Rejsedagbog

Mandag d. 4/4 2014

                  Marokko on the rocks.

                         15/3 – 29/3 2014.

                         

 

                                            Fredag den 14. marts.

                      Thilde skal i pleje hos børnene i Bagsværd, så derfor er vi med Mols-linjen kl. 14 og fremme kvarter i fem, hvor de to småpiger vinker i døren, inden håndbremsen er trukket.

                      Om aftenen spiser vi på en italiensk restaurant, hvor jeg i anledning af min fødselsdag får gaver.

 

                                                     Lørdag den 15. marts.              

 

                      Åh nej. Op klokken 3. En halv time senere kører Christian os til lufthavnen, hvor der er check in klokken 4. Heldigvis er der åbent i den toldfrie, så vi kan få de sidste forsyninger på plads.

                      Norwegian Airways letter i kuling klokken 6 og bringer os efter en kedelig morgenmad i løbet af fire timer og et kvarter sydpå til 22 gr. og en ok transit, selv om pasbetjentene i flotte uniformer følger deres eget tempo.

                      Inklusive chauffør, lokalguide og vores danske rejseleder er vi seksten i bussen, der gør holdt ved et supermarked, så vi kan købe sandwichs, som nydes til frokost i Riad Dar Saras åbne lounge.

                      Det er et hus fra 1300-tallet, tidligere rigmandsvilla, og de ni værelser ligger i to etager med et galleri øverst omkring to åbne gårde, hvor der i den ene er en lille swimmingpool.

                      Efter et hvil kører vi kl. 15 til Bahia-paladset. Det blev opført i løbet af seks år, hvor der hverken blev sparet på arbejdskraft eller materialer, og stod færdigt i slutningen af 1800-tallet til storvesiren, hans fire koner og 24 konkubiner. Han var en despot, som døde år 1900 i Atlasbjergenes vinter på vej hjem fra en skatteopkrævning, hvorefter selv hans nærmeste plyndrede paladset som hævn.

                      Syd her for ligger det jødiske kvarter. I de arabiske områder forskanser man sig bag lukkede mure, så kvinderne på enhver måde holder sig til deres, men her har man åbnet sig med balkoner ud til gaden.

                      Sidste punkt på dagens udflugt er Fna-pladsen, der er hjertet i Marrakesh. Myriader af mennesker slentrer omkring, hvis de da ikke står stille foran manden, der sælger gebisser, en slangetæmmer, dansende akrobater, en historiefortæller eller køber lækkerier ved en af de talrige boder.

                      Vores opmærksomhed bliver fanget af en pige med en grib, og for ti kroner sidder den på min skulder og bliver fodret med noget ubestemmeligt råt kød. Den er betydeligt tungere end Kargo, vores papegøje.

                     

                      Aftensmad på vores riad. Vi bor i stueetagen, så jeg kan følge med, mens Kalib dækker bord. Han er medhjælper og meget snakkesalig, og over en kop kaffe i det lille køkken får jeg at vide, at han har to koner, ryger hash, og at vi er best friends.

                      Aftensmaden indledes med fire forskellige krydrede grøntsager fulgt af oksekød tilberedt i en tajine, som er en flad lergryde med et låg som en kineserhat.

                      Vi kan selv medbringe vin, så der går ikke lang tid, før end rejseselskabet har fundet sammen.

                     

 

                                           

 

 

                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                      Søndag den 16. marts.

           

 

                      Morgenmad på tagterrassen og den unge mand, der serverer, får slidt trapperne på vej ned og op til og fra køkkenet.

                      Kl. 9.15 kører vi til Koutoubia-moskeen, som kun er åben i det korte tidsrum omkring fredagsbønnen. Den er tusind år gammel, og det 70 meter høje tårn er et vartegn for byen og prydes på toppen af tre guldkugler, der efter overleveringen er en afbigt fra en prinsesse, som var kommet til at spise under ramadanen, samt en galgelignende pil, der peger mod Mekka.

