Rejsedagbog

Mandag d. 1/2 2004

                                           

 

 

                                  Vores tur til Australien okt. - nov. 2011

 

 

                 Mandag den 17. oktober.

 

 

                      Endelig. Flere dages rejsespænding bliver forløst, da vi med vores kufferter bagefter trasker ned mod bussen ind til banegården og toget til Høje Tåstrup, hvor Christian på vej fra arbejde henter os. Hjemme hos Rikke fylder de overstadige børnebørn godt i stuen, og vi får dejlig aftensmad, inden Agnete og hendes far insisterer på at køre os ud til vores overnatningshotel ved lufthavnen.

 

 

                      Tirsdag den 18. oktober.

 

 

                      Efter et par solide portioner røræg og bacon er der problemfri og hurtig booking og sikkerhedscheck på vej til vores Singapore Airlines Airbus. Elleve timer til Singapore med afgang kl. 11.20. med et ledigt sæde ved siden af os. Fortræffelig betjening og rigeligt med drinks. Aftensmad midt på eftermiddagen og morgenmad midt om natten inden vi klokken fem morgen lokal tid lander uden at have sovet.

 

 

                      Onsdag den 19. oktober.

 

 

                      To timers pause, to cigaretter og nattelukkede forretninger.

                      De syv en halv time til Sydney begynder med endnu en omgang morgenmad med pølse og røræg efterfulgt af frokost med oksesteg og kartoffelmos alt sammen fortræffeligt, men trods variationen ensartet.

                      Klokken 17 lokal tid lander vi, kommer let gennem den strikse indrejsekontrol og mødes af flag og Susanne og Bob i lufthavnen, hvorfra der er en times kørsel gennem Sydney og nordpå til forstaden New Port med en pragtfuld havudsigt fra deres meget charmerende hus, festlig velkomst med champagne og en behagelig let og velsmagende grøntsagssuppe til lyden af cikader. Vores værelser i underetagen velkommer os med friske blomster og et køleskab med kolde øl og hvidvin, masser af informationer om Sydney og omgivelser. Vi føler os meget velkomne.

 

 

                      Torsdag den 20. oktober.

 

 

                      Susanne vækker os klokken tolv med kombineret morgenmad og frokost på verandaen, hvor smukke regnbueparakitter jævnligt lander på gelænderet og absolut foretrækker solsikkefrøene i foderblandingen, som de også spiser af hånden ofte sammen med en stor sort fugl, som lidt mistroisk napper små stykker af skært kød, som Susanne har forberedt og opbevarer i køleskabet.

                      Andre, men ikke så hyppige gæster de kommende dage er kongepapegøjen, hvide kakaduer og butcher-fuglen, som usvigelig sikkert fanger det stykke kød, som man kaster op i luften. Sikken et liv inden for armslængde.

                      Området omkring Sydney er gennemskåret af fjorde og består af pynter og halvøer og standser brat ved det enorme Stillehav mod øst. Denne eftermiddag bruger vi på at tage nærområdet i syne og krydser nord på til strande ud mod havet og ind til Pittwater-fjorden og en øl med udsigt til en kunstner-ø uden landforbindelse og ender med en spadseretur gennem en mangfoldighed af planter mellem klipper til et udsigtspunkt over vandet og alle herlighederne.

                      Bob har købt ind til lækker marineret laks og friskpillede rejer, der serveres efter en tur på grillen.

 

 

                      Fredag den 21. oktober.

 

 

                      Sidst på formiddagen tager vi af sted fra fuglene, træerne og blomsterne omkring verandaen til færgen fra forstaden Manley ind til Sydney havn midt mellem Operahuset og Harbour Bridge, der binder byen sammen og stod færdig 1936 efter ti års arbejde.

                      Et par hundrede skridt fra havnen får vi ved toldboden en lækker og sprød pizza serveret med den venlighed, som åbenbart er almindelig her i modsætning til derhjemme.

                      Fra det øverste åbne dæk af en turistbus ser vi Sydneys seværdigheder.

                      Om aftenen kørte vi ned til Susanne og Bobs italienske stamrestaurant, hvor værten med skaldepande, skæg, forklæde, korte bukser og topmave uden tøven indvilligede i at lave pasta med alt godt fra havet, og det smagte sammen med den medbragte vin.

 

 

                      Lørdag den 22. oktober.

 

 

                      Bob er tidligt om morgenen taget af sted til et malerkursus indtil søndag. Hans akvareller er rigtig gode især himlene, lyset og vandet.

                      Vi nyder det meste af formiddagen på verandaen med vores nye fuglevenner, indtil stranden kalder med udsigt til tusinder af kilometer hav, swimmingpool og pukkelhvaler på 25 tons, der passerer og springer op for at lufte sig eller puste skorstensrøret fri for vand.

                      Kvarteret består af velhavervillaer, som for mig ligner hinanden i en sådan grad, at jeg ikke kan finde hjem på egen hånd.

                      Efter et par timers personlig pleje og omhyggeligt udvalgt tøj er vi beredt til Operaen og Den glade Enke. Susanne kæmper os gennem trafikken frem til en parkeringsplads i behagelig gå – afstand.

                      Hvidvin og rejecocktail på nogle heldige ledige stole neden for Operaens enorme skjolde og blandt forventningsfuld glæde.

                      De synger godt, og vi var der. Men ligeså enestående Operaen er set udefra, ligeså ordinær er den indvendigt. Da var pengene sluppet op.

                      Efter forestillingen strømmer hundredvis af mennesker ud i mørket, og Susanne må af og til frem og tilbage for at have styr på os. Men vi er sammen på poppen, der koger tæt ved bilen, og hvor nogle unge mænd giver siddeplads for os for i stedet under gadelygten at gramse på pigernes præsentationer.

 

 

                      Søndag den 23. oktober.

 

 

                      Hen på formiddagen efter en sidste fodring af fuglene kører vi ind til Sydney. Selv om det er søndag, er der megen trafik og af og til meget lange køer.

                      The Rock – området er pletter af det tilbageværende af begyndelsen på en by i 1800 – tallet. En enkelt forretning lever af at være uforandret siden da, men ellers er de tilbageværende lagerbygninger blevet til anmassende restauranter med priser, der lever op til deres prangende facader, og havnearbejdernes beskedne boliger er blevet ubetalelige.

                      Efter et glas øl er jeg venligere stemt over for søndagsmarkedet, og på min opfordring køber Charlotte en lang skjortebluse, et bælte og en regnfrakke lavet af sammenstykkede tryk fra aviser.

                      Woolworth-supermarkedet tager ikke hensyn til, at det er helligdag, og de indkøbte oksebøffer smager herligt efter en tur på grillen, som overvåges af Bob med sin pandelygte, der er tilbage med resultaterne af sit kursus og på vores ønske forærer os et indblik i en skov, som minder om vores vandring i reservatet den første dag. Efter min mening burde han snart lade et større publikum få glæde af hans evner.

 

 

                      Mandag den 24. oktober.

 

 

                      Fra klokken syv er der gang i den, for alt skal pakkes til turen op til Louise, og to timer senere arbejder vi os ud af Sydney for derpå at kravle op i The Blue Mountains, hvor vi skal overnatte.

                      Første stop er ved ingenting bortset fra en firkant med sand, men herfra er der en sti til en udsigt over de trædækkede dale mellem to hundrede til tre hundrede meter lodrette sider af eroderede sandstensbjerge i mange farver.

                      På vejen tilbage vælter røgen op fra en bush-fire, som enten skyldes uansvarlighed eller ond vilje, og kort efter hører vi udrykningssirenerne og ser helikoptere i luften.

                      Huset, hvor vi skal bo, er stort og lidt mere end komfortabelt. Det tilhører Susanne og Bobs naboer og er venligst udlånt til os.

                      Efter nødtørftigt at have pakket ud kører vi til endnu et sandet hjulspor og hundrede trappetrin ned gennem bushen til Prædikestolen, hvorfra menigheden i form af buske, træer og bjergformationer kan betragtes fra det nærmeste til det fjerneste.

                      I skyggen under et klippehalvtag nyder vi Bobs velforberedte frokostkurv.

                      Tæt ved vores lille by findes en kløft, hvor en sti følger en mindre flod på dens løb over mange små vandfald ned gennem en subtropisk regnskov med en enestående mangfoldighed af forskellig vegetation.

                      I byen Black Heath får vi sidst på eftermiddagen en øl. Overfor i en velrenommeret skotøjsforretning har Susanne i mellemtiden fundet et par australske støvler, som lige passer mig Til aftensmad nyder vi Bobs lækre pastasalat med skruer, et væld af grøntsager og tun, og kort efter går seniorklubben til sengs.

 

 

                     

 

                      Tirsdag den 25. oktober.

 

 

                      Efter endnu et par betagende udsigter bl.a. til den berømte klippeformation Three Sisters, som står knivskarpt i morgensolen, mens turistbusserne kommer og går i en lind strøm, er vi ”On the road again” ... Guldfundene i Australien tiltrak for halvandet hundrede år siden tusinder af eventyrere, som uanset om de fandt guld eller blot grus, var med til at udvikle landet.

                      Little Hartleys er nogle få bevarede tomme stenhuse i slipstrømmen efter guldgraverne. Længere fremme ved en flod ligger en klynge beboede huse og et kaffested med papegøjer i bur og mange flere udenfor. Det lykkes os efter nogle vanskeligheder at komme ned til floden, som var kilden til håbet for de mange.

                      I Hill End bor i hvert sit slidte hus omkring fyrre familier, som ikke har fundet noget bedre end indgangen til en mine, som aldrig blev til noget. Frokostsandwich i den lokale park med fine faciliteter.

                      Om eftermiddagen standser vi i en by, hvor den gamle diligencestation er lavet om til hotel med gårdservering, der hvor hestene var opstaldede for natten, og små værelser langs en svalegang ovenover.

                      I Gulgong har Susanne og Bob vanen tro sørget godt for os og reserveret rigtig gode værelser på Prins Williams Hotel. Gårdhaven er delvist overdækket, og det er godt, for det regner, mens vi spiser bøffer og mixed grill.

 

 

                      Onsdag den 26. oktober.

 

 

                      Pølser og spejlæg hos bageren rundt om hjørnet.

                      Sidst på formiddagen standser vi ved et truck-stop sammen med to imponerende lastbiler. Det tager kun få minutter for Susanne at få mig op i førerhuset, hvor alt er inden for rækkevidde og sengen parat bag sæderne.

                      Tredive km. længere fremme ligger en ydmyg dyrepark, som byder på overraskende oplevelser. Billetdamen følger os hen til koalabjørne, der trods deres middagssøvn nyder at blivet kløet i en sådan grad, at de smasker.

                      En kænguru griber med sine små forben om armene, og emuernes nysgerrighed er vagt af mit kamera, og de kommer tæt på.

                      Fra nu af er farmen målet, og spændingen stiger for hver kilometer. Ved enden af en meget privat grusvej midt i en grøn dal med mørke køer omkranset af træklædte bjerge ligger der spredte huse, hvoraf et er meget levende, og fra det kommer Louise frem med favnen åben for at modtage os.

                      Mellem hundreder af absolut nødvendige ord får Willie et øjeblik til at byde os velkommen, og to seks måneders hvalpe bliver lukket ud og indtager lykkelige græsplænen med deres leg.

                      Inden den lækre lasagne med vin ad libitum kommer den tamme kongepapegøje og spiser af min hånd.

                      Hvad mere kan man ønske? God nat.

 

 

                      Torsdag den 27. oktober.

 

 

                      Efter en lidt sen og derfor hurtig morgenmad kører Susanne os ud på ejendommen, hvor Louise og hendes fire mænd på firhjulede motorcykler har drevet 142 køer og deres tilhørende kalve sammen med henblik på vaccination, kastration af tyrekalvene og øremærkning, mens de fire ad gangen står klemt sammen i en bås. Der arbejdes hele tiden kun afbrudt af formiddagskaffe og frokost.

                      På vejen hjem opdager vi en kalv, som er blevet overset langt ude på marken. Med megen møje og mens den går mere og mere i panik og får en blodig snude mod rækværket, lykkes det at drive den ind i slusen til øremærkning.

                      Til aftensmad har Bob stegt en dejlig lammesteg med grøntsager, og oven på en dag fuld af indtryk falder vi tidligt i søvn.

 

 

                      Fredag den 28. oktober.

 

 

                      Uden respekt for min morgensøvn farer Charlotte af sted klokken syv for at være med til den sidste øremærkning, hvor hun kunne give et nap med.

                      Imens tager jeg del i at fange to køer, der er kommet i forkert selskab, og efter nogen snilde gelejder daglejer, Michael, dem elegant på sin medbragte meget roste hest tilbage til deres flok.

                      Frokost er en nødvendighed og ikke mere end det.

                      Bagefter kører vi ud for tålmodigt at lempe Louises nøje udvalgte tyre gennem slusen og to ad gangen op på en lastbil, der kører dem ud til den flok køer, som synes at trænge til netop deres fortrin.

                      Nu har vi at gøre med de tunge drenge med kræfter, der uventet kan ødelægge alt inden for rækkevidde, så respekten er stor. Louise er alle andre overlegen i sin rolige styring af den lurende vildskab og med tanke for, at de hver koster 25.000 kr.

                      I løbet af eftermiddagen er Willies bror og tre sønner med koner og børn ankommet, og først på aftenen støder Ellen til efter seks timers kørsel fra Newcastle. Så vi er sytten omkring bordet på verandaen til hjemmeavlede angus-oksebøffer fra grillen og et væld af overdådige salater kreeret af Bob.

 

 

                      Lørdag den 29. oktober.

 

 

                      Skinke og spejlæg og derpå øremærkning af tyre.

                      Louise, Charlotte og jeg kører ud til folden, hvor to venter fra i går. De kommer en for en ind i slusen og ender i boksen, hvor hovedet så godt som mulige bliver bundet fast med et tov, som jeg holder. Det hele foregår overraskende fredeligt.

                      Efter frokost kører vi ud på hver sin firhjulede motorcykel for at finde den sidste af Louises udvalgte tyre og drive den ind i slusen til afhentning med lastbilen og transport til dens bestemmelsessted.

                      Motorcyklen er kraftfuldt og terrænet fuldt af overraskelser, så som nybegynder skal man være meget opmærksom.

                      Aftensmaden med kylling og grøntsager i en wok samt ris er dejlig.

 

 

                     

 

 

                      Søndag den 30. oktober.

 

 

                      Hviledagen begynder med æg og bacon og fortsætter med forskellig slags papegøjer ved foderbrættet sammen med farvestrålende småfugle og længere væk en flok ibisser i et træ.

                      Ved middagstid tager Ellen som den sidste gæst af sted, og Louise, Charlotte og jeg kører på to motorcykler ud i et hjørne af den 25 km2 store ejendom til en værdi af 50 mill kr., og som huser 36 tyre og 1200 køer med tilhørende kalve.

                      Bortset fra et knap synligt hjulspor, et par hegn og de vidt spredte køer er naturen uberørt og frodigt græs strækker sig mellem skovklædte bakkedrag afbrudt af områder med vildnis, mange forskellige træer og gennem skåret af to åer, som siden slår sig sammen og længere borte bliver til en flod.

                      Til aftensmad laver jeg hakkebøf med bløde løg, og trods en kikset sovs p.g.a en fremmedartet jævner, går det an.

 

 

                      Mandag den 31. oktober.

 

 

                      Vi er oppe lidt over klokken syv for at tilbagelægge de knap to timers kørsel ind til områdets hovedby, Tamworth, og dens kvæg-og fåremarked. På vejen overhaler vi adskillige lastbiler, som med deres levende last har samme mål.

                      Catwalken her er det omvendte af hvad vi er vant til, for langs hævede stålpassager kan køberne vandre omkring og tage sælgernes bokse i øjesyn, og hvis der er interesse gå ned ad trapperne til øjenhøjde og en vurderende håndspålæggelse.

                      I et forrygende tempo som på en dansk fiskeauktion har 1100 stykker skiftet ejer, inden vi når frem og ser alle former for kvæg og farver størrelser med og uden forskellige horn blive drevet ind til den vejning, som afgør den endelige pris, af mænd, der går med skrævende arme og råber og tæsker løs. Det er befriende at se en af dem blive sparket omkuld i kokasserne.

                      Lidt derfra er fårene ved at blive læsset af lastbilerne og anbragt. På et lille tegn løber hunden opad trapperne langs rampen og springer ubesværet over rækværket ind til fårene, som klumper så meget sammen på ladet, at den er nødt til adræt at løbe henover deres rygge for at komme bag om for at kunne drive dem.

                      I bagende sol og varmen fra stressede dyr og opkøbere handles der skønsmæssigt to tusinde får, mens mænd er mænd og helst mest.

                      Blandt meget, meget andet bringer vi en grillstegt kylling med hjem fra supermarkedet, og plukket i stykker smager den i en salat til aftensmad.

 

 

                      Tirsdag den 1. november.

 

 

                      Louise og Charlotte er oppe lidt over klokken seks for at drage ud og med forskellige hormoner fremkalde ægløsning hos nogle særligt kostbare avlskøer, så de er klar til inseminatorens ankomst i over morgen.

                      Sidenhen omplacerer vi tre på hver sin motorcykel nogle tyre og en flok køer, hvor Louises ni år gamle border - collie fra sin plads på sædet bag hende ved et enkelt tegn springer ned og efter et fløjt og en strakt finger farer ud i det fjerne og stille og roligt måske med et enkelt nap får samlet den sidste forvildede ko op. En imponerende fremvisning af samarbejdet mellem forskellige evner.

                      Vi er i et meget sumpet område, hvilket ikke har gjort det nemmere for hunden og især ikke for mig, som trods gode råd forinden strander på en tue i vandet og efter nogen forberedelse ydmygt må lade mig trække fri af Louise.

                      Kort før middag kører vi de halvtreds kilometer til frisk mælk i den nærmeste by, Barraba, hvor man i anledning af Melburne-cup kan købe en frokostbuffet på et fint hotel og overvære Australiens største galopløb på storskærm sammen med femogtyve pyntede damer med elegante hatte samt et par mænd. Louise var barhovedet.

                      På vejen hjem ser vi blandt masser af kænguruer egnens hvide, som nyder aftensolen. I et dødt træ sidder en meter stor ørn med resterne af en kanin i kløerne, og fra en af el-ledningerne spejder isfuglen efter småkryb nede i græsset.

                      Grydebøffen laver jeg, men hvor er det svært at leve op til egne forventninger i et fremmed køkken.

 

 

                      Onsdag den 2. november.

 

 

                      Klokken seks om morgenen har Louise været ude ved sin lille hjord, som er beregnet til avl af verdens dyreste oksekød, for at give køerne en indsprøjtning, som udløser ægløsning efterfulgt af brunst. Hvis de er kommet i det humør bedækker de hinanden, hvorved et gråt mærke på bagdelen bliver skrabet til rødt.

                      Senere på dagen kører vi på tre motorcykler ud mellem flokkene af dyr på denne enorme farm med en natur, som veksler hvert øjeblik og derudover ændrer sig i løbet af minutter fra gylden til mørk, når en sky glider forbi. Turen fører os forbi nogle ravne, som kredser over et meget ildelugtende kadaver af et vildsvin, som formodentlig er dræbt af lømler, der om natten kører ind på ejendommen for at få luft for deres fuldstændig formålsløse lyster. Lidt længere fremme ser vi en død ko, som måtte lade livet p.g.a. alle de dejlige kløver. Vi kører videre til et lille område med en million år gamle forstenede træer.

                      For os er det en særlig oplevelse alene at blive vist omkring af vores egen guide i modsætning til at være i den sædvanlige rejseflok.

                      Vi får en dejlig kyllingegryderet til aftensmad.

 

 

                      Torsdag den 3. november.

 

 

                      Dagen begynder vellykket, for alle ti køer er blevet røde og på det aftalte klokkeslæt ankommer inseminøren, og med hele underarmen oppe i koens tarm føler han sig frem til livmodermunden og tømmer med den anden hånd den medbragte sprøjte (strå) med sæd på det rette sted.

                      Med bevidstheden om, at intet kunne være gjort bedre på farmen, sætter Louise sig bag rattet på firhjulstrækkeren for med en enkelt overnatning og mange oplevelser at køre os den lange vej tilbage til Sydney.

                      Vi nyder vores medbragte frokost i en park på vej mod overnatningsstedet, inden vi i næste morgen når frem til Susanne.

                      Bed and breakfast i det 150 år gamle posthus i en lille flække i Hunters Valley midt i vindistriktet mellem masser af kulminer. Værelserne er fine og meget personlige med gardiner og nips til overflod.

                      Lige på den anden side af hovedvejen byder den lokale pub bl.a. på bøffer, pommes frites og salat i portioner, der svarer til de mange minearbejderes appetit.

                      Bagefter ser Charlotte Victor Borge show på DVD sammen med værtsparret, inden vi nyder aftenmørket og en øl i gårdhaven.

 

 

                      Fredag den 4. november.

 

 

                      Der er dårligt plads på tallerkenerne til al den røræg og bacon, som serveres til morgenmad, og ved siden af Charlottes plads ligger DVD` en fra i aftes som en gave.

                      Efter en hjertelig afsked tager vi af sted for at holde vores aftale klokken ni med en kulmine-rundviser.

                      I hans præsentationslokale får vi en orientering om den industri, som er en livsnerve for Australien. Alene i dette område er 17.000 beskæftiget med den direkte drift, og fire gange så mange er afhængige af minerne. Og der er forskel på udvindingsgraden, kullenes beskaffenhed og de logistiske muligheder.

                      I en mindre åben mine ser vi de enorme udgravninger og bjerge fra mellemlagene af ubrugeligt grus, som lastbiler til en pris af 75.000.000 kroner per styk! og 200.000 kroner pr dæk, (en lastbil har otte af slagsen!) kører væk med 220 tons på ladet i en adstadig fart.

                      Kullene samles i andre og farlige mange meter høje bjerge omkring transportbåndet, der afleverer dem i togvognene, mens disse langsomt kører forbi. Hver af dem rummer 100 tons, og togstammen består af op til halvfems vogne og kan være 1,5 km lang.

                      Med vinmarker og reklameskilte til alle sider spiser vi røget laks med thai-salat på et kendt ølbryggeri, inden vi fortsætter gennem de udbredte, besværlige forstæder indtil Newcastle, hvor Ellen venter på at blive samlet op i sit lille men billige hus, som hun deler med sin kæreste, Andy.

                      I gåafstand ligger den havn, hvorfra tusinder af tons kul udskibes først og fremmest til Korea, og som modtager en stor del af Australiens behov fra verden omkring. Her er så travlt, at der ofte ned langs kysten ligger halvtreds skibe i kø for at komme ind. ..... Louise, hvad var det det kostede pr. dag???.....  Her var noget med skibene i Ny Guinea, som blev ledt videre, hvis køen var mindre.?

                      Jeg når at knipse nogle fotos gennem hegnet ind til havnens indre, inden en korpulent og selvhøjtidelig vagt vralter frem over græsset og forkynder, at det er forbudt at fotografere og derpå noterer vores bils nummer.

                      Længere ude over for pynten, hvor vi står, ligger kolosserne ved kaj på den modsatte side af havnemundingen, mens andre bliver hjulpet ud af et kobbel bugserbåde.

                      Gennem tæt, men glidende trafik, når vi frem til en pub, øl og havneudløbet helt tæt på, hvor slæbebådene med opmærksom tålmodighed fører tusinder af tons dødvægt gennem sejlrenden.

                      Endelig slipper vi fri af denne spændende og smukke storby og er på motorvejen, som skærer sig gennem klipperne, og i løbet af to timer bringer os frem til Susanne, Bob og kylling i al muligt velsmagende.

 

 

                      Lørdag den 5. november.

 

 

                      Det ugentlige marked i Sydneys gamle bydel, The Rock(s?) har ryddet kalenderen og gjort tre kvarters kørsel ind til byen til en absolut nødvendighed.

                      Ellen får den ønskede regnfrakke mage til Charlottes med hjælp fra hende og Louise, og jeg slipper for, at vi slæber endnu flere bordskånere til huse, inden vi i fællesskab når frem til, at Linette er den derhjemme, som skal begaves ikke mindst p.g.a det store arbejde specielt med Nisse, som gav nogle besværligheder og bekymringer, det bliver med et flot skind fra en kænguru, der med et skud i hovedet er nedlagt af en professionel jæger, så pelsen er uskadt.

                      På et gadehjørne nyder vi sammenfoldede pandekager med forskelligt fyld samt friskpresset juice til frokost. Vi vender allerede midt på eftermiddagen næsen hjem for at nå at købe fish and chips. Det smager rigtig dejligt med hvid- og rødvin på en vestvendt strand omkring vores tæppe, mens solen synker i vandet.

 

 

                      Søndag den 6. november.

 

 

                      Kom hviledagen i hu ... Ja tak, men uafladeligt kommer der gæster på foderbrættet og rækværket omkring verandaen. De fire kakaduer vil gerne have hver deres portion solsikkefrø, mens regnbueparakitterne sidder i træet og venter på, at det bliver deres tur.

                      Et sort næb og vagtsomme gule øjne lander som efter aftale og venter på, at jeg henter skært kød fra køleskabet, hvor Susanne har forberedt et lager, som også sidenhen bekommer latterfuglen så godt, at den spiser af hånden med sit ti cm. lange næb.

                      Vi knuser farvel til Ellen og Louise, og fodermesteren får en velfortjent pause ved at spadsere ned til New Port Marina og sammen med mange andre nyde en øl og udsigten til fjorden og dens lystbåde.

                      Til aften har Bob pakket kylling ind i en meget velsmagende blanding af mange forskellige grøntsager og krydderier og nogle timers tilberedning.

 

 

                      Mandag den 7. november.

 

 

                      Op ad formiddagen kører vi mod Sydney for at se Queen Victoria bygningen, som var noget af det flotteste, da den stod færdig med tre etager i 1898. Siden gik den i forfald og var tæt på at blive revet ned, indtil restaureringen i 1981 medførte, at byen fortsat har en smuk bygning med flot interiør, restauranter og luksusforretninger, hvor jeg var så heldig at finde et byggesæt til T-43 kampvognen.

                      På pladsen foran med statuen af Dronning–matronen nyder vi dejlige sandwichs og fortsætter derpå til Bondi Beach, som uvist af hvilken årsag er den kendteste blandt de mange andre smukke strande omkring Sydney.

                      Hjemme igen dufter en herlig indisk karry-ret, og fuglene venter tålmodigt på at blive fodrede. Frø til papegøjerne og kød til mine to forskellige slags sorte venner. Senere støder latterfuglen til og lader sig bespise af hånden.

                      Da mørket er faldet, dukker husets possum op på verandaen. Den ligner en lille meget lodden bjørn med en lang buket hale, men er et pungdyr, og bliver håndfodret med frø og frugt. Den bor i sin hule inde under taget.

 

 

                      Tirsdag den 8. november.

 

 

                      Vi har kørt og kørt og oplevet og oplevet. Derfor er det stilledag. Charlotte er på stranden og fuglene er hos mig.

                      Vores invitation til at besøge en god restaurant om aftenen bliver ændret med den fornuftige begrundelse, at vi selv kan gøre det ligeså godt eller bedre, hvorfor Bob med kræsen omhu og mig som ledsager i andet forsøg finder en fiskeforretning, som lever op til hans forventninger.

                      Et dusin østers, som min begrænsede erfaring aldrig har smagt bedre, noget, der ligner hummer, og kæmperejer med hjemmelavet dip kommer til deres ære, inden den tunge, varme luft omkring verandaen ender i torden, der ruller fra vest mod øst og tilbage igen, mens horisonten ud over havet og langs bjergene pletvis står skarpt i lyset fra mangfoldige lyn.

                      Trods regnen indfinder Hr. Possum sig til lidt natmad, men hans ryg er våd, når man stryger hen over den.

 

 

                      Onsdag den 9. november.

                     

 

                      Sidst på eftermiddagen skal vi hjem fra et land, hvis befolkning er enestående. På gaderne træffer man sjældent smukke mennesker. De fleste ligner en ubestemmelig blanding af det, som nødvendigvis måtte blive følgen af mange forskellige indvandreres søgen efter et bedre liv. Men det overstråles fuldstændigt af den samhørige omgangstone og oprigtige venlighed, som vi har mødt, når Susanne traf en bekendt på en af villavejene ned til stranden, i alle forretninger og i trafikken, hvor vi trods mange timers kørsel ikke har hørt et eneste horn.

                      Klokken 16 slutter australiernes vellykkede indsats for at give os alt indenfor rækkevidde af oplevelser, der hvor de dristigt har kæmpet sig frem til det overskud, som vi har nydt godt af, og som fuldt ud opvejer det kommende døgns indespærring i et af de Airbus – fly, som bringer os tilbage til Danmark, begyndende vinter og den hverdag, som heldigvis også er god.

 

 

                     

                        

 

 

                     

                     

 

                

 

 

 

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

03.08 | 20:45

fornem fugl det må man sige

...
24.10 | 19:57

Så er bog nummer to på gaden. Det er spændende for os. Vi håber selvfølgelig på en god modtagelse.

...
09.01 | 23:54

9/1 2012.Jeg håber snart, at jeg får stunder til at fortsætte med min hjemmeside, det skal nok komme. Charlotte

...
18.04 | 12:09

Unfortunatly I can not read all but I really wanted to know what you have wrote there, am I also there?

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE