stod på. Foran monumentet står en  berømt bænk, hvor Lady Diana i sin tid blev fotograferet, et billede, som gik verden rundt. Charlotte indtager samme position, mens Christian i mit fravær er så venlig at fotografere hende. Der er også et gruppefoto af hele vort selskab, nu reduceret til 29 deltagere.

 

Charlotte kommer hjem ved ca. 18 – tiden og pusler om mig. Vi skulle egentlig have været nede og spise det samme sted som dagen før, men da Charlotte også er ved at blive lidt utilpas, vælger hun at blive hjemme. Telefonen ringer noget uventet, og det er faktisk værten fra restauranten, som på uforklarlig  vis har fundet frem til vores værelse. Han tilbyder at sende en bil for at hente os, en illustration af den desperate situation pga. de manglende turister. Vi sætter ham ind i situationen og takker nej og får i stedet en god nats søvn. En ny dag ” truer”. 

 

Fredag den 23. november – Agra – Jhansi - Khajuraho

 

Vækning kl. 6.30  For vi skal af sted til banegården allerede kl. 8. Charlotte har også haft dårlig mave, men vi er nogenlunde friske. Som vanligt kaos på banegården. Hist og her nogle køer. En abe oppe under taget. Folk der bare spadserer hen over skinnerne, andre går på dem. Nogle sidder og spiser på gulvet. Toget ankommer til Jhansi kl.  lidt over 9 og holder kun 8 min. ved stationen og afgår derefter, uanset om man er kommet på eller ej. Vi kører på 1. klasse, hvilket indebærer, at der er vinduer i vognen og sæder at sidde på, samt at der serveres ¼ l vand. En interessant tur på godt og vel 2 timer. I Jhansi ventede vores bus, som tager os ad nogle umådelige skrumlede veje  til en lille by, der hedder Orcha. Der er mange gamle og lidt forfaldne templer. Byen ligger ved floden Petra og her spiser vi frokost. Vi nøjes med suppe. Forude venter 174 km. på umådelig dårlig vej, vi er derfor noget trætte, da vi når frem til Khajuraho, men hotellet et rigtig dejligt, og vi nyder en buffet om aftenen.

 

Lørdag den 24. november - Khajuraho

 

Dagen begynder med en lille tur i jeeps ud til en lille landsby. Det er tydeligt, at alle spændt venter på vores ankomst. Vi bliver ført rundt i husene. Inde bag væggene ud til gaden, er der faktisk rigtig hyggeligt, og alt er gjort fint rent og i orden til, at vi skal komme. Der er små gårde med bedesteder, og bagved ligger markerne. Børn og husdyr overalt. Vi fotograferer alt for meget , børnene er aldeles bedårende og charmerende, især når de ikke tigger.

 

Herefter hen til landsbyens skole, hvor børnene har stillet en basar op foran skolen. Der er alskens fine små ting og lækkerier anordnet sirligt, man kan se, hvor de spændt står og venter på , at vi skal købe noget. Vi prøver at komme hele raden rundt. Vi spiser ikke det, vi har købt, men bærer det ud til vores chauffører, som ser ud til at nyde det. Små sirligt rene klasseværelser, hvor børnene sidder på gulvet.

 

En halv time på hotellet og derefter med cykelrickshaw ind til byen. Prisen er på forhånd aftalt til 50 rpc. Først til den gamle by. Vi møder en ung mand på cykel, og da vi gør ophold i byen, viser han os rundt. Børnene flokkes naturligt nok om os. På hans forslag køber vi en stor pose med små chokolader, som vi får ham til at administrere, så han kan holde styr på hvem af børnene, der har fået og hvem, der mangler. På den måde bliver de nogenlunde passiviseret. Han kan vise os brøndene, hvor der ofte er små templer og gudebilleder, således at man kan hente vand og få sine bønner overstået samtidig. Han viser os sit hjem, hvor vi inde på hans værelse får en kop the lavet af hans mor og serveret af hans søster. Alle børnene fra hans familie, det var også  fætre og kusiner, står udenfor og kikker nysgerrigt, men også lidt generte ind ad døråbningen. Derefter viser han os en  skole, som er for fattige børn, der gratis kan få undervisning der. De viser os ivrigt deres tavler, læreren beder os om at lave små regnestykker, hvorefter børnene skriver resultatet. De er meget flittige og meget velopdragne, ingen disciplinære problemer. Da vi kommer ind i en ny klasse, rejser de sig alle sammen, og vores lokale ven fortæller, at vi skal bede dem om at sætte sig, førend de gør det. Besøget ender i et lille rum, hvor det nærmest er ventet, at vi donerer et beløb til skolen. Der er styr på det med  kalkerpapir, så modtageren ikke selv kan beholde beløbet. Måske lidt uventet, men egentlig logisk nok ender vores ven med at vise os sin brors juveler – butik! med forskellige souvenir. Vi køber guden Radha  for 1200 rps, men så er den også støbt i bronze og indlagt med kobber og sølv, i hvert fald, efter hvad de siger. Vi er alle fire meget gode venner.

 

Vores rickshaw – mand har ventet på os, og vi kører nu til den nye by for at sende en e. mail  hjem, men over hele byen er nettet gået ned, og vi vender derfor tilbage til hotellet først på eftermiddagen efter en meget spændende tur. Rickshaw – manden synes i mellemtiden, at prisen er steget til 300 rps. Vi giver 100, som vi havde tænkt, selv om han i begyndelsen kun forlangte 50 , men det er lidt en skam, at man så ofte skal skilles fra inderne med lidt uvenskab pga. pengespørgsmål.

 

Khajuraho har kun 8000 indbyggere, men de har de erotiske templer. De blev bygget fra år 950 – 1050, og oprindelig var der 85, hvoraf de 22 er bevarede. Det er en gåde, at så mange og så store templer kunne bygges  på kun 100 år.

 

Templerne blev først genfundne i 1840. P.gr. af den victorianske moral måtte man vente til 1923 med at udgrave dem. De ligger i et smukt anlæg med plæner, buske og blomster. Det enestående er dog udsmykningen med tusinder af fine figurer, en del i særdeles frisindede og detaljerede samlejesituationer. Lidt på afstand af dette fremtræder templerne ualmindelig smukke i den nedgående sols aftenlys. Templerne er indviede til hinduismen, og der er et for både Brahma, Visnu og Shiva. Vi ser dog ikke vores lille gudinde Radha, som vi har købt samme dag.

 

Kølige drikke på den anden side af gaden. Derefter spadserer vi ad en mørk sti omkring anlægget ind til endnu et hindutempel, hvor der kl. 19 skal foregå en tempelvelsignelse. Den øverste velsigner alle gæsterne, og derefter går festen løs med et brag af trommemusik og klokkespil. Templet bliver velsignet med ild og røgelse, fløjtespil af forskellig art, hvorefter vi tager sko på og hjem med bussen.

 

Søndag den 25. november – Khajuraho - Varanasi

 

Vi spadserer ind til den nye by, som ligger side om side med templerne. Kun beskedent anmaseri. Herefter kan vi sidde i fred og ro på en stensætning og kikke over på templerne og nyde gadelivet. En gammel mand med sin cykelrickshaw har udset os til kunder, og vi har en aftale med ham, giver endda hånden på det. Han venter tålmodigt, mens vi sidder og kikker og bagefter går en runde på torvet. Fredelige to timer, hvorefter vi tager vores cykelrickshaw tilbage til hotellet. 50 rps., og alle er glade.

 

Senere ..

 

Vi skal med flyet til Varanasi.

 

Omhyggelig sikkerhedskontrol. God flyvetur ( vi giver …. meget aktuelt … piloterne karakterer for deres landinger !!)  … Clarks Hotel. De ligner hinanden, men o.k. 

 

Kl. 16 tager vi ud på det, der i kataloget er kaldet en overraskelse. Bussen kører os ind til byen, herefter omstigning til rickshaws, en tur på ca. ½ time, Derefter til fods ned til floden Ganges. Vi har været igennem byen Varanasi. Her har boet mennesker i 3000 år og alt det, der tidligere er beskrevet skal ganges med tre for at beskrive denne by: Kærrer, køer, geder, aber, rickshaws, mennesker, tiggere etc.  Sanseindtrykkene er nået op i højeste potens her. Pludselig uventet ligger floden for vores fødder neden for en lang trappe, som kaldes ghat. På den modsatte bred er der ingen mennesker, en enorm kontrast. Det er ved at blive mørkt. Vi 32 mennesker sejler af sted i en robåd ud på Ganges. Mørket falder hurtigt. Efter at have været optaget af livet på floden, hvor der stort set kun er robåde, kommer vi til noget af det mest ejendommelige, vi nogensinde har set. Marnikarnika Ghat er et af de store kremeringssteder. Her kremeres gennemsnitlig 300 lig i døgnet. Allerede på afstand kan vi se ca. 10 store bål brænde. Der må ikke fotograferes, hvilket er pli. Vi lægger helt ind og ser op ad den store trappe med flere afsatser, hvor der er plads til kremeringerne. Helt oppe støder fleretagers  faldefærdige huse til trappen. Der går en flok køer, kulsorte. Det hele belyst af alm. gadelygter og bålene. Ned ad trappen er der kremeringer på afsatserne, og vi ser de flammende bål, der kræves ca. 200 kg. godt træ til en ordentlig kremering. Det er næsten ligesom en godsekspedition. På trappen ligger der indhyllede lig, som venter på at blive bragt ind over bålet, og vi ser hvor rapt, det går. Arbejdet passes af kasteløse, idet det er det laveste, man kan komme til, men de har en god indtjening, idet de i asken kan finde guldklumper fra tænder eller smykker. Affaldet væltes i floden, og her går et par hunde, som kommer op at slås, idet kremeringen ikke er fuldkommen. Over det hele hviler gadelygternes bløde lys blandet med glimtene fra bålene, og alt dette strækker sig ud over floden, hvor vi ligger. Der er naturligvis mange mennesker, for det meste pårørende, kun mænd, fordi kvinder ikke må deltage ved  kremeringer pga. tidligere hustruselvmordsbrændinger. Der er ingen jamren, heller ingen lugt. Den  er fjernet ved indsmøring af liget i  en særlig afsmeltning af smør.

 

Til venstre for os, hvor det er lidt mere mørkt, er man i færd med at bisætte en af de personer, nemlig med høj feber eller et barn, som ikke må kremeres. Han er godt pakket ind. Der bliver bundet sten til pakken, som derefter læsses på en robåd. I løbet af ti min. sejler de pårørende lidt længere ud på floden og dumper ham. Således bliver der dagligt kastet ca. 40.000 lig  i Ganges floden. Nede i vandet er der skildpadder og delfiner, som bider snorene til stenene over, og når liget stiger op, begynder de at spise af det.  På denne måde er Ganges til en vis grad selvrensende, men det er dog hyppigt at møde lig eller ligrester, som flyder ned ad floden.

 

I rejsebeskrivelsen stod, at denne aften ville sætte dybe spor i erindringen, og det passer. Vi sejler tilbage til vores udgangs ghat, hvor der er en tempelindvielse i gang, stort hurlumhej, men sindet er mættet. Spadserer op igennem Varanasi, hvorom Mark Twain har sagt: Den er ældre end troen og ældre end alt det andet lagt sammen. Den er i hvert tilfælde stærkere, og det siger ikke så lidt, end alt det vi hidtil har set. Cykelrickshaws igennem lydmuren og gennem alle de andre mure. Endelig når vi frem bag de  beskyttende ruder i bussen. Kommer til hotellet og får en god middag og lander vist nok på begge ben.

                     

Mandag den 26. november - Varanasi

 

Vækning kl. 4.45. Det er rigtig tidligt; vi skal nemlig ned til Ganges for at  se solen stå op. To mand ved årerne og 32 passagerer, der skal ud at opleve hinduernes rituelle morgenbadning, hvorved de befries for synder. Det er i fuld gang … og hvor må de have syndet, for der bades og bades. Vi sætter små lys i bitte små kurve lavet af lotusblade ud, hvor de  flyder af sted, og samtidig står solen op. Alt tilsammen giver en dejlig stemning. Derefter spadserer vi en tur ind i den gamle bydel, hvor stræderne ofte ikke er mere end 1 ½ meter brede. Der er mange hellige steder. Mest berømt er Det gyldne Tempel, hvis navn understreges af, at der ligger 700 kg. guld på taget. Det oprindelige tempel blev ødelagt i 1669 af muslimerne, som i stedet opførte en moske`, men her er nu bygget et nyt gyldent tempel. Der er mange soldater i området, idet dette naturligt nok er en brydningsflade imellem de to verdensreligioner. Der må ikke fotograferes. En spændende tur, hvor man kommer kropsnært tæt på hinanden.

 

Vi kører ud til et silkevæveri, handelen er hurtigt i gang. Charlotte bestiller to ærmeløse toppe af silke, de bliver syet samme dag og leveret om aftenen på hotellet for ca. 500 kr. i alt.

 

Eftermiddagen er til fri disposition. Et par hurtige mænd fanger os, så snart vi kommer ud på gaden til deres tuc – tuc. Prisen til byen med ventetid og tilbage bliver aftalt til 24 kr. Vi fornemmer, at de er glade for endelig at få noget at lave, idet hele vores rejse har været præget af, at her ikke er nogle turister pga. krigen i Afghanistan og terrortruslerne. Vi drøner på den vanlige måde ind og ud imellem tusinder af kørende, cyklende og gående trafikanter iblandet køer og aber. Endnu en lille sejltur på Ganges. Vi kommer meget tæt forbi et andet kremeringssted, hvor vi erfarer, at ligenes ansigter ikke er tildækkede.

 

Derefter kører de os op til det muslimske kvarter, hvor priserne er faste. D.v.s., der ”pruttes” ikke, og prisniveauet er noget lavere. Af utrolige snørklede og af og til kun lerklinede gader og stræder kommer vi til et temmelig mørkt sted. De standser og siger:  ”Her er det”. Vi havde forestillet os et marked, men der er  kun en meget mørkegrøn dør. Charlotte gør ophævelser, men i skæret fra tuc – tucens lygter, kan vi se deres beroligende smil. Vi kommer inden for i en lidt tarvelig trappeopgang. Den næste dør fører os imidlertid ind til salgslokalet, en 3 x 8 meter stor madras med magelige stole placeret ved siden. En ung, charmerende og meget salgsmindet muslim tager imod os og fornemmer hurtigt i hvilken retning, vore ønsker går. Priserne er faste, idet han skal afregne med en fjern arbejdsgiver. I løbet af en halv time, en kop sød indisk the og et par cigaretter, har han solgt os fem sjaler som julegaver og et ekstra flot til Charlotte, samlet pris ca. 1500 kr., men det er ­ægte silke.

 

Tuc tuc – mændene, hvoraf den ene efterhånden lugter noget af spiritus, men hvor de i øvrigt ser ud til at have det rigtig hyggeligt på forsædet, kører os tilbage til hotellet. Vi giver dem lidt rigeligt og fornemmer, at vi alle har haft en god eftermiddag.

 

Vi er nogle af de første, der er kommet tilbage, og efterhånden som resten af selskabet kommer til, viser Charlotte med glæde vore indkøb frem, begejstringen er som den skal være.

 

Middag og efterfølgende på værelset et lille eftersyn af dagens høst. Tilfredse lægger vi os til at sove.

 

Tirsdag den 27. november – Varanasi - Lucknow

 

Vi er tidligt oppe, fordi vi skal flyve fra Varanasis internationale lufthavn til Kathmandu kl. 12.55. Bussen kæmper sig ud igennem Varanasis trafikkaos. Lufthavnen noget trist, men sikkerhedskontrollen er særdeles omfattende. De sidste dage er der kommet nyheder om tiltagende uro i Nepal forårsaget af maoistiske oprørere. Adskillige omkomne.

 

Der er ca. 10 min til afgang, og vi står med vores bordingcard i hånden, da rejselederen , Kristina, kommer med en meddelelse :”Normalt synes jeg, det er dejligt at være rejseleder, men det gør jeg ikke i dag. I kommer ikke til Kathmandu. Der er erklæret undtagelsestilstand, og militæret er sat ind”; et par tårer løb ned over hendes kind, men derefter var hun den sædvanligt smilende, og det kan nok være, at der kom gang i mobiltelefonen.

 

Vi omdirigeres til at flyve til Lucknow, som er hovedstaden i delstaten Uttar Pradesh med ca. 2 mill. indbyggere. I ventetiden får vi på rejsebureauets regning sandwich, øl og vand samt rygetilladelse.

 

Vi er fremme ved vort bestemmelsessted et stykke ud på aftenen , hvor vi bliver indkvarteret på Taj Residency, og nu er der  ikke længere tale om et 4- stjernet hotel, men om luksus. Vi har aldrig været på et så flot hotel. Rejsebureauet inviterer os på en dejlig buffet som aftensmad. Vi skal dog selv betale drikkevarerne, idet der er en yderligere overraskelse næste dag.

 

Om morgenen har vi ringet til Christian for at berolige ham med, at vi ikke tager til Nepal. Han har også nyheder til os. Henrik skal til Final Check på Forsvarets Flyveskole samme dag.  Da vi er kommet i seng, skal vi derfor naturligvis have en opringning til Danmark, hvor Christian kan fortælle, at lillebror har ringet hjem og med let dirrende stemme fortalt, at han  bestået. Så gør det pludselig ikke så meget, at vi ikke kom til Nepal.

 

Onsdag den 28. november - Lucknow

                     

Vi får lov til at sove længe, for vi skal ikke af sted før kl. 9.30. Der er ikke så meget at se i Lucknow.

 

Martenieres Boys Colleges er højst ca. 100 år gammelt. Det er en drengekostskole for overklassebørn. Hovedpersonen Mowgli fra Kiplings Junglebogen gik her på skolen.

 

I kraft af sin status som hovedstad var Lucknow af stor betydning for englænderne, og vi besøger det britiske hovedkvarter, som var en særdeles velbevogtet by i byen. Den engelske styrke var derfor velforskanset, da Sepoy-oprøret brød ud i 1857.Sepoy er betegnelsen for de indiske soldater i den engelske hær. Kimen til mytteriet lå i englændernes manglende respekt for de religiøse forhold. Således indførte man en patrontype, som var indsmurt i fedt, og som soldaterne var nødt til at bide i. For Hinduerne ville det være en religiøs synd at få animalsk fedt i munden. Vi ser, hvor slemt hovedkvarteret blev medtaget under oprøret. Mange bygninger er i ruiner, og de resterende har store skudhuller. Øverstbefalende var Sir Henry Lawrence. Man kan se, hvor han blev såret, bygningen hvor kirurgen prøvede at redde hans liv og endelig stedet, hvor han blev begravet få dage efter.

 

Om eftermiddagen går turen til Imambara. Opført i 1784 og grundlagt i forbindelses med hungersnøden og som socialt beskæftigelsesprojekt . I dag et religiøst, hinduistisk sted. Loftetagen  højt over de indvendige sale. Her er en kæmpemæssig labyrint af gange i flere niveauer forbundet med talrige trapper. Fra taget er udsigten flot over på naboejendommen, som er en flot moske` med to høje minareter.

 

Dagen slutter med et besøg i Lucknows basar. Her afspejles det, at byen er mere velstående og ikke nær så afhængig af turister som de andre steder, vi har været. Liver er langt roligere. Vi møder ikke den desperate pågåenhed, som vi ellers har vænnet os til.

 

Dejlig aftensmad på luksushotellet. De indere kan få plads til meget forskelligt på én tallerken.

 

I overmorgen er vi hjemme, og heldigvis er det ikke så dårligt, og vi er nok blevet lidt mere eftertænksomme m.h.t., hvad livet går ud på.

 

Torsdag den 29. november – Lucknow - Delhi

 

Formiddagen går med flytransport fra Lucknow tilbage til New Delhi, hvor vi er fremme først på eftermiddagen og indkvarteres på vores velkendte Marriott Hotel. Den flot uniformerede og turbanklædte dørvogter hilser os velkommen, men det gør han vist til alle.

 

Om eftermiddagen går turen til Baha`i – Templet, også kaldet Lotustemplet, beliggende i udkanten af New Delhi. Det forestiller en stor udsprunget lotus-blomst i marmor med 27 kronblade, som hver er 22 m. høje. Ni kunstige damme omgiver templet og virker kølende. Alt sammen beliggende i en dejlig grøn park.

 

Vi er tilbage på hotellet lidt tidligt, for vi skal klæde om. Om aftenen er Alletiders Rejser vores vært til stor middag på en spændende og særpræget restaurant i Delhi. Det er meget festligt, og det forstærkes af, at vi har opsnuset, at det tilfældigvis er Kristinas fødselsdag. Vi har samlet ind til en lille kontant gave til hende, og restauranten serverer champagne og fødselsdagskage for hende. De mange og velsmagende retter ledsages af øl og den vanlige rom og cola. Bussen bringer os sikkert hjem.

 

Fredag den 30. november – Delhi – Kbh. - Århus

 

Rejsen i Indien er slut. Tilbage er kun de ca. 10 timers flyvetur uden om det krigshærgede Afghanistan  og tilbage til København, hvor 1. søndag i Advent, juleudsmykning og fjernsynets julekalendere venter os. Vel nede i Tirstrup er der selv denne sene fredag aften et solidt fremmøde af toldere, men vi glider fint igennem med vort indkøbte tæppe. Begge drenge og lille Nisse tager imod os, og herefter er familien på ny samlet.

 

                                                                                       SLUT.