                      Vi er i medinaen, som er den gamle by omgivet af en 19 km lang mur, men selv her inden for er mindre kvarterer også beskyttede, så vi skal gennem Bab Agnou-porten fra 1100-tallet for at komme til en stor krydderi-og urtemedicin-forretning, som er så venlig at have forberedt vores besøg. Med forrygende talegaver forsøger en mand i kjortel og kalot at bjergtage os til at købe løs af lageret af krydderier, mærkværdige dufte og pulvere mod alt fra snorken til kræft.

                      Det egentlige mål er Saadi-mausoleet. Nye dynastier fjerner helst mindet om det forrige, men i slutningen af 1600-tallet fik sultanen åbenbart kolde fødder og undlod at udslette sine forgængeres grave. I stedet lod han dem forsvinde bag en så høj mur, at de først blev opdaget for hundrede år siden, da franskmændene kortlagde området, og den berømte forfatter og pilot Saint-Exupéry fra sit fly fotograferede den skjulte hemmelighed.

                      Efter det gængse ritual er også ligene af de kongelige begravet med ansigtet vendt mod Mekka og dækket af en sten uden navn.

                      Her var mange besøgende og 30 grader, så det er dejligt bagefter at få en forfriskning på en tagterrasse med udsigt til talrige storke og omkring 60 skolebørn, der heldigvis kom efter os.

                      Souk´en er det gamle handelskvarter og centrale marked i Marrakesh. I en labyrint af delvis overdækkede gyder ligger hundredvis af små forretninger, hvor man blot skal standse et øjeblik, før indehaveren er helt tæt på. Anderledes reserverede er de mange håndværkere, der sidder ved drejebænke, symaskiner eller hamrer på kobber. De fleste af dem afviser surt at blive fotograferet, for ifølge en ortodoks fortolkning af koranen kan det stjæle sjælen.

                      På en fortovsrestaurant klumper vi os ved sammenbragte borde med dårlig suppe og en kedelig sandwich.

                      Koran-skolen, medersaen, er fra 1500-tallet og kunne rumme 450 kostelever samt i hold undervise yderligere 450 i den pragtfuldt udsmykkede patio omgivet i to etager af små værelser til eleverne og lidt større til lærerne.

                      Ved siden af ligger Marrakesh-museet i en hundred år gammel rigmandsvilla opført af en tidligere minister. Café i haven.

                      Om aftenen kører vi hen for at spise på Dar el Salam, der er en stor og elegant restaurant. Fire forskellige grøntsager og derpå tajine med kylling. Under middagen optræder en danserinde med et fad levende lys balancerende på hovedet.

                      På vej hjem spadserer vi over Fna-pladsen, hvor der er endnu flere mennesker under et hav af lygter og lamper. Her foretog man indtil for blot hundrede år siden henrettelser ved halshugning og satte hovederne til skue på stager.

 

                                            Mandag den 17. marts.

 

                      Morgenmad i stueetagen for at fremme betjeningen.

                      Kl. 9.00 kører vi til Majorelle-haven.  Den ligger i det franske kvarter og er anlagt af en fransk maler, som boede her fra 1922 og til sin død 1962. Siden forfaldt anlægget, indtil modeskaberen Yves Saint Laurent købte stedet og restaurerede det. I dag står her 300 forskellige eksotiske planter fra hele verden i pragtfulde omgivelser. Kaffe under bougainvilleaer.

                      Ti km uden for Marrakesh står der efter sigende 150 000 dadelpalmer, men de synes af ingenting mellem hoteller, rigmandsvillaer og golfbaner. På et af de tilbageværende områder venter en snes dromedarer på besøgende, der vil ride en tur.

                      Frokosten er på egen hånd med Annelise og Christian på en velbesøgt tagterrasse 10 min. gang fra hotellet. Mixed grill, som er hævet over kritik.

                      Eftermiddagen er fri til en slentretur i forretningskvarteret, hvor en håndværker viser os, hvordan han med sine hænder og en fod kan dreje forskelligt formede løse ringe midt på en stav af cedertræ. Charlotte fik det forærende i en lille guldsnor, og vi gav ham nogle dirham som tak.

                      Hvile, dagbog og fotografering af vores riad-hotel inden aftensmad.

                      Velsmagende suppe, tajine med kylling og hyggeligt samvær.

 

 

                                            Tirsdag den 18. marts.

 

                      Afsted klokken halv ti mod to hundrede meget snoede km. over Atlasbjergene.

                      Sidst på formiddagen lokker et lokalt marked os til at holde ind og tabe både næse, mund og tid. Her er slet ikke plads til de skønsmæssigt 500 stande, men alligevel kommer æselkærrerne med tålmodighed frem, dragerne, der trækker vogne med meterhøje læs, viger for hinanden, og det lykkes endda for en mindre lastbil at bane sig vej mellem mennesker, der står skulder ved skulder. Overalt kappes sælgerne højlydt.

                      Tusinder af frugter, tonsvis af grønt og enkelte får samt en køber, der bærer sit nye lam i favnen. Her er kun mænd, for enlige kvinder opfattes som prostituerede med mindre et mærke i panden viser, at de er enker.

                      Udenfor mellem de parkerede biler har en sindsforvirret fundet plads til at råbe sit budskab til en fladtrykt plastikflaske.

                      Det er vildt og betagende.

                      Vi er begyndt på opstigningen. Atlasbjergene rejser sig i 4000 meters højde med den sne på toppen, som, når den smelter, er livgivende for området så langt borte som til Marrakesh 50 kilometer væk.

                      Frokosten er bestilt på en restaurant med afdelinger adskilt af en flod, men forbundet af en bro. På bjergsiderne tæt ved os driver hyrderne fåreflokke hen til den næste græsning.

                      Sandwich med kødboller samt the og bananer under et halvtag og et uventet haglvejr.

                      Bjergene er bløde bortset fra enkelte skarpe profiler, der har overlevet erosionen. Farverne er mørk okkergule lige som de berberlandsbyer, der klamrer sig til skrænterne et sted mellem tryghed og overlevelse ved et livgivende vandløb.

                      Vi krydser passet i 2260 meters højde og rammer efter nedkørslen ørkenen. Sten, grus og sand og spredte uforståelige huse, indtil vi når vores mål, Unescos verdensarvs by, Ait Ben Haddou.

                      Efter at være blevet indkvarteret i værelser så små, at man må kante sig forbi hinanden, går vi løs på verdensarven. Vejviserne og stemningen opfordrer til en bjergbestigning ad stejle trapper til et kornlager fra år 1100, men som bag den forblæste dør kun rummer affald. På vejen ned kikker vi indenfor i en kopi af et berberhus, hvor vi blev inviteret på the og en af statisterne fra Ben Hur viste med stolthed sit kostume.

                      I kraft af sin status er de tilbageværende dele af en berømmet, men forladt landsby nu invaderet af gadesælgere.

                      Flere kendte film er optaget her, og især udefra er byen meget malerisk.

                      Aftensmad på hotellet: Suppe og tajine med kylling.

 

 

                                            Onsdag den 19. marts.

 

                      Kedelig morgenmad, inden vi kører afsted mod oasebyen Skoura 60 km. borte. På vejen gør vi indkøb i et supermarked, for der er ingen afholdsmennesker i selskabet.

                      Det er for længst gået op for os, at chaufføren er fantastisk til tålmodigt og trygt at få bussen til at glide gennem selv den mest kringlede trafik. Ikke én hård opbremsning.

                      Og vores lokalguide er alvidende. Da han bliver spurgt om formålet med en stige, der går fra et fladt tag ned midt på en mur, er svaret, at den er beregnet til bygningsmalerne.

                      Vi bliver sat af i landsbyen og vandrer gennem oasen under palmer og mellem små overrislede jordlodder, over et udtørret flodleje til en kasbah fra 1600-tallet, der er afbilledet på 50-dirhamsedlerne.

                      Kasbah er et befæstet hus bygget af mudder og ler fra floden og øvrige forhåndenværende materialer såsom poppeltræ og bambusstrå. I stueetagen er stalden. Første sal er til forråd. Ovenpå følger boligen og øverst det flade tag.

                      Efter rundvisningen fører en charmerende marokkansk kvinde os hen til sin bolig, hvor vi under trange forhold får serveret the og dadler.

                      Tiden er gået, og klokken er 15.30, da vi spiser oksekød på spyd med pommes frites til frokost på terrassen på en nydelig restaurant i Ouarzazate, hvor fremmedlegionen i sin tid havde sit hovedkvarter.

                      I dag lever byen af turister og to filmstudier. Vi besøger det ene og ser i løbet af kort tid, hvordan man af papmaché kan skabe et kloster i Tibet, et tempel i Luxor, søjler i Rom og det indvendige af en galej. I det fjerne ser vi en genskabning af Jerusalem. Eksperterne er freelance, men hyres i hundredvis, når der er en opgave.

                      Til aftensmad får vi i ro og fred en god suppe, men så ankommer fem unge mænd med trommer og sang, og anført af den franske værtinde bliver omeletten med kødboller snart afbrudt af dans.

 

                                           

                                            Torsdag den 20 marts.

 

                      Aftenens gode humør har ikke smittet af på morgenmaden.

                      Turen på 150 km. til Zagora begynder klokken ti og fører os gennem de mellemhøje Anti-atlas bjerge. De er bløde og har efter århundreders erosion mønstre, der synes menneskabte i farver, der rummer alle nuancer af gråt isprængt toner af brunt.

                      Langs dem løber Marokkos længste flod, Dades, kantet af grønne oaser, som brat ophører, hvor ørkenen igen tager magten.

                      Godt og vel over middag byder Kasbah Asma velkommen med smukke omgivelser, omelet og en velsignet kold pilsner.

                      Vores værelse er rummeligt og har en balkon med udsigt til palmer mellem firkanter af store urtebede omkranset af vandingskanaler, som en mand er ved at regulere med en hakke.

                      Efter frokost vandrer vi gennem en palmelund og videre op i udkanten af Zagora.

                      Ingen af de adspurgte kan med sikkerhed sige, hvad vi fik at spise til aftensmad.

 

                                            Fredag den 21. marts.

 

                      Vi kører kl.10 fra Kasbah Asmaa de 25 km. til den lille by Tuagmere, der er berømt for sit bibliotek. Her har en rigmand i 1600-tallet samlet 4000 håndskrevne bøger om alverdens emner fra talrige lande. Nogle af dem er ni hundrede år gamle og skrevet på det fineste gazelleskind. Hans grav lige ved siden af er et valfartssted på grund af sin helbredende kraft.

                      Vi spadserer videre gennem lidt af byen i gyder, der for at holde varmen ude, er som underjordiske gange. Målet er et pottemageri, hvor vi ser fremstillingsprocessen. Leret graves op ved floden, trækker vand og stampes luftfrit. Drejeren sidder indendørs med benene i et hul i gulvet for at have det køligt. Bagefter farvelægger kvinderne i husene, der ligger ud til gyderne, lertøjet, hvorefter det brændes og er klar til salg i den tilliggende store forretning. Vi køber et fad til under halvdelen af den forlangte pris, så sælger glemmer ar smile.

                      Det er den del af Marokko, hvor tuaregerne lever. De stammer overvejende fra nomader, kaldes også det blå folk på grund af deres indigofarvede kjortler, og mange har negroide træk, fordi nogle af deres aner var slaver fra Mali.

                      Nu kører vi frem mod ørkenen og spiser frokost med frisk, lækker blandet salat og tajine med store oksekødstykker.

                      Firhjulstrækkere fører os videre over øde og golde vidder med sten og gennem fødderne af sandbanker, hvor der om sommeren kan være op til 60 gr. Turen er på tres km og varer to timer. Undervejs udpeger vores barkede chauffør flere fatamorganaer, der fremstår som brudstykker af et smalt, gråt hav. Han gjorde holdt et par gange for med trænede øjne at finde fossiler til os. Hans udseende svarede til 70 år. Selv mente han at være mindst 54, men som nomade var registreringen usikker.

                      Rundt om en bålplads med små borde, marokkopuder og hynder på sandet ligger 12 store telte. I vores er der dobbeltseng og en briks.

                      Aftenen nærmer sig, så vi bliver hjulpet op på hver sin dromedar og føres ud i ørkenen for at se den berømmede solnedgang, som findes flottere ved Vesterhavet. (Det er Anders` mening!)

                      Toiletterne ligger lige uden for lejren ligesom køkkenteltet.

                      Til aften er der velsmagende suppe og oksekød med grøntsager. Samtidig bliver der tændt bål og stearinlys i de mange lamper. Vinmanden har kun to flasker rødvin, og vi ville gerne have købt syv.

                      Stemningen er enestående, den kulsorte himmel er overstrøet med stjerner, men natten er knage kold.

 

                                            Lørdag den 22. marts.

 

                      Morgenmad uden overraskelser kl. 7 på gårdspladsen, og en time senere skrumler vi tilbage gennem ørkenen, stiger om til bussen og kommer frem til frokost, der hvor vi overnattede forrige nat. Nogle benytter sig af poolen.

                      Kl.17 er vi igen i Ouarzazate og aflægger Kasbah Taorit et besøg. Dette befæstede palads er opført i 1600-tallet af Marokkos mest magtfulde familie næst efter de kongelige, og først efter års svigefuld opportunisme fik de konfiskeret deres ejendomme.

                      Tilbage i tiden havde vesiren de fire tilladte koner, der i det mindste blev påskønnet med et pragtfuldt værelse, mens han avlede børn med de bjergsomme skønheder, som bød sig til, samt slavinder der faldt i hans smag.

                      Vi må have sparet op, for Omar har opgraderet os til to trin fra luksus på Hotel club Hanana. Værelserne er store med stole til to omkring et lille bord, og derefter følger en buffet med talrige såvel friske som velkogte grøntsager samt dejlig kylling og okse.

 

                     

                                            Søndag den 23. marts.

 

                      Solen gnistrer i poolens vand på vej til morgenmad.

                      Herefter går turen gennem Antiatlasbjergene ind i et område, hvor de bedste berbertæpper fremstilles. Trods den anbefaling køber vi nu ikke noget.

                      Vi standser ved en flok glade kvinder, der varetager hele produktionen fra klipning af fårene til knytning ved de væve, hvor vi ser, at en seksårig pige også kan være med – i ti minutter.

                      Efter salget serverer de cous-cous med kylling og the. Det var ikke meningen, for det er alt for tidligt på dagen. Vi spiser dog efter behov og lægger et beløb, der dækker deres udgifter. Resterne går til byens fattige.

                      Midt på eftermiddagen når vi safranområdet, der er verdens fjerde største. I oktober springer krokusserne ud om natten, og inden solopgang næste dag skal blomsterne høstes. Det tager to uger. Kvinderne plukker de tre værdifulde støvdragere, som derpå bliver soltørrede og solgt til 25 kr./gram. Vi køber fem til vores fiskesuppe.

                      Efter yderligere en times kørsel når vi, hvad de kalder arganskoven. Op til tre meter høje modbydeligt tornede buske står tæt på sletterne og opad bjergsiderne. Fra frugternes kærner udvindes en olie, der er eftertragtet som medicin eller til hudpleje. Problemet er at få de øverste høstet, men her er der hjælp at hente hos de omvandrende gedeflokke. For dem er det lækkerier, og de kravler på utroligt sikre ben op i træerne, og i deres afføring ligger kærnerne.

                      Efter i alt 250 km. er vi fremme ved en mindre by, Ouled Berhil og Riad Hida fra 1800-tallet. Den er på størrelse med fire fodboldbaner. Bygninger i en og to etager ligger omkring en smuk have med en swimmingpool. Alle værelser er store, luftige og forskellige. Uden for vores dør, er der et lille bord med to stole. Aftensmad i Restauranten: Suppe, tajine med meget mørt gedekød og rødvin fra en medrejsende 70 årig fødselar.  

 

                                            Mandag den 24. marts.

 

Den sædvanlige morgenmad på terrassen foran restauranten. Påfuglene spiser brød af hånden.

                      Det skulle have været en fridag, men kl. 10 kører vi alligevel en halv times vej til en landsby, hvor der bor en 84 år gammel dame, som har været slave.

                      Som barn kom hun med to større brødre, der var solgt fra Senegal til Marokko og kummerlige forhold, indtil hun selv som 12-årig blev købt til børnepasning af en rig familie og med hendes egne ord kom i himmerige. Det varede, ind til husherren mange år senere gjorde så store tilnærmelser, at fruen skilte sig af med hende, men da var børnene blevet store og selvstændige og vidste, at skylden var deres fars, og deres hengivenhed over for hende har siden da fået dem til at sørge for, at hun på alle måder har det godt.

                      Over middag får vi en velsmagende omelet på vores hotel og slapper af.

                      Vores rejseleder, Anna-Karin, er lidt yngre end vi og elsker sit arbejde. Utrættelig oversætter hun essensen af det, der bliver sagt og uddyber, er til enhver tid åben og imødekommende og opfylder alle ønsker, når det er muligt, med godt humør og et glimt i øjet.

                      Aftensmad på hotellet. Først en skål med tomater og agurker. Derpå oksekødboller med grøntsager og ris.

 

                                            Tirsdag den 25. marts.

 

                      Efter at påfuglene atter har spist brød af hånden, kører vi kl. 9 mod Taroudant, som er en by med 80.000 indbyggere og så fattig, at man skal passe på lommetyve, der kender ethvert kneb, som kan bortlede opmærksomheden.

                      Omar, vores lokale guide, har på forhånd advaret mod en lokal ubehageligt udseende mand, som gør meget for at indynde sig. Vi er de eneste turister i Souk´en, som for det meste er overdækket og meget intens.

                      Med alle værdier i behold når vi frem til Salam-paladset, hvor den stedlige regent boede. I overdådige omgivelser under flotte træer og farvestrålende buske nyder vi en kop kaffe ved swimmingpoolen, som er blevet noget forurenet, da Charlotte og hendes tidligere skoleveninde dypper fødderne.

                      Lidt over middag kommer vi til Agadir, en storby, der lever af fiskeindustri, og hvor Saudi-Arabiens konge har en kilometer lang parcel med udsigt til Atlanterhavet… forstå det om man vil …

                      Fiske-kebaben er dekorativ og smager godt, men derudover er alt originalt visket bort af masseturisme.

                      I løbet af eftermiddagen snor og snor vi os langs Atlanterhavskysten mellem Atlasbjergenes fødder ud mod havet.

                      På vejen holder vi ind ved et kvindekooperativ, der producerer og sælger arganolie, som skal være meget foryngende for huden, så de får en forrygende handel.

                      Riad al Madina i Essaouira er bygget i 1871 og var oprindeligt et karavanserai, hvor dromedarerne var opstaldede i gården, der nu er smykket med mosaiksten, blomster og et springvand og omgivet af en treetagers patio med værelser, der har det nødvendige og ikke mere.

                      Hotellet serverer nærendende og god ramadansuppe og deres specialitet med meget mørt oksekød, svedsker og brændte mandler ledsaget af den lokale musik, som inspirerede mange af halvfjerdsernes rockstjerner.    

 

                                            Onsdag den 26. marts.

 

                      Morgenmaden bliver serveret hulter til bulter i et siderum til den indre gård, og kl.10 begynder vi en byvandring, der fører os til den befæstning, som portugiserne byggede i 1500-tallet som værn mod sørøveres angreb på handelsstationens kostbarheder. Det blæser meget i dag, og til den ene side brydes Atlanterhavets bølger mod klipperne neden for murene. Modsat er der udsigt over medinaen, der er udpeget som en del af verdenskulturarven.

                      På fiskemarkedet ligger de særeste skabninger side om side med en halv haj. På grund af det urolige hav er udbuddet denne dag beskedent, men det er lugten ikke.

                      Nogle skridt der fra ligger som en kontrast smykkemarkedet, der er Marokkos bedste.

                      Lidt mod nord kommer vi til resterne af det jødiske kvarter. Man kan stadig skimte Davidsstjerne over de forfaldne døre, men siden staten Israels oprettelse er indbyggerne emigrerede. De tomme bygninger blev til slum, som for nylig er blevet ryddet af myndighederne. Beboerne har til gengæld i protest opført en lille teltlejr.

                      Fiskerihavnen er anlagt i 1700-tallet og er Marokkos tredje største. Her ligger snesevis af havgående trawlere og hundreder af store, blå robåde til kystfiskeri med garn. Mågerne flokkes meget tæt på om affaldet.

                      Vi spiser rejecocktails på terrassen ud mod havet på Havnens Restaurant, hvor mågerne snupper fra bordene, og én spiser brød af hånden.

                      Der er tre tjenere om vores gruppe, og de har overhovedet ikke styr på, hvem der har modtaget penge og ender med at mene, at vi at undladt at betale for en halv flaske vin. Stort skænderi. En af gæsterne lægger 50 dimar, og så er den potte ude. 

                      Eftermiddagen er på egen hånd, og det benytter vi til indkøb. To små bongotrommer til pigerne i Stavtrup, to penalhuse af skind til Bagsværd, en gedeskindstaske til Linette for pasning af vores papegøje, og efter en times overvejelser har Charlotte fundet en weekend-taske i læder.

                      Aftensmad med suppe og fiskespyd på vores riad.

 

                                           

                                            Torddag den 27. marts.

 

                      Det er fridag, og vi sover uden svinkeærinder til kl.10.

                      Byen Essaouira er anlagt af portugiserne som en handelsplads og var endestationen for karavaner med guld, elfenben og slaver fra syd. I 1700-tallet fik en fransk arkitekt til opgave at udforme centrum. Derfor er kærnen i medinaen præget af planlægning og elegance, som i dag er druknet i arabiske vilkårligheder.

                      Vi går til Sydbastionen, hvor der ikke er adgang til toppen af fortet, hvor der kunne være en flot udsigt over Atlanterhavet, så vi må blive på gaden, hvor der var elendige tiggere.

                      Tæt lurer fælden på et lille, lukket torv. Her har to af byens attraktioner rottet sig sammen idet, der lige nu er et byggerod. Vi kommer helskindet igen tusinde sølvsmykker på 100 m2, men er derpå nødt til at veksle en del Euro.

                      På denne egn findes Marokkos største thujatræer, og de må være enorme, når man af rødderne kan dreje 40 cm store fade, der siden bliver pudset, poleret og overfladebehandlet, så alle naturens sindrige påfund skinner i solen. Vi overgiver os: To skåle til hver af børnefamilierne og til os selv en bakke inddelt i tern af perlemor fra muslingeskaller og citrontræ farvet mørkt af brændt olie. I alt 550 kr. og alle er tilfredse.

                      Kl.17 har Charlotte bestilt tid sammen med sin skoleveninde til noget hudskrubning, der hedder hammam, og den stund benytter jeg til at overraske hende ved at købe en taske, som hun har forelsket sig ti.

                      Til aftensmad får vi løgsumme, grillet fisk af ukendt art og jordbær.

 

                                                                                                                                                                                                    Fredag den 28. marts.

                     

                      Klokken halv ni starter vi efter et æg og en ostemad turen på 250 km. til Marrakesh. Men alt går ikke som planlagt. For det første regner det kraftigt, da vi følger vores bagage på trækvogne gennem den bilfrie del af Essaouira og sammen med blæsten og en temperatur på ti grader gør det turen rigtig kold oven på de vanlige næsten 30 gr.

                      For det andet går gearkassen i stykker efter den første tredjedel af turen. Tilkaldte mekanikere erklærer, at bussen ikke kan køre ikke kan køre videre.

                      I løbet af de næste to timer tisser vi på skift bag en mur i ler, der klistrer til fodtøjet og følger os helt frem til hotellet. Til regnens trommen, fortælles der vitser til fælles glæde og sammenholdet er fortræffeligt.

                      Efterfølgende fortsætter vi i taxier. Uden for de duggede og strimede vinduer er landskabet fladt og veksler mellem frodighed og sten.

                      Alle er forkomne og taknemmelige for at kunne bevæge sig til lidt varme i en kaffepause.

                      Trafikken bliver tættere og tættere, inden vi når Almas Hotellets luksus. Værelset er stort med en separat siddeafdeling og en altan med bord og stole.

                      Her i udkanten af Marrakesh finder fem af os et sted med europæisk mad, hvor alle bliver tilfredse, og min røgede laks med dild-dip smager rigtig godt. Det er næstsidste dag, så vi vover at spise den meget lækre og sprøde salat.

                      19.15 kører taxaerne os ind i midtbyen til noget af det dyre. Kozybar hygger i flere etager og serverer forårsruller sammen de seks flasker rødvin, som Omar har forhandlet sig frem til som kompensation for bussens sammenbrud.

                      På de populære restauranter skal man ikke sidde og hænge, så derfor går der ikke mange minutter før end forretten er skiftet ud med lammebov, som er meget mør og rigelig.

                      Inden chokolademousse er selskabet endelig så samlet efter at have set på storkene fra tagterrassen, at jeg på engelsk kan holde en kort takketale til Omar uden alt for mange fejl trods rødvinen og en på dansk for Anna-Karin. De har begge gjort det rigtig godt for os.

 

                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                      Lørdag den 29. marts.

 

                      Afgang kl. ni fra hotellet så vi i tide kan checke in til Kastrup. På flyet kan man formedelst 60 kr. købe en ualmindelig kedelig pastaret, der efter oplysningerne på emballagen er fremstillet af de bedste råvarer. Jeg hader disse ture og at være spærret inde sammen med et spædbarn, der skriger og kø til toilettet.

                      Anne og Christian har måttet vente en time uden for lufthavnen på grund af den sendrægtige bagageudlevering, men derpå er der frit løb for Mercedesen gennem lørdagens sparsomme trafik til Bagsværd og en plads i et af børneværelserne, hvor jeg sammen med bamser og dukker får serveret the inden den rigtige og dejlige aftensmad.

 

                                           

                                            Søndag den 30. marts.

 

                      Da Molsfærgen efter en behagelig overfart har losset os af til en for en gang skyld fremkommelig trafik i denne del af Århus, og vi låser os ind lægger 12-årige Thilde sig omgående efter i fjorten dage at have været må for en meget livlig families kærlighed og aktiviteter.

                      Med overvældende indtryk i hovedet og et par frikadeller fra fryseren i maven følger vi snart hendes eksempel. Det er først fra i morgen, at vi skal prøve at få styr på det hele.            

 

 

                       

                       

                       

 

 

                     


 

                     

                     

 

                                           

 

 

 

 

                                       

 

                                           

 

 

 

 

                      

Mandag d. 1/2 2004

Mandag d. 1/2 2004

Mandag d. 1/2 2004

100414

10042014

Mandag d. 1/2 2004

Mandag d. 1/2 2004

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

03.08 | 20:45

fornem fugl det må man sige

...
24.10 | 19:57

Så er bog nummer to på gaden. Det er spændende for os. Vi håber selvfølgelig på en god modtagelse.

...
09.01 | 23:54

9/1 2012.Jeg håber snart, at jeg får stunder til at fortsætte med min hjemmeside, det skal nok komme. Charlotte

...
18.04 | 12:09

Unfortunatly I can not read all but I really wanted to know what you have wrote there, am I also there?

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